ODILES BLOG

Lortemorgener har guld i mund

2012-01-29T23:40:00.000-08:00

Der er bare de morgener, som ikke sku have været. Dem som jeg ville ønske jeg kunne trække tilbage, for at rulle ud på ny. Gøre dem bedre.

Nu har jeg så været mor i lidt over 11 år. Og der er meget smukt at sige om det. Men gab! Jeg er en mor, der mangler den evne, at overgive mig hundrede procent til at elske kun at være mor. Sætte alt førend mig selv (tro mig, har prøvet gennem en del år. Det var aldeles påkrævet grundet sygt barn mm).

Jo, gu´ kan jeg bage de bedste boller i ungernes klasser, og der holdes årets brag af en diskofest hos os. Det er her man kan overnatte uden at der står en mor eller far i nakken på en hele tiden, for 'skal vi ikke lave noget sammen?', og man kan få lov at have en børnekultur i fred.
Så jo jeg er en fed type mor. Og alt det der.

Men jeg tilhører langt fra den type, meget moderne, meget korrekte type, som forbander sukker mere end djævlen, selv syr kostumer til fastelavn,
(og her vil jeg så godt lige sige, at jeg er pissemisundelig på dem, med så meget talent ud i at sy, for tænk hvilke fede ting jeg ku få fra hånden! Kun at gå i rødt tøj ser nok lækkert ud! Men det koster også i specialsyet tøj!)
og som kan sidde og drikke rødvin med de veninder, som man også havde inden man fik børn, til klokken to om natten. Trods man står op igen klokken halv seks! Og gå på Joan Ørting kurser, for at lære at være en sommerfugl og røre ved hans p.. mindst en gang om dagen (no way, gider jeg betale for at høre på det seksuelt grænseforstyrrede gejl).

Men hvad skete der for klokken halv seks! Og hyggetimer med tøserne om natten? Og stå og male i mørket og stilheden?

Hva`?!

Jeg var engang et udpræget B-menneske, i hvert fald hvad døgnrytme angik. Nu kan jeg nærmest ikke ligge i sengen til mere end otte... I weekenderne!

Og dét er her mit problem bliver så frygteligt åbenlyst!
Jeg er dårlig til morgener. Jeg stresser op, uden at behøve det. Nærmest en mekanisme, som sker af sig selv. Hvorfor?
Jeg er nærmest blottet for overblik, når jeg vågner dér, og ved jeg har cirka en time, til at sikre to mindreårige, kommer ud af døren; rene, mætte, påklædte, huskende skoletasker inkl. 'krævende-for-dagens-opgaver'. Det hele afsluttes med et: Kyz! Elsker dig! Kyz! Elsker dig! Kyz Elsker dig! til hver (manden må ikke glemmes!)
Wow, det er svært!

For alle er trætte. Alle har B-mønster, alle elsker langsomhed om morgenen, alle er vågne om aftenen,
(og lige meget hvor meget fornuft der er i, at lærerne skriver; husk god nats søvn og solid morgenmad gør en mere koncentreret elev!, så kan man ikke tvinge sig selv til at sove om aftenen, når man er vågen. Eller spise, når man er mæt....)
alle kan vi lide at tøffe rundt. Være vågen en halv times tid inden vi spiser. Og ja, vi har nok mere 'weekend/ferie-rytmer'. Selvom ungerne elsker at komme i skole, og manden elsker sit job.
(Ja, jeg er så hjemme, men elsker faktisk min genoptræning!)

I dag var en af de morgener, hvor det gik skævt, og jeg ikke formåede at blive i vatter. Stress, stress, stress rundt i huset, ud til morgenmad, ud og børste tænder, af sted, af sted, af sted.

Da jeg ikke kan ændre på hvordan vores samfundsstruktur er bygget op. For skolemødetider klokken ti, er nok urealistiske mens mine unger går i skole. Jeg MÅ finde en måde, at finde ro om morgenen.
Og være et godt eksempel for ungerne til, hvordan de kan navigere i morgener og struktur der er indbyder til stress. Og ungerne vænner sig til, step by step, at have ansvaret selv. Stå op ved vækkeur, selv pakke tasken alt det der. De mangler stadig noget med at få overblik over den der tid! (og hvornår mon jeg selv er gammel nok til, at tage ansvar for selv at nå, hvad jeg skal nå, på det min. af tid der altid er?!)

Men guldet er hver morgen, at lige meget hvilken slags vågnen-op vi har haft, så er der altid et farvel, som varmer og sætter alt på plads igen.
Jeg elsker det kyz, det:' jeg elsker dig', den tilkendegivelse af, at vi er sammen på vores måde, og vi elsker hinanden og lander hos hinanden.
Altid.
Det ønsker jeg altid vil forblive sådan. Altså så længe de bos sammen med os.

Kan man være lykkelig trods tyndt hår?

2012-01-29T08:41:00.000-08:00

- Jeg vilfandme ikke ha’ den grimme cykelhjelm på! brøler min meget smukke syv-årigedatter, og drøner gennem stuerne ind på sit værelse. Gulvene dundrer stadigefter hendes hæle. Jeg suser stille ind efter hende.

- Jeg ligner en idiot med den hjelm på! Nu er der også tårermed. Nogle arrige nogle.

- Hvorfor?

- Den har en latterlig form!

- Øh....

- Og den seråndssvag ud, fordi mit hår er så tyndt!

Stor selvindsigt af en syv-årig. Men som syv-årig, står hun også uden erfaring med atrumme den!

Hun elsker det hår, hun ikke selv har og aldrig får, og kansvømme væk i venindens vilde krøller. Da hun var mindre, sagde hun tilfrisøren, at hun gerne ville klippes langhåret. Og hun kommer til at kæmpe meddet hår, hun har. Tykt langt hår er lykken. Hun ville først være rigtig smuk,hvis håret var tykt!

Selv var jeg over fyrre, før jeg accepterede at mit hår ersupersølle, når det har længde 'ned-over-ørerne'. (Ja, det er pænt pinligt atindrømme, at det sku´ ta´ så længe, at se det i øjnene!)

I bund og grund handler det rigtigt meget om, at skulle seud på en bestemt måde. Være smuk (altså smuk på en meget bestemt måde!), for atføle sig lykkelig.

Det er jo mainstream, for børn og unge i dag, at skulle haveX-factor og berømtheds-identitet. At man vil kigges på i en grad, hvor manskiller sig ud – for at føle man har en eksistensberettigelse!

I mit arbejde møder jeg rigtigt mange kvinder, som ikke kanlide deres udseende. De føler sig altid for tykke eller decideret grimme. Mendet er de ikke – de er smukke! Kvinder med kvaliteter, som jeg villeønske jeg havde! Lækkert tykt hår, store eller brune øjne, mellemrum mellemfortænderne, smukke hænder, former.. Jeg kan blive ved!

Hvordan kan vi blive ved med at tro, at smukke mennesker måvære mere lykkelige? Vi bruger enormt meget energi og tid på at føle osforkerte, og ønske os noget andet end os selv! I stedet for at gøre os selv små,ku´ vi søge at glæde os (over os) selv!

Jeg har tit stået i krise, som min datter gør. Alligevel trorjeg på, at bare et par sekunders glæde og lykke over sig selv om dagen, givermasser energi til at leve.

Også selvom man har tyndt hår. Eller korte ben. pæreform.Eller.....

Tråd

2012-01-28T10:37:00.001-08:00

Har netop - selvsagt til stor forfærdelse - opdaget at jeg ikke ejer rød sytråd!
Sort, ja. Hvid ja. Rød, nej!!!

Ja, det kan måske synes en anelse petisse-aktuelt for mange.

Men taget i betragtning jeg er et kvindfolk, der konsekvent, for ikke at sige udelukkende, går med rødt OG som betragter sig selv, som et kreativt menneske, er det en grusom rystende erfaring!

Verden står ikke længere! Hvad skal det betyde?
Skal jeg så nu til at gå i sort?
Jamen-jamen-jamen-jamen.......
Det kan man da ikke!!

Englekort med styrke

2012-01-27T13:24:00.000-08:00

Ude i entreen. Lige ved hoveddøren faktisk, har jeg sat et lille gyldent glasfad med englekort på. De står så man kan tage sig et lige når man kommer ind. Eller inden man går ud.

Nu er der mange meninger om englekort, fra 'Tåbeligt!' til 'Sandfærdige.' Jeg er den eneste i familien der jævnligt vender et kort. Ind i mellem synes ungerne det er sjovt. Tror ikke der endnu har været en gæst, der har vendt et? De plejer i stedet at lægge deres overtøj hen over fadet. Noget som jeg først fandt respektløst. For hvorfor lægge noget tungt oven på noget skrøbeligt? (ikke englekortene! Glasfadet!)

Og da jeg opdagede, at det også er voksne som gør det, at jeg sådan cirka er den eneste (familie inklusiv), der vælger at holde fadet fritstående, valgte jeg at tænke at det sgu er meget sjov symbolik; sådan at dække englene til.

Så behøver jeg heller ikke sige mere om, hvad de betyder for mig.

O.k. lidt skal jeg alligevel forklare.

Det er ikke sådan noget med, at de skal forudsige dagen for mig eller sådan noget (det kan jeg i øvrigt lige så godt gøre selv, om det var det jeg ville vide). Det er bare et dejligt ord, at bruge som fokus for min dag. Nogle perioder tager jeg et kort flere dage i træk. Andre glemmer jeg dem.

Men bottom line; jeg ta´r et kort, læser ordet. Smager på det, og derefter sætter jeg det fast i den billedramme, der hænger på væggen lige over glasfadet. Så hænger ordet der, fx. inspiration, til jeg skifter det ud med et nyt.

Hvordan jeg ta´r kortet, har skiftet lidt. P.t. roder jeg rundt med et par fingre, til et af dem tipper dets forside op. Nå, ja, de ligger med bagsiden opad (skulle jeg måske have forklaret fra en start?).

I dag var det kortet 'strenght' der flipped. Jeg havde taget kortet, netop som jeg kom hjem fra en helt umulig genoptrænings-dag.

- Right! mumlede jeg ud i den tomme entre. De andre var som altid i skole og på arbejde.

Det var bare dagen, hvor jeg følte jeg ikke slog til. Hverken fysisk, mentalt. Eller som mor.

Mor-delen startede i går. For alvor. Drengens klasse skulle vise noget teater, som afslutning på en uges projekt. Jeg kan ikke komme ind og være med - ja, smerterne tillader det ikke. Og Niels har i de tre sidste uger siddet og produceret en plade. Og kan ikke gå fra kunstnerne et par timer, fordi 'min søns klasse skal lave teater!' Altså måtte vi være de forældre, som bare ikke var at se (på). Det gjorde bare for ondt. Og det sås og hørtes.

Jeg har forsøgt at dulme min dårlige samvittighed med, at det ikke var et teaterstykke som dem han plejer at være med til, hvor de er flere måneder undervejs. Det her var jo bare en uge...

Virker lige som ikke.

Så genoptræningen. Det gik bare ikke.

Jeg hører ikke længere til hos nogen fysser eller hold, fordi min genoptræningsplan er afsluttet. Den som man får med fra hospitalet. Men da jeg samtidig ikke kan klare mig selv, som man ellers vil gøre (fx. selv optage træning i fitnesscenteret, svømning eller noget), vil fysserne ikke slippe mig. Jeg er derfor sat ind på et hold en dag om ugen, og selvtræner med-mulighed-for-at-hive-fat-i-os-hvis-vi-altså-har-tid! en anden dag om ugen (Og de har ret travlt). Bare til jeg har været på hospitalet OG de har meldt en plan ud.

Så jeg tumler rundt på min krykker, op og ned ad trapper, mens de andre suser af sted med et 'ha ´det godt!' på vej ud i det liv, der hele tiden har ligget og ventet på at blive genoptaget.

Jeg føler mig bare til overs og mærkeligt i vejen. Efterladt og uden nok ekspertise til at bære ansvaret for at passe mig selv. Og hospitalet lader i den grad vente på sig.

Når jeg så krykker rundt, er der en del øvelser jeg ikke kan. Hvordan strækker jeg ben- muskler ud, når jeg ikke kan stå, ligge på knæ, sidde på gulvet, strække benet? Der er også den øvelse, hvor jeg skal løfte benet op. Men benet lader sig ikke løfte. Eller den med at gå ned i knæ? Dur heller ikke.

Simple øvelser, som pludselig er blevet ekstreme smertefulde. Jeg er vant til fra sport, at muskler skal gøre ondt, når man træner. Men finder nu ud af, at nervesmerter ikke er som muskelsmerter. Her skal man med det samme stoppe.

Så alt i alt, så kom jeg så meget til kort i dag!

Jeg ku´ bare ikke samarbejde med kroppen. At jeg så i forvejen følte mig som jordens mest selvoptagne mor, der ikke kunne hive sig selv op til at se sønnens teater fremvisning - det var så lavt.

Og samtidig blive ignoreret fra hospitalet, hvor jeg blev sendt hjem for over tre måneder siden, nyopereret og et: 'du går herfra uden krykker, dagen efter operationen!'

Suk.

Så da jeg trak kortet. Strenght! Så var det præcist det jeg vidste, jeg måtte være. Og stadig må være.

Og det eneste jeg ikke følte mig i besiddelse af. Eller føler.

Der er gode dage, og der er dårlige dage, siger vi til hinanden til genoptræning.

Men der er bare dage, hvor det nærmeste jeg kommer på 'strenght', er når det står skrevet på mit englekort.

Så jeg kan kun sige, at imorgen kommer endnu en dag. Og den kan bringe hvad som helst. Også styrke.

Datteren går vegetar vejen...

2012-01-26T23:25:00.000-08:00

Min datter Karla Solvej erklærede for en uges tid siden, at hun vil være vegetar.
Vi sidder og spiser frokost, det er lørdag, og vi har den der slow-easy-going stemning. Masser af tid. Frokosten ta´s sådan ved et, måske to tiden. Det er også slik dag. Og det er tid til at have tid til sig selv dag. Vi elsker det alle. Sysler rundt hver for sig, eller samles om et eller andet.
Men at have tid til at være uforstyrret, det er en luksus! Selv for børnene. Tænk et mærkeligt samfund vi har skabt; at børn længes efter at have tid alene!

Nå, men hun sidder og er i gang med en fiskefilet på rugbrød. Meget grundigt, har hun skåret brødet efter fiskens form. For hun kan ikke spise brødet uden noget oven på.

- Tænk på hvad de gør ved kyllingernes hals?! si´r hun. Med opspærrede øjne stirrer hun lige ind i mine.
- Øh.. kyllings hals..? Jeg ved godt hvad hun mener, men vil have hende til at formulere sig klart.
- Det er nu høner, indskyder Niels. Tørt. Han sidder garanteret og sukker indvendig over tanken om, at sku´ have endnu en veggie i hjemmet.
Karla giver ikke tegn på, at have hørt ham.
- Hvad mener du med deres hals? kommer jeg igen
- De hugger den over! Med en økse! Det er så synd! Øjnene spærres endnu højere op. - Så blodet det sprøjter langt op i luften!
- Ja, jeg synes også det er synd, skat.
- Og de har ikke engang gjort os noget! Jeg vil aldrig spise kød mere!
- Men Karla! Det er storebror, og han har den der særlige tone på, som han bruger, når han skal til at forklare hende noget hun nok har overset. - Du spiser da kød nu! Fisk er også kød.
- Ja, det ved jeg da godt! Men det er ikke det samme!
- Altså du har ret, på den måde, at vegetarer de spiser jo fjerkræ og fisk..
- Også kylling! afbryder Karla, og jeg kan se det er svært for hende at få det til at hænge sammen. For hvad gør hun så?
- Ja..
- Dét vil jeg ikke!
- Nej, men det behøver du heller ikke. Jeg spiser jo heller ikke kylling.
- Det hedder veganer, ikke? spørger Lukas.
- Jo, det er rigtig, Luke.
- Så du er sådan en blanding af veganer og vegetar, ikk?
- Præcis. Jeg smiler til ham. Han fik lige forklaret det, som jeg ville at Karla skulle høre.

- Men hør nu, du skal altså ikke blive vegetar, fordi jeg er det! siger jeg henvendt til Karla.
- Nej, det er det heller ikke mor. Jeg synes bare det er så synd.

Niels og jeg ser på hinanden, og vi ved begge at det kan blive lidt af en opgave.
Karla spiser meget lidt, og meget få ting. Hun er ikke blot kræsen/ selektiv, what ever you call it. Hun er superfølsom med alt, og også med mad og drikke! Det skal se rigtigt ud, dufte rigtigt og have den rigtige konsistens i munden. Hun seriøst hader, at få noget i munden, som er forkert! Så helt modsat af Lukas og Niels. De elsker begge mad; tale om det, spise det, lave det, finde på det...

Derimod er jeg langt fra det bedste forbillede!
Det er klassikeren med; lad være med at gøre som jeg gør, men gør som jeg siger.
Det virker ikke, uanset hvor mange gange man siger det, ha, ha.

Så nu skal jeg finde ro i, at hun nok skal få hvad hun har brug for. Jeg var været vegetar/veganer eller hvad det nu er jeg kaldes for noget, i cirka femogtyve år. Og har altid de fineste tal, når lægen tager blodprøver. Derfor må jeg have tiltro til, at også hendes krop nok kan fortælle hende, hvad hun har brug for.

Og så lavede jeg en status på facebook i går, med hjælp til hvad jeg kan give hende af tilskud og/ eller mad. Det kom der mange sjove bud på!

Enjoy, sir jeg bare!

Fra mit vindue

2012-01-26T09:09:00.000-08:00

Passerede mit vindue i skumringen. Standsede - uh, den himmel går lige i mit hjerte.

Lotus & Fugl Fønix

2012-01-25T01:51:00.000-08:00

Hvordan kunne det ske, jeg kom til at glemme min smukke ring? Som  skal minde mig om hvert øjeblik er en ny begyndelse. At hver menneske er  helt unikt.

Efter julen, har jeg været så træt. Så træt. 

Min krop er faldet tilbage til stærkere smerter og mindre mobilitet.

Jeg har brug for små tegn, smykker, ord. Også tatoveringer, når jeg står i en ny livslærdom. Som jeg gør nu. Måske synes jeg hver gang, at det er den sværeste lære nogensinde? Det husker jeg ikke lige nu. Altså hvordan det var, sidste gang jeg skulle lære noget nyt. Stort. 

Måske er hver gang, den sværeste. Måske kommer jeg for hver gang tættere på noget der var endnu større, end sidste gang. Her hvor jeg er nu, er meget vanskeligt på én måde. Og meget let på en anden. 

Jeg ved at det, at jeg er strandet fysisk og er i genoptræning for at lære at gå igen, er den eneste måde hvor jeg ku´ standses på. Jeg havde brug for at standse, stoppe helt op! For at give helt slip.

Og jeg havde brug for at give helt slip.

Stadig  brug for. Har nemlig ikke sluppet helt. Det er så utroligt svært at  gøre. Enormt angstprovokerende. For hvis man slipper alt sit arbejde, al  indkomst. Hvad så? Hvordan skal jeg få nyt arbejde, nye indtægter?

Og slippe bekymringerne for om børnene nu klarer sig godt? Ja, det burde være så let. 

Anyway, jeg skal slippe bekymringer.
Frygten for hvordan det vil gå med det ene, eller det andet. Og være til stede her og nu.

Den der med at tro det hele går galt, hvis man giver slip. 

At  forvente det slet ikke kan gå, hvis man; siger sit job op/bliver  kunstner/lever efter sin drøm/går fra manden eller konen/ bor i en  skurvogn.

Hvorfor blive ved med at tro på det værste vil ske? 

Når vi ligeså godt vælge at tænke; der er masser af penge, og det vil der altid være! Der er masser af kærlighed! Masser af alt!

Jeg er træt af, færdig med, at tænke negativt! Jeg vil have det godt, og 'tænke godt'.

For at kunne det, har jeg måtte give slip. Og lade mig føre herhen hvor jeg er nu. Selvom jeg har mange smerter, og ikke kan bevæge mig uden for mit hjem. Så har jeg det godt, mentalt.

Jeg bruger min tid på at træne ikke kun min krop, men også mine tanker. Mit sind. Til den nye tid - som er begyndt.
Timerne er begrænsede, for jeg er træt. At skrive et blogindlæg, gør at jeg må hvile resten af dagen. Meditere. Og øve mig i, at være tryg ved alt det nye. Uvante. Skubbe de gamle tanker væk, når de beamer sig ind til min bevidsthed.

Jeg ved ikke hvordan det er for dig? Om du let kan være i nuet, leve på overflod og vide, at intet dårligt sker? Det håber jeg.

Der er mange måder at lære på. Mange veje til at nå det søde liv. Og vi må respektere hinandens forskellige måder at nå derhen på.

Som vanlig, følger jeg Fugl Fønix. Så i stedet for at kæmpe imod, må jeg acceptere det. Og slippe kontrol af det ukontrollerbare.

2012-01-25T00:35:00.000-08:00

Jeg er pænt træt af at leve i en kultur, hvor intet ses, høres eller i talesættes.
Det ruller frem op til overfladen med mediehistorier, om børn der er blevet misbrugt. Og overhørt.
Overset. Og ingen har turdet sige noget.

Vi lever i et moderne samfund, med den vildeste teknologi. Men vi har endnu til gode, at udvikle
os hen i mod, at tage større med-menneskeligt ansvar.

Begrænser mit udsyn, for at skærpe mit syn ind

2012-01-23T00:03:00.000-08:00

O.k. jeg holder stille, og lader alle andre kloge mennesker om, at styre verden i den kommende tid.

De må gerne bekymre sig om finanskriser her eller der. Krige der skal vindes af nogen. Tabes af andre.
Snefnug der var set faldet på Esbjerg Havn. Politiske diskussioner, der frembrøles af de samme politiker; de skifter bare kulør fra tid til anden. Moden skal dyrkes for svimlende kvinder. Og summer. Jobs der ikke kan findes, og ledige der skal forstå, de er nogle sjufter. Royale besøg sder får folk til at juble, andre til at græmmes. Folk der skal grines af, sværtes til og få os til at være glade for, vi ikke er dem.

Der er så meget der skal passe ude i verden. En evindelig strøm uden pauser. Eller retning.
Så meget at frygte, og være bekymret over. Så meget at vi glemmer os selv. Mister grebet om vores inderste kerne, og halser væk uden at opdage det. Til en dag, hvor vi ikke længere er, hvor alt er stille. Og det var så det.

Jeg har fået en chance. Igen. Livet har givet mig flere af dem. Så heldig jeg er! Jeg er her i mit Kongeskib, ude af stand til at forlade mit hjem. Gå ud og fortsætte det liv, jeg før pulserede rundt i.
Bang! Stoppet.

Ligegyldigt hvor mange smerter jeg har. Eller hvor lidt jeg kan. Så er det mit valg , om jeg ser mulighederne her hvor jeg er. Nu.

Hvor jeg skal hen, ved jeg ikke. Men livet bliver aldrig som det var før, uanset det var godt.
Nu er en ny tid, en ny begyndelse. Jeg skal lære noget af at være strandet her, og jeg finder læren, meningen på et tidspunkt.

Det eneste jeg ved, det er at min spirituelle bevidsthed, styrkes hvert øjeblik. Og det er kun i den særlige stilhed, dér hvor man er koblet sammen med sin højere bevidsthed, at jeg kan søge hen. For at blive ledt videre på mit nye spor.

Og mens de kloge mennesker, tager sig af verdens bekymringer, farer og trusler, vil jeg læne mig tilbage her i Kongeskibet og se 'Fame'. Drikke kaffe. Sove. Meditere. Skype. Heale.

Og glæde mig over jeres kommentarer. Indspark ifa. tanker, følelser, meninger, erfaringer. Og alt muligt :-)

Gradbøjninger af ytringer.

2012-01-22T05:35:00.000-08:00

Det der med ytringsfrihed, er noget jeg er et sindssygt pernittengryn over for.
Aner ikke hvorfor. Nok bare noget med frihed i det hele taget.

Men nu sådan en søndag her, har jeg ligget hele formiddag og halv eftermiddag, i mit Kongeskib. Med Mac´en på maven. Skrevet og læst indlæg på fb. Afbrudt af diskussioner med Niels om, hvad jeg har læst & skrevet. (Niels er så fed at diskutere med. Ikke nok er han skarp. Han blotter hurtigt, og uden at ryste på hånden, skelettet. Fremlægger logisk, nye vinkler og tilgange til et problem. Men han er også altid klar til et tage et emne med mig! Love it!)

Emnet er sagen med journalist, blevet anklaget af politiet, for at have kriminelt materiale (både sin arbejds- og hjemmecomputer) af pornografisk karakter.

Så har jeg forsøgt mig med at spise lidt banan, hente en kop kaffe, se en film. Gøre noget for at distrahere mig selv fra debatten.
No luck! Jeg vender tilbage. Blot for at erfare, at lige meget hvordan jeg skriver min indlæg/kommentar, så opfattes det på samme måde. Jeg kan ikke vinkle det hen til det jeg mener. Eller folk lader ikke til at opfatte hvad jeg mener. Men derimod en masse andet.

Facto;
- ingen navnebeskyttelse (rettens afgørelse)
- han deltager i interviews, hvor han siger han har materialet
- han troede grænsen for 'børneporno' var 12 år
- han debatterer selv sagen på sin fb profil (dog fjernet det sidste døgn)

Alligevel
skriver folk det ene indlæg efter det andet om, at man ikke skal dømme før domstole. At det at skrive om sagen på fb, er at dømme ham.
Dét forstår jeg ikke! Jeg mener, at havde sagen været for lukket døre!Var sagt i fortrolighed til en journalist!At han ikke selv deltog i medierne! Så ville det være at udstille ham til fordømmelse.

Dertil
undrer det mig, hvorfor man i sager med overgreb, har en tendens til at sige, man ikke må debattere sagen, inden en dom.
Men i sager som fx. Anni Fønsby var folk meget grove, med ydmygende og udstillende kommentarer bla. i fb-status, om hendes bryst, læber, intelligens. Og at hun selvklart var bordelmama. INDEN der kom dom. Hvorfor?
Og fx sagen med den alt for ivrig fodboldfan, som væltede en kamp: Han blev da forhadt af hele DK (næsten), før han fik sin dom. Hvorfor?

Hvorfor skelnes der? Den debat kan jeg ikke få i gang. Og den debat synes jeg er vildt interessant.

Hvorfor denne gradbøjning af do´s & dont´s?

Jeg mener at det er nødvendigt for et samfund, der vil udvikles, at vi kan debattere det offentlige tilgængelige. Uden at noget er mere forbudt/tilladt end andet.

Og jeg mener min ytringsfrihed bliver gradbøjet alt efter, efter emne. Hvis ikke jeg må sige/skrive hvad jeg tænker om en sag, der er offentligt tilgængelig, har jeg så stadig min ytringsfrihed intakt?

Og jeg tror at det handler om, alt for stærke følelser når vi debattere overgreb - herunder mistanke om.
Der kommer de her kløfter, hvor hver kløft mistænker den anden for det værste!
Enten mistænkes man for at ville man korsfæste og kastrere de anklagede eller dømte seksuelforbrydere.
Eller for at selv at være seksualforbryder, hvis man mener der ikke må debatteres.

På den måde for vi sat hinanden i limbo. Ingen udvikling.
Ytringsfriheden sættes i limbo. Hvis vi sætter hinanden i skruestik og sætter os til doms overfor hinanden om, hvem der må sige hvad, om hvem?

Hvor fantastisk ville det ikke være, om ku bruge sådan en sag til at debattere:
- hvordan kan vi passe på vores børn og unge, så de ikke optræder i pornografisk materiale?-
- hvordan kan vi spore den kriminelle adfærd?
- hvordan kan vi spore materialet?
- hvordan kan vi spotte personer med pædofil trang?

Og et hav af andre spørgsmål?

I stedet prøver vi at lukke munden på hinanden.
Selvom det er en offentlig sag.. Som manden selv udtaler sig i & debatterer...

Weekendmorgener

2012-01-21T01:00:00.000-08:00

Hey lørdag. Hey morgenkaffe. Hey to dage, uden 'styrt-ud-af-døren-kære-familie!-Vi-ses-i aften!'. To dage, hvor vi bare kan lave det vi har lyst til - behøver ikke være så meget nødvendighed.

Sidder i Kongeskibet, og lader medicinen synke ind. Må lige huske at smide et stykke brænde på om lidt, så ungerne også kan holde sig varme. De ligger på hver deres sofa, med dyner. Ser morgen-tv. Gandhi tripper rastløst rundt; det ku jo være der var noget spiseligt et sted? Manden sover endnu. Halvtredstimers arbejdsuge, ud over at passe en familie, gør ham træt.
Alligevel ved jeg vi er et pat stykker her, som godt gad bede ham køre til bageren!
Hov, der kørte naboen netop. Han og konen, pensionister og lader til at nyde livet.

Jeg vil bare have en rolig weekend.
Hospitalet havde ikke givet lyd fra sig i går. Så gjorde jeg som lægen anbefalede; 'går der mere end en uge, så skal du presse dem!' O.k. presse og presse. Det gjorde jeg vist ikke.
Men fik talt med en af sygeplejerskerne (de er nemlig ret søde og dygtige, på præcist dén afdeling jeg ringede til!), som kunne fortælle henvisningen er modtaget. Lægesekretæren var gået hjem (det var jo også fredag og klokken var 13.30), og at jeg kan ringe til vedkommende på mandag for at høre; får jeg en akut tid? Eller ryger jeg bag i køen til ventetid?

Hm, så er det NU jeg skal tænke positivt, visualisere den akutte tid jeg får. Fordi hospitalet tager ansvar for de operationer de har udført. Og derfor tænker det er bekymrende, at en patient der skulle have forladt hospitalet dagen efter operation UDEN krykker. Og stort set medicinfri.
Nu tre måneder efter er på to krykker, har afsluttet det bevilligede genoptræningsforløb, og stadig får høje morfindoser. Og derfor selvfølgelig vil se mig. Nu. Strax. Vupti. Med det vums.

Så hvad si´r I, kære venner? Er I med på en fælles visiualisering?:-)

Nå, det skal nok gå. Hvis hospitalet ikke tager mig alvorligt og tager mig ind akut, så ved jeg at både min læge, og fysserne, vil holde fast i mig, til jeg har det bedre/bliver rask/kommer videre.

Op at gå på de gyldne stjerner!

2012-01-19T12:49:00.000-08:00

Det er når jeg ser i jeres blikke, at jeg forstår alvoren af min tilstand.

Eller jeres ord. Eller ikke nogen ord - tavsheden.

Ellers tænker jeg det anderledes.

Jeg kan selvklart, som den eneste mærke, dybden af smerterne.

Eller holde styr på, hvor meget medicin, jeg tager i løbet af dagen.

Men det bliver også en illusion. På en måde.

Ikke fordi jeg er skæv. Tror mit system har vænnet sig til morfinen.

Bare trætheden og behovet for en lur i løbet af dagen.

Men det bliver urealistisk, når smerterne kun når op på måske en tiendedel af, hvad de er uden medicinen.

Måske er jeg også urealistisk, når jeg undgår alvoren. Undgår jeg den? Ved ikke.

Inden jeg blev indlagt, da troede jeg hver dag; I morgen er det bedre.

Indlagt var jeg sølle, meget. Men holdt stadig operation holdt i straks arm foran mig.

Umuligt. No way.

Til jeg holdt op med at drikke også, fordi jeg måtte undgå at bevæge mig. Af hensyn til, hvor meget smerte jeg kunne rumme.

Nu er det tre måneder siden.

Smerterne er her. Operationen har været. Genoptræningen er i gang. Jeg er bare ligesom.. bagefter.

'Du skal tilbage til hospitalet' - sagde fyssen forrige uge. Praktiserende læge kom forbi i sidste uge; 'Ja, du skal tilbage til hospitalet, og snakke med dem.' sagde han.

Havde de undladt at konfrontere mig med min manglende udvikling, ville jeg være fortsat uforandret. 'Du skal ikke tænke din træning som nyttesløs, selvom du skal på snakke med dem på hospitalet.' Forklarede fysioterapeuten mig i går. 'Hvis du ikke havde trænet, så tror jeg ikke du ville kunne komme ud af dig seng! Så selvom de måske tilbyder en re-operation, så er du i meget bedre form, til at klare det.'

Jeg bliver nødt til, hver dag at tænke, at jeg nok skal klare det. At jeg klarer det. Som jeg har klaret alt.

Måske er det urealistisk. Naivt.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, bestilte jeg de høje sko, med guldstjernerne på. Fordi jeg vil gå på høje sko igen!

Men for første gang i går tænkte jeg på, hvad nu, hvis jeg faktisk ikke kommer til at gå med de sko? Nogensinde? Hvad hvis jeg aldrig kommer til at køre bil igen? Hvordan lærer man at leve med så voldsomme smerter, resten af sit liv?

Naaarrh!No way! No way!

Det vælter jeg ligeså hurtigt UD af mit hoved, som det fik møvet sig derind!

No way! Jeg klarer den! Med hjælp. Alt muligt forskelligt slags hjælp!

For jeg SKAL klare den. Andet er ikke en option. Helt enkelt!

Det er en vej. KUN een vej.

Og det er op på de gyldne stjerner at gå!

Will Eisner

2012-01-18T08:10:00.000-08:00

Har læst så mange tegneserier gennem årene. Indtil ca midt tyverne. Af en eller anden grund holdt jeg op. Men det er vist en fejl! Hihi.

Fået nyt Facebookbekendtskab, Comicgarden Tegneseriegalleri, som postet bl.a. disse to Eisner kvinder.

Gæsteindlæg fra Thea (hun kunne ikke skrive det som en kommentar, så her kommer det)

2012-01-17T22:51:00.001-08:00

"Kære Odile
Jeg syntes det er ulykkeligt at du er holdt op med at tale.
For mig viser det hvor overfladiske vi i DK er blevet og hvor berøringsangste.
"uha træder vi nu på den ene prostituerede, der råber højt om hvor lykkelig hun er ved at sælge sin krop? Så må vi hellere tale om det vi kan enes om; den handlede kvinde fra øst eller syd.."
og det er rædselsfuldt synd for de kvinder, men i dk har vi stadig en stor dansk mundfuld vi kan tage fat på.
Jeg har ikke været i prositutionsmiljøet, men jeg lytter til dig og du er ikke den eneste jeg kender der har været i nærheden af det miljø, men du er den eneste der har talt højt.

Jeg ved at det måske er et totalt sidespor, men for et par år siden sad jeg med en gruppe kvinder der talte om et eller andet banalt parforholdsproblematik ala ”du hjælper til = du får sex.”
Det var karikeret men jeg udbrød spontant; "og der gjorde du dig lige til prostitueret!"
Jeg beklager virkelig; det kan naturligvis ikke sammenlignes, men for mig kalder det til debat.
Er sex med et andet menneske en vare vi kan handle med?!

Forleden læste jeg en overskrift i Weekendavisen;
Hvor mange støvsugninger koster et knald? Det handlede om Linn Ullmanns nye roman ”Det dyrebare”
“Der er ikke noget at sige til, at han til sidst spørger Siri, hvor meget et knald er værd? Skal han støvsuge hele huset? Sortere affaldet? Eller stemme socialdemokratisk ved næste valg?”
Helt ærligt; er vi ikke ved at være færdige med det? Hvorfor er det stadig et emne? For det er det åbenbart…
Jeg savner gudsjammerligt at høre fra de mænd der syntes prostitution er så meget i orden, at de udover at betale for sex selv, kan se os andre i øjnene og sige at det vil være helt fint at hans egen søn eller datter prostituerer sig!
Så kære Odile, selvom jeg syntes det er et tab at du tier, så er det på tide at nogen andre åbner munden!
Kh Thea

Bloggerliv i Hollywood-diva nattøjs-stil.

2012-01-17T00:12:00.000-08:00

Det er de her morgener, hvor alt stadig ligger i blåt, uden for vinduet.
Inden solen er stået op.
Freden er her endnu, jeg er alene. Alle er taget afsted.
Det er her, jeg begynder at tømme mit hoved for tanker.
Ned i Mac´en. Noget sender videre ud, i flow. Ude på nettet.

Hvad kan og vil jeg vil dele ud af, på min blog?
Der er masser at tage af; emner, tanker.

Det med at være så syg, gør selvsagt at min verden er forandret. Mine oplevelser er så meget anderledes, end hvad jeg ville opleve, hvis jeg var i fuld vigør. Stæsende afsted i Chrystler Cruiseren - ind mod Nyhavn. Eller over mod Jylland. For at arbejde. Lave møder, holde foredrag. Snakke.

Mit arbejde er meget at snakke.
Ord.
Mit arbejde er ord, ord, ord, ord, ord. Talte, skrevne, læste.
Og jeg elsker det!

Når jeg så går alene det meste af tiden, her i min 'syge-tilværelse' (ikke at forveksle med 'syge tilværelse'), kommer jeg til at være indestængt med ord.
Ligesom når man er på barsel. Specielt inden fødslen - der hvor man går og venter.
Og er tilstrækkeligt besværet til, at ens indkøb er begrænsede. Og alligevel finder man særligt opsigtsvækkende opdagelser i Netto. Som igen kan nydes, fordi man også kan sætte sin partner ind i dagens oplevelse. Med frydefuldt nyopfundne detaljer, selvsagt.

Ordene hober sig op inden i. Og jeg skal virkelig - og gør virkelig! - en dyd ud af, at lade manden være når han kommer ind ad døren. Medbringende varer, børn og en hel dags arbejde i sit hoved.
(Hans arbejde er så lyde. Han er proppet af lyd og musik, når han lander om aftenen.)

Jeg øver mig, så at sige i, at kunne rumme alle ordene.

Men hold da kæft, det er svært!
Jeg er skriver. Jeg udtrykker mig. Meget - som i konstant. Og jeg savner at snakke med voksne.
Om dagen. Som med oplevelser fra deres liv, puster nyheder, drama, grin, smerte - hvad som helst - ind i mit hoved. Som måske nok er proppet med mit eget. Men som trænger til at vige pladsen - og gør gerne - for variationens skyld. Letheden. For uanset hvad andre kan fortælle, så er det altid lettere, mere ukompliceret, at høre om deres liv.

De voksne jeg møder, sådan som mit liv er nu, er alle relaterede til det, at være syg. At jeg er syg.
- De meget søde handicap-bus chauffører (hvad hedder sådan en bus? Det er vel politisk ukorrekt at kalde det en handicap-bus?)
- De meget søde ældre mennesker, som også kører med bussen. Og er til genoptræningen.
- De meget søde fysioterapeuter, som hjælper mig med min genoptræning.
- De meget søde yngre borgere, som er til genoptræning.
- De meget søde HK´ere (tror jeg de er), som sørger for at jeg får den kørsel, jeg skal have.
På det rigtige tidspunkt.
- Den meget søde sagsbehandler på jobcenteret, som sørger for, at jeg har ro til at blive rask.

Der er masser at skrive om her! For den nye verden, er værdig til at blive fortalt om. Den gør indtryk. Stort!

Men jeg får også trang til, at være vildt overfladisk. Trække væk fra min fysiske smerte. Fra de bekymringer der også hører med. Tanker om fremtiden. Det sidste der blev sagt af lægen/fysioterapeuten/hospitalet.

Jeg har lyst til at skrive, om de rynker der er dukket op, mens jeg har været syg.
Eller alle de grå har, der i samme periode, er begyndt at myldre frem.
(WHAT?)
Eller om de silkeundertrøjer, jeg har købt.
Om den nyeste serum, nu også er så god som de siger?
Eller om at gå rundt i silke- og satin nattøj hele dagen. Som var jeg en Hollywood-diva. Bare minus et glas vodka.

Det at skrive om noget meget overfladisk, let, og helt uden bekymringer knyttet på. For det vil måske gøre det lettere, at blive rask?

Anyway, Mac og jeg kommer tilsyneladende til at udvikle vores lange venskab. Bestige nye bjerge sammen. Finde ny græsgange i bloggerland. Opdage *do´s and dont ´s* herinde.
For det kommer til at tage noget tid, før den Hollywood-diva´ske inspirerede stil ryger ud.
We are in for the long run, Mac og jeg.
Hvis mit ægteskab skal bevares, mine veninder ikke skal være her 24/7, og jeg skal blive rask.
Så må der erstatning til.

Det må blive bloggerlivet. Mac og jeg - og alle ordene. Det er også nemmere. På nogen måder.
Jeg kan skrive uforstyrret. Behøver ikke tage hensyn til om nogen er trætte. Eller bliver trætte.
Måske kan jeg endda få gode råd tilbage om den serum dér? Eller hvad der er politisk mest korrekt?

'Det´jo bare et par kopier til vennerne!'

2012-01-15T23:31:00.000-08:00

Ophavsretten der, hvorfor mon jeg har en oplevelse af, at jeg er noget nær den eneste, der gerne vil bevare den på Facebook?

Altså, jeg er helt med på at Facebook er et socialt medie. Også selvom det er, at være social på afstand. 'Distance-social'.
Jeg mener, det er nu engang ret let, at være social med fx. fem tusinde mennesker man ikke kender. Når det blot indebærer, at man skriver en status, og sætter et link ind fra tid til anden.

Anyway, det er socialt, dvs. vi deler gerne med hinanden.
Og dét vil jeg bestemt gerne! Lad os få mangfoldighed, farver, nye musik- og læseoplevelser. Ny viden, nye ansigter. Bland det med alt det gamle og nostalgien. 'I love it!' (Ole Henriksen).

Men hvad jeg ikke elsker særligt meget, det er, at man copy´er personligt skrevne opdates, notes - what ever - i lind strøm, UDEN at krediterer ophavspersonen.

Jeg tror det er ligegyldigt for mange. Det er det bare nada for mig.
Hvad skete der med gentlemen/ladylike - agreements?

Jeg bruger Facebook, som en af mine arbejdspladser. Det at skrive, det er for mig, min måde at leve på. Alt hvad jeg får af indtryk, må komme til udtryk. Det gør det primært ved at skrive. Også billedkunsten. Men maleriet er sværere at copy paste...(hø, ikke sjovt!).

Anyway, jeg vil gerne have bredt mine ord. Men vil også krediteres.
For det er ikke kun min måde at leve på. Det er også det jeg lever af.

Her i weekenden havde jeg en sjov oplevelse. På FB. Og dem er der heldigvis mange af. Sjove oplevelser. På FB.

Jeg har været optaget af det med, at blive manipuleret, betale andres gæld etc.(*Jeg betaler gerne min gæld, hvis jeg får lov at stifte den selv*. C.V. Jørgensen). Skrevet om det her, og på fjæsen.
Og der var så en status/update, der handlede om det.
En af mine fb-venner, syntes så godt om den, at han tog den til sig. Kommenterede med;
-'Åh det er præcist dét, jeg står i pt. Låner den lige, for det er så rammende skrevet'.Jeg svarede:
-'Dejligt du kan bruge/lide mine ord. Krediter mig lige, når du låner.'
Noget i den stil.

Så skete der ikke så meget. Jo, at der var mange (og mange flere end vanligt, på hans timeline, der synes godt om. Endog et par stykker der komplimenterede ham, for hvor godt det var. Det han havde skrevet!) Da dagen så var ved at være gået, og han tilsyneladende ikke krediterede mig, skrev jeg nu, under 'hans'/min status.
At; 'jeg jo var glad over han kunne lide mine ord. Og at hans venner også kunne:-) Og at det ville være dejligt, om han krediterede mig!'Det syntes hans venner var sjov.
Cirka halv time efter, fik jeg et svar fra ham om, at han havde fjernet status. Og at jeg havde svaret ham råt. Og jeg som troede, jeg havde svaret ham humoristisk, men også markeret, at det her ville jeg gerne have respekt for!
Anyway, han fjernede mig så fra hans liste et par minutter senere.
Og no big deal, jeg kender ikke manden.

Men det sjove var, at han netop faldt over dén status, om at blive snydt. Og han så blev så vred på mig over, at jeg ville have respekt for mine ord.

TILBAGE til det med ophavsret.

Jeg er meget opmærksom på det. Som forfatter/skriver, så er det at skrive, noget jeg værner om. Jeg værner også om andres ord.

Selvfølgelig kan det ikke kontrolleres herinde på nettet.I know. Men vil alligevel gerne udvise respekt.

Well, det er svært at sikre sit ophav, som kunstner. 'Det´jo bare et par kopier til vennerne!' - er det ikke sådan der siges i reklamerne om, sikring af ophavsretten?

Men, måske skal jeg bare go with the flow - universets overflod.
Hm.

Tom talebobbel

2012-01-15T08:16:00.001-08:00

Mange undrer sig over, at jeg er ophørt med at tale om prostitution. At jeg siger nej til medieoptræden, foredrag & undervisning & studerende. Forfattere, som ønsker research og div. organisationer, der ønsker min accept/support.

Forklaringen er enkel.

Først og fremmest har jeg sagt, hvad jeg mener. I alle medier, og mange sammenhænge. Mange gange.
Min holdning til prostitution er den samme. Alle de beretninger, inkl. min egen, er enslydende; prostitution ødelægger ikke kun kroppe. Men også sjæle. Kvindelige, mandlige. Som børns.

Men der er også gået en slags inflation i, at tale om/interesserer sig for/skrive om/tage handling omkring/støtte op om ofre for trafficking.
Og dét er helt fantastisk!

Der er bare et meget stort problem!

De danske kvinder, der er i prostitution i Danmark, bliver tilsvarende negligerede.

Faktisk vil jeg sige, at i de ti år jeg talte offentligt om prostitution, da forsvandt interessen for at tale om danske prostituerede.
Og myten om den 'lykkelige prostituerede' er vokset.

Sum summarum; der tales i dag stort set ikke om danske prostituerede. Og man mener fejlagtigt, i langt højere grad end før, at det er frivilligt. Og ufarligt.

Sidste gang jeg holdt foredrag, viste det sig, at der var tre danske kvinder med prostitutions-erfaring blandt publikum. To var tvangsprostituerede på lige fod med udenlandske kvinder.

Men vi talte 90 % af tiden om traffickerede kvinder. Ikke fordi der var nogen tilstede. Men fordi der havde været et oplæg om det.
Jeg påpegede det mærkværdige i, at vi sad fire kvinder med pro-erfaring, men ingen ville stille os spørgsmål mm. Alle spørgsmål gik til ham med trafficking-fortællingerne.

Så derfor er jeg ophørt med at tale om prostitution.

Ydmygelsen ved at blive ignoreret, fordi det er mere sensationelt, at tale om trafficking, er lammende.
Der er HELDIGVIS mange der gerne vil hjælpe traffickerede kvinder.
Jeg kunne ønske det samme gjorde sig gældende, for danske kvinder.

Når et hippiehjerte gøres ondt.

2012-01-13T05:43:00.000-08:00

Jeg er sådan en, med et hippiehjerte. Det kan flyde over på vegne af andre. Og det dunker faretruende. Hurtigt & højt, når jeg hører og ser, børn & kvinder blive mishandlet/-brugt/solgt/voldet. For hvad er mere umenneskeliggørende? Jeg har aldrig forstået hvorfor det at være kvinde eller pige, ja bare at være et barn. At det skulle give en mindre ret til end mænd.
Så jeg er blevet kendt for at være 'Odile; hende med omsorg & vilje'.

Jeg tror nogen gange folk tror, at sådan en som mig, ikke har et ego. Eller en egen-beskyttelse mekanisme, der hele tiden er aktiveret. Men selvfølgelig har jeg det! Jeg er kunstner, og mit ego er som alle andre kunstneres.

Det hænder at folk misbruger den tillid, jeg viser dem. Og efteråret og vinteren i år, ja under hele mit sygdomsforløb, har jeg oplevet at blive taget ved næsen i en grad, der smager så meget af selvtilstrækkelighed, narcissisme, borderline-struktur og måske endog psykopati. Af tre forskellige kvinder. At jeg bare har fået nok!
Fx hende som jeg hjælper med kontakt til en psykolog, ifm. hun skal i retten. Kampen står om at få sin datter væk fra en meget psykopatisk mand. Manden kender jeg desværre kun alt for indgående.
Psykologen skal lave en udtalelse til brug i retten. Den kommer til at koste 4200 kr.
Ad mærkelig omveje er det blevet til, at betalingen af psykologen, tilfalder mig. Min x-veninde formulerer det klart; 'det er ikke mit ansvar!'

Jeg har rykket hende flere gange i løbet af efteråret. Men hun har været overordentlig tavs.
Da jeg ryger i operation & siden har ligget her i Kongeskibet (dvs. siden midt oktober), har jeg ingen kræfter til andet end at forsøge at blive rask.

Men uanset om jeg har kræfter eller ej, så er der en verden uden for Kongeskibet, som kræver mig.
Regningen er d.d. ENDNU ikke betalt! WOW!

Konfronteret med min vrede (og jo den er også stor!), reagerer min x-veninde med, at jeg er syg i hovedet. & jeg bliver chikaneret af hende og en veninde de næste par dage. Både offentligt og pr tlf.
Det bliver psykologen jo ligesom ikke betalt af, vel?

I går fik jeg seneste nyt; moderen er nu den, der taler med psykologen.
Hun fortæller at hendes (ca. 35 årige) datter, kun kan afdrage med 50 kr pr mdr. (!!!!)
Selvom psykologen ikke har tilbudt afdragsordning!
At moderen vil betale 2000 kr. pr. 18.1.12.
Og om de ikke bare kunne glemme de sidste 2200 kr? (!!!!!)
WOW! Jeg tror slet ikke jeg behøver sige mere.

Men når alt kommer til alt - så er der stadig en lille pige på 8 år. Hvis far er ekstrem voldelig og psykopatisk. Og hvis mor er, ja... hende har jeg lige fortalt lidt om.
Det er tydeligt, hvem der er taberen i det her. Og det er det værste, og det som gør mest ondt. At skulle vende den tøs ryggen. Og ikke have været i stand til at hjælpe hende overhovedet!

Nok om hende!

Så den næste:
Jeg har i går måtte træffe en meget ubehagelig beslutning. Ekskludere et menneske fra en organisation. Lidt af det samme tema. At mens jeg har været syg, ude af stand til at være en del af livet uden for Kongeskibet, har vedkommende forsøgt, via manipulation & bagtalen, pressen på de andre medlemmer, at ændre organisationen i en retning, jeg slet ikke kan være med til. Heller ikke hun, har villet svare mig, når jeg har kontaktet hende. Ikke engang gidet sige ja/nej til at komme til næste møde. Så alt hvad jeg hører, er fortrolige/ andre. Og kan bare ligge her og se, hvordan det hele er ved at splittes ad.

Den sidste:
Og et par måneder tilbage, udtrykte jeg min skuffelse over en tæt veninde, som ikke valgte at bruge tid til bare superkort, at besøge mig på hospitalet. Da jeg virkelig havde brug for hende. Da jeg så valgte at fortælle, at det gjorde mig så ked, blev jeg fyret! WOW!!! Jeg blev lige dér mindet om min veninde da jeg var 6 år, som truede med at smide vores veninde ring væk!

Voldsomme dramatiske tre måneder, mens jeg har ligget med de største smerter, nogen sinde.
Og jeg har ikke villet holde kæft, men udtrykt det jeg var fyldt op af.
Med det resultat, at der har været skrigen, råben, smadren, sværten til, dæmonisering i svimlende mængder.

Det kan godt gøre mig trist.

Alligevel bliver jeg nødt til at tænke positivt. Lære. Forstå. Acceptere.

Så for nu, opfatter jeg det som en tid, hvor jeg, uanset hvor mange lammetæv der tildeles mig - om det så sker i det offentlige rum - så må jeg fastholde mig selv!Være mig, skrælle fra, smide ud. Være ærlig og aldrig give op.

Jeg tænker, at for at få plads til det jeg/man drømmer om, bliver jeg/man nødt til at smide ud af det, som ikke fungerer. Eller ikke bliver brugt.

Derfor ønsker jeg mig nogle skønne veninder.
Som vil være ærlige og kærlige. Tør udvikles og konfronteres sammen med mig.

Alt andet er so last year!!

Det er fra Kongeskibet, verden går...

2012-01-12T04:59:00.000-08:00

Det er endnu mørkt derude. Smerterne trak mig ud af søvnen, og op at stå. Klokken nærmer sig også seks om lidt, så det er helt o.k. Om lidt skal alle op. Og den måde hvor huset ligger mørkt hen, overladt til fantasier om uhygge, vil på få sekunder forandres. Til lys. De trippende fødder (nå, ja, og poter..). Irritationen over at skulle op, når hjernen & kroppen mest af, vil ha' ro.

Nå, men jeg har taget min morgenmedicin, og den virker heldigvis hurtigt. Lige nu sidder jeg på min nylig indkøbt - ret lækre! - 65 cm træningsbold. Perlemor. Det er farven. Som lys guld.

(Hvad fanden er lys guld? O.k., det er sådan guldfarvet, men nedtonet mange grader. Så det ikke skinner i øjnene, men har det lækre skær. Ligesom Essie´s neglelak i guldfarvet. Et lag.
Det er måske bare derfor det hedder perlemor. Men farven er så gylden perlemor.)

Jeg elsker den bold. Den har gjort det muligt for mig, at begynde at sidde med, når de andre spiser.
Jo, jeg spiser også, men meget lidt. Det er som om kroppen mangler plads til det.

Da jeg var indlagt gav det mening på en eller anden måde. Ikke at spise. Der var smerterne så ekstreme, og jeg kunne ikke dækkes ind medicinsk. Så kroppen føltes stresset på en måde, jeg aldrig før har oplevet. Jo, det har jeg, under fødsel! Jep, de af jer der har født, og når I tænker på den del af fødslen, der var mest smertefuld (hvilket jo er så forskelligt for os alle) - ville du kunne have spist, da din krop og kontrol blev overtaget af smerter?
Det var ca. fjorten dage uden mad. Min krop må stadig være stresset, for den kan stadig ikke tage mad ind. Overvejer at få proteindrikke igen. Kan kun lide dem med cappucino smag. Men ved ikke hvor mange der skal drikkes. Glemte at snakke med lægen om det i går. Af bar befippelse over, at han var så cool.

Må følges op på. Gøres moget ved. Har brug for energi, så jeg kan hjælpe kroppen på vej.

Nå, jeg må videre. Skal gøre noget fedt i dag. Omsætter noget penge-energi til glædesgaver.

Der skal bestilles nogle blomster. Købes en gave.

Og så skal jeg have bestilt nogle flere stjerner, til at hænge op i stuen. Store farverige papirsstjerner, som en rig himmel af fantasi. Overdænget med lys.

Og det hele bliver gjort herfra Kongeskibet.
Er verden ikke rig? Alt kan gøres, gennem en computer. Det gør det så meget nemmere, at være syg. Helt sikkert.
At jeg kan få verden ind i mit hjem, når jeg ikke kan gå ud i den. Rent fysisk, altså.
Wauw! Så synes jeg, at jeg er heldig. Tænk om jeg ikke havde det privilegium? Men måtte overlades til sygdom kun. Uden mulighed for glædelig adspredelse.

Livet er stort. Altid. Hvis man tør se det. Tage imod det. Tro på dets overflod. Kaste sig ud i det!

Min fantastiske læge!

2012-01-11T04:27:00.000-08:00

Lige nu tripper jeg rundt, som Snehvide må have gjort, da hun blev vækket til live af et guddommeligt kys.
For lige nu er jeg så glad, glad, glad for/ over at have den skønne læge. Som er ansvarlig, åben, nysgerrig, omsorgsfuld. Og helt igennem trofast mod sit lægeløfte: Han vil gøre sit, for at patienterne skal blive raske.
Og ja, det er så i dag, lige nu - mig! Uh, der findes muligheder for, at jeg bliver rask. Ja, ja, ja, det ved jeg godt, at jeg hele tiden har sagt at jeg bliver. Men nu har min/en læge også sagt det!
Faktisk var hans præcise ord:
'Det er fuldstændig uholdbart, at du skal have det sådan! Og tage så meget medicin. Du kan ikke leve sådan!'

Åh, TAK!! Hvilken helt igennem omsorgsfuld, sympatisk og empatisk facon at møde mig på, end den helt modsatte kvindelige lægesekretær, som i sidste uge, satte mine forhåbninger om 'det gode menneske lever også i sundhedssystemet' på en effektivt stand-by.
'At jeg sådan kunne ringe ind og tro (!), jeg bare kunne komme til en lægesamtale.
Og så tre måneder efter operationen! Det er jo alt for længe siden!' var ordlyden. Cirka.
Tonen var utilsløret vantro. Nedladende.
Måske tænkte lægesekretæren, at jeg nok alligevel helt har mistet min identitet som menneske, efter jeg blev patient d. 29. september ´11?

Og det havde jeg måske nok? Puha, den tur på hospitalet, i helvedes forgård - wow. Never go there, siger jeg bare. Og de fjorten dage i smertehelvede derinde, hvor jeg til sidst undlod at drikke, fordi jeg ikke kunne komme på toilettet for smerter, har helt sikkert sat sit spor.
Sådan nogle tunge, afgrundsdybe mareridts-inspirerende nogle. Og de spor er meget effektive ift., at afholde mig fra at opsøge læge; jeg er pissebange for at blive indlagt igen.
Så ja, ekstremt effektivt, hvis man vil sænke antal af patienter på sit hospital.

Fx. oplevede jeg, at der en eftermiddag, blev sat en vogn frem ude på gangen, med kaffe, frugt og kage. Jeg kunne ikke selv komme ud og tage noget. Men fik fornøjelsen af, at se de andre fik kaffe og kage. Eller at få mitnmedicin serveret, uden drikkelse. Og da jeg bad om et glas, var svaret, at jeg kunne vente til maden alligevel kom. Inden for en halv times tid. Og jeg havde mange, sindssygt mange smerter.

Nå, det gider jeg ikke tale om nu. Indlæggelsen er en historie for sig, som jeg måske en dag, har kræfter til at gå ind i. Nu vil jeg bevare glæden i stedet.

Glæden over en læge, som hurtigt konkluderer;
- Jeg kan se at det er dit venstre ben, for der er betydeligt svunden muskelmasse.
- At du kun kan få benet op i ca. 80 grader er langt fra nok.
- Og at du ikke kan stå på tæer/hæl - fint, så har jeg hvad jeg behøver for en henvisning.
- Hvis du ikke har hørt fra dem inden for en uge, så skal du ringe derud, og presse dem!

TAK!!

Åh, hvor blev Niels lettet! Jeg ringede straks til ham, og fortalte om det hele. Og jeg kunne både mærke og høre, hvordan al den tilbageholdte bekymring, tab af håb, stress og savnet efter en normal hverdag, sev ud af ham, drev ind gennem telefonerne.

TAK!! Kære store univers, guddommelighed, større bevidsthed, skytsengler, højere selv - hvad det nu end hedder alt sammen - TAK!!

Nu vil jeg flyde tilbage i mit Kongeskib ('Sover du her,?' spurgte lægen, mens han kiggede rundt på alle faverne; 'hvor er her smukt!' (lægen er det første menneske, der har komplimenteret vores hjem. Men jeg har nu også trang til at skabe lys, farver, bøger, inspiration, buddha´er, billeder, puder og tæpper i stor stil, når jeg er her hele tiden).

Og her ligger jeg allerede i Kongeskibet, og driver afsted med Mac´en. Jeg skal have en lur nu, kræfterne er definitivt brug for i dag.

Tak fordi du læste med:-)

Morgen stund og maveondt...

2012-01-10T06:29:00.000-08:00

Natten gjorde ondt. Ryggen følte som et bredt stykke træ. Stift, ubøjeligt. Og smertefuldt.

Troede ikke jeg kunne bevæge mig, så lå stille i mange timer.

Så hørte jeg lydene af Niels,der var vågnet, og i færd med at sætte en ny ild i brændeovnen.

Lidt efter, de tunge fire bens skridt, med kradsen af hundeklør. 

Gandhi var også vågnet ved lydene af Niels. 

De er blevet morgen-gå-tur partnere. Og nu på begyndte fjerde måned, tror jeg Gandhi helt har glemt, at det engang var mig. Mig og ham, ham og mig, som at der gik sammen.

Det gir et trist stik. Og så skynder jeg mig også, at huske på alle de gange, hvor jeg har trukket min krop, tung af modstand, ud af sengen kl. 5, kl. 5.15, kl. 5.30, kl. 5.45 og kl. 6, senest! For at nå turen med hunden. 

Det er en særlig status at have. At være en, der i ser bakspejlet,og tænker med taknemmelighed. 'Husk den taknemmelighed, Odile. Husk den altid!'

Men jeg gider ikke være trist. Jeg vælger at glædes. Over at jeg har den dejligst mand i verden, som sørger for her tændes op i stuen. Så det er varmt for børnene, og mig, når han kommer tilbage, og vi alle står op.

Og glædes over at hunden er så smuk, og trofast. Og som med glad kold snude, kommer logrende tilbage fra turen. Stikker sit glade, kæmpe store hoved ind under dynen, for at mærke om jeg ikke nok vil sige hilse godmorgen.

Og glædes over de to smukke børn, lige langhårede. Nej, sandt skal være sandt - hans er længere end hendes. 

De vil komme tumlende med smalle sprækker til øjne, og uglet hår. Han svajer ud mod badekarret, og hun vælter om ved siden af mig, der ligger i Kongeskibet (min stue-seng), hvor jeg må give slip på hende, og hendes varme lille krop. Vriste os ud af søvnen, og op til endnu en dag. 

'Kom skat, du skal have dine strømpebukser på. Og så din trøje'. Hun falder ikke i søvn igen, men i staver. Hele tiden, dagen lang. 

Så jeg må støtte og guide hende, hvis vi ikke alle skal ende med morgen-stresset, at råbe ad hinanden, fordi tiden pludselig forsvandt.

Mærkeligt med de visere! Før var uret da gavmildt, men pludselig tog det alt det tilbage, det havde givet ud. Og vi har travlt.

Sådan er det tit gået, så nu vil jeg hellere hjælpe hende, step by step.

Det er også hyggeligt.

Og det er det eneste jeg kan. Niels må gøre alt andet. Vores liv er helt forandret. Jeg har erkendt jeg intet andet kan, end fragte mig selv rundt på krykkerne.

Nogle gange må jeg bede dem alle bringe eller hente ting for mig. 'Lukas, kan du ikke lige tage min kop kaffe med ind i stuen', råber jeg ude fra køkkenet. Han kommer straks løbende. Eller hun gør.

'Det er egentlig mærkeligt', sagde han en dag.

'Man har stille, og roligt bare vænnet sig til, at have en mor, der spiser en masse medicin hver dag!'

Det var et chok for dem, at blive hentet i skolen, og finde ud af, at jeg var blevet indlagt.

Derfor har Karla bedt mig, om jeg ikke nok vil sige, inden de ta´r i skole, hvis jeg bliver rask i løbet af dagen. Så de ikke skal have den overraskelse.

Her til morgen, var det ikke kun min ryg, som ikke ville. Min mave havde også på forhånd opgivet, at skulle modtage den store morgendosis af morfin, epilepsimedicin og diverse håndkøbs-smertestillere.
Det var som om, det ville være en umulig bedrift, at få pillerne til at lande roligt i maven.

Men der er intet valg. Hvis ikke kroppen modtager medicinen, vil jeg ligge skrigende, og grædende af smerter. Uden at kunne bevæge mig. Med pillerne kan jeg bevæge mig rundt på krykker i hjemmet.

Nå, jeg er træt nu.

Det kræver kræfter at skrive, og nu vil jeg ligge mig ned.

I dag bliver jeg i sengen - i Kongeskibet hele dagen.

Jeg er gigatræt her efter julen og nytåret. Og har haft en ret kraftigt tilbageskridt. 

Men det må jeg skrive om en anden dag. I dag skal jeg holde fri, og bare ligge i sengen.

Ny blogger start!

2012-01-10T06:17:00.000-08:00

Der har været en del, som har foreslået, at jeg skriver en bog om, at være blevet så syg, og så afhængig, at jeg ikke kan klare mig selv. Om hvordan det danske sygehusvæsen fungerer. Og om min personlige vej, for at blive rask.

Da det tager sådan cirka en allerhelvedes tid, at skrive en bog, har jeg besluttet i stedet at blogge (i hvert fald for nu).

Om hvordan mit liv med eet forandredes.For cirka fire måneder siden. Om hvordan jeg griber an, at være sat ud af spillet, rent fysisk.

At have nedlagt al virksomhed, være uden arbejde. Uden betydelig indtægt. I en tid hvor finanskrise også påvirker vores familie via vores firma.

Om hvordan det er, ikke at kunne bidrage i hverdagslivet med børnene & hunden. Madlavning, indkøb, rengøring. Haven, fritid, skolearbejde,sommerhuset, legeaftaler & sociale liv.

At være sat i skak af stærke smerter og/eller morfin. Det trods den operation, jeg til sist overgav mig til, for at standse dette.

Og om blive kørt til genoptræning med DITO-bustranport (indtil nu, kendte jeg kun VBT-transport. Og det kun rent professionelt!) 

Om at være et menneske, med en(al for høj)indbygget trang til at kontrollere, og være på forkant. Og som nu må omstille sig til at være magtesløs, og afventende.

Jeg har blogget lidt, i de seneste måneder om de her tanker, men vil nu være mere målrettet. Samle oplevelserne. Tankerne. Glæden. Dagene. Det svære. Og alt det jeg lærer. Det jeg får. Og det jeg må give.

Jeg vil blogge om det, ud fra den filosofi, som jeg arbejder/lever med hver dag. Nemlig at finde kræfterne. Holde håbet. Vide der er en vej hen til et fantastisk liv. Også selvom der er smerter. Og manglende kontrol over kroppen. Og jeg ikke kan forlade mit hjem.

Min tilgang er spirituel. Det er ikke nyt for mig. Men det at blive så syg, har skærpet mit behov for, at få spiritualitet helt ind. 

I min indre kerne .

Men jeg har også brug for dine tanker, oplevelser, erfaringer. 
Mine kræfter er ret små. Eller det er de egentlig langt fra, for man skal være så stærk, for at være så syg. Det tror jeg de fleste af jer kender til:-)

Så mine kræfter går til genoptræning, på at fordøje medicinen. Få smerterne til at fortrænges, og dem som alligevel bliver, kunne bevæge mig en smule rundt på trods.

Men så er der ikke så meget tilbage. Bl.a. derfor en bog er alt for uoverskuelig, at komme i gang med. Jeg kan ikke sidde op, så det meste må skrives hurtigt, og i mindre passager.

Selvom jeg savner vildt meget, at være social!! 
Ses med dejlige mennesker. Og HØRE om andres liv! Yeah!
Det er en ren lease, når veninderne har været forbi, og nærmest som med magisk evner, har de lysnet timerne op, mens de har fortalt om deres liv.
Men selvom det er så skønt, så magter jeg ikke ret meget.

MEN, MEN, MEN - jeg vil så gerne være i kontakt med jer!
Om hvordan I lever med sygdom, eller handicap. Hvad der skaber glæde? Hvornår kommer frustrationerne? Hvad som helst.
Skriv til mig! Her eller på Facebook. 

Jeg glæder mig til at komme i gang. Eller det er jeg vist kommet.. 
Og til at høre nyt.

ell, nu er jeg så liggende på begynde fjerde måned. Så jeg kommer til at skrive retroperspektivt, til tider.
For at få fortalt fra en start.

Skift spor.

2012-01-08T22:54:00.001-08:00

På sådan en dag, hvor jeg hænger lidt med fjæset.
Og jeg egentlig godt ku´få ødelagt min dag af mørksindede tanker. Så smider jeg noget extra brænde i ovnen, tænder lige et lys mere, og ser en fed film, der kan få mig mig til at smile, glædes, varmes.

Slut med ødelagte timer og liv. Grublerier over episoder eller mennesker, der har trykket på smerteknappen.
Eller være ked over den krop, som gør ondt, som ikke kan. Eller som går i en retning, jeg ikke kan forstå.

Jeg vil glædes! Livet skal være en fest!
Hvorfor ikke?
Jeg kan selv vælge mine tanker. Det kan vi alle.
Ingen andre end jeg kan styre dem. Og mine tanker gør mine følelser.

Så måske kan min hjerne ikke styre mit ben.
Men den kan styre mine tanker.
Og hvis jeg vil at mine tanker skal bringe glædesfølelserne op i mig, så bliver jeg nødt til at finde noget glædeligt at tænke på. Og ka´ jeg ikke det, kan jeg inspireres af litteratur, film, dejlige venner, musik...?

Det er i hvert fald min plan for i dag.
Måske sker der noget helt vildt fedt til genoptræningen? Måske skal jeg hjem, og have en fantastisk stund bagefter? Måske er der nogen der skriver/ringer (med) en dejlig besked?
Der kan ske så meget godt! Og ingen grund til at tænke det anderledes. Bare ved at skrive dette, er jeg allerede blevet glad, og har sendt mig selv væk fra tristheden.
Ahh! Dejligt.

Hvad med dig?
Hvad gør du med dine triste tanker?

Ingen censur!

2012-01-08T03:36:00.001-08:00

Jeg erfarer noget interessant denne vinter.
Som forfatter, er ord selvsagt min udtryksform.

Det er her jeg bevæger mig. Lever. Spejler. Ser ud til verden. Og lader verdens aftryk i mig, komme til udtryk.
Jeg skriver prosa. Fordi virkeligheden er så fuld af historier, der skal fortælles. Og jeg kan ikke lade være med, at fortælle. Det byder mit (kunstneriske) ego mig.

En kunstner har altid et ego, ofte et stort. Det har jeg også, og det befinder jeg mig fint med at erkende.

Når jeg så skriver om uretfærdigheder, ugerninger, til tider endda forbrydelser, der kan fældes dom for. Så får jeg ros. Smukke tilbagemeldinger, og opbakning, der kan varme mig langt nok til, at omfavne de hug, jeg også får.

Nogle af dem, som synes så fantastisk om mit arbejde, kaster så senere deres grimmeste ord, og projektioner efter mig.

De gør det fordi, de føler sig afslørede i deres overforbrug af mine ressourcer.
De sender også deres venner til at gøre det samme.

Jeg har på intet tidspunkt skrevet noget, hvor jeg nævner folks identitet. Og her på fb, har jeg ikke nævnt nogen, hvis identitet kunne gættes af de mellem 4.995-4.999 andre på min venneliste.
Alligevel får jeg smidt ubekvemmeligheder mod min vej, for at skulle 'udstille' og 'mobbe'.

Med andre ord kan jeg ikke skrive om, når nogen har taget mig ved næsen. Eller numsen:-)
Fx. sådan som jeg skrev om i går.

Jeg synes det er helt utilstedeligt, at forsøge at censurere mig!
TIL:
At jeg KUN må skrive om virkelighedens mennesker, der gør virkelige ting ved mig, som jeg ikke bryder mig om.
NÅR det KUN er nogle bestemte mennesker, jeg skriver om!

NO WAY!

Desværre må jeg skuffe dem, som synes det er o.k., at misbruge min tillid. Eller min omsorg for andre. Mit hippie-hjerte.

Jeg må skuffe dem, som elsker, at jeg bruger mig selv, til at skrive om livet, verden, mennesker, smerte, kærlighed, glæde. Hvis de samtidig tror, at jeg ikke vil skrive om, hvis de SELV gør mig eller andre ondt.

Ligesom jeg skriver om alt det, som gør mig godt,
skriver jeg også om alt det, som gør mig ondt.
Den frihed vil jeg til en hver tid fastholde!

Nat/dag

2012-01-07T22:38:00.001-08:00

Det er sådan en morgen her, hvor natten aldrig nåede at blive sort, mens vi lå med lukkede øjne.
Månen gennemlyste nattens mørke. Gør det endnu.
Græsset derude synes overjordisk i dette lys.

På sådan en morgen, da ved jeg, at hvert øjeblik er en ny begyndelse. En ny start. For dig, mig, os alle.

At i dag kan alt synes anderledes end i går.
At hvert et ord nu kan forstås, fra en anden vinkel end i går.

Jeg elsker det nye nu, der kommer hele tiden. At alt det grimme, tunge og syge, ikke skal få lov at kaste skygger over det næste nu.
Vi må vælge, hele tiden, vil vi leve i skyggen af i går? Eller i lyset, der er lige nu?

Jeg falder i skyggerne fra tid til anden. Men kan heldigvis så tydeligt se, hvor lyset blænder op. Så piler jeg derhen.

Det håber jeg også du kan.
For lyset er her altid.
Uanset vi vil være i det eller ej.
Det er skyggerne også.
Det er dit valg. Ligesom det er mit.
Hver øjeblik.
Så stort er livet.

Hippie-sindet

2012-01-05T23:13:00.001-08:00

Øj, hvor jeg i den grad er færdig med mennesker, der mangler anstændighed og respekt.

Jeg åbner gerne dørene for dem, som ser muligheden for inspiration og udveksling af erfaringer & liv.

Gi´r gerne penge, hvis nogen mangler. Så længe de er ærlige, og sige at pengene ikke kommer tilbage.

Lægger gerne øre, skuldre og ord til.
Og vil også selv, bruge andres øre, skuldre og ord.

Og jeg nægter, at give slip på mit hippie-sind, fordi nogen få fucker kærlighedsfulde gerninger op.

Her er stadig åbent, og vil altid være.
Den dag jeg begynder at lukke i, da har jeg givet op.
Mistet evnen til at leve.
Så den dag vil aldrig komme:-)

Livet handler om, at have det godt.
Leve i kontakt, og i fællesskab med andre.
Også selvom det kræver blod, sved og tårer. Det er ikke altid lige til, eller lige ud. Slet ikke.
Men i stedet for at se det som tyngde, vælger jeg at se det som givende. Lærerigt.

For jeg bliver klogere. Også mere nuanceret, for hver ny erfaring/oplevelse/erkendelse.

Og heldigvis bliver jeg aldrig perfekt, så der er gigameget jeg skal lære endnu. Kender du det?

Undvig det negative!

2012-01-05T00:02:00.001-08:00

Stikker fingrene i ørerne, og tralala´er højt!
Nægter at høre på negative sind, og massehypnotisk frygt.

Alt andet lige, ja, så får man det bedre af, at være i det glædesfyldte.
Og omvendt.

Hvordan skal man kunne tro og håbe på, drømme om? En lysende fremtid, hvis alt hvad man hører på, er sort?

Det giver ingen mening, ikke for mig, i hvert fald.

Så jeg vil hellere kaldes hippieglad, naiv, dum, benægtende, eller whatever:-)
End opgive mit drømmesind.

Hvis ikke jeg havde været i stand til, at koble mig ind i gode tanker & drømme allerede som barn, var jeg død. Som barn.

Og det har reddet mit liv mange gange siden.

Og det kommer til at redde mig igen. Denne gang.

Så jeg sir: Tralalala, med fingrene dybt begravet i ørerne:-)

Grrrrrrrrrr!

2012-01-04T03:21:00.000-08:00

Skal hele tiden give mere, og mere slip. På kontrol og sande at jeg er magtesløs overfor min fysiske situation.
Og måske kan det at jeg giver det sidste slip, hjælpe mig til, at blive rask.

Men systemet er atter sejt, at trækkes med.

Fysserne har anbefalet mig at blive set på, af den kirurg, som opererede mig for næsten 3 mdr siden. Da jeg ikke er i fremgang.

Så jeg ringer til hospitalet, og får at vide;
- at jeg ikke kan få en kontrolsamtale, på en helt almindelig diskus prolaps operation.
- faktisk kan jeg slet ikke bare ringe ind på den måde, for det er jo alt for lang tid siden, jeg blev opereret (jamen det er jo netop pointen!!).
- praktiserende læge skal vurdere om jeg overhovedet (!) kan vurderes, til et kontroltjek!

Alt det er vel, som sådan noget er.

Men den mistænkeliggørelse. Og den talen-ned-til.

Som om jeg elsker at komme på hospitalet.

Elsker at gå her på 3. måned i høje morfindoser.

Elsker at ringe til min læge, og bede om at få lov til, at tale med kirurgen.

Den kirurg som sagde, jeg ville gå ud af hospitalet dagen efter hun havde opereret. Uden krykker vel at mærke.
Som om jeg elsker ,at min genoptræning ikke lykkes.

Som om jeg elsker, at fysserne beder mig kontakte hospitalet, for hjælp.

Øv. Jeg er lige nu så extremt træt af det hospital!

Det var en forfærdelig indlæggelse. Og nu igen!
Jeg nægter at blive behandlet, som om jeg er en hypokonder, der ligger systemet til last!
Grrrrrrrrrrr!

Tænk stort!

2012-01-02T22:57:00.001-08:00

Hestenes bides, det er 'en kold tid, som vi lever i' (ikke Mathilde?:)). Der er fattigdomstænkning alle vegne man ser hen, og én skal være stærk for at holde sit hjerte og hjerne frit.
Og ikke krympe.

Jeg tror ikke på, at vi kan vokse, når vi tænker fattigt.

Og jeg nægter at lade mig slide ihjel, for at spare samfundet for pension. Men vil i stedet fokusere på, alt det gode, der er.

Og føle mig forvisset om, at her er nok til alle.
Nu.
Og om mange, mange, og endnu flere år frem.

Ingen overlever ved, at sulte sig selv nu, for at kunne spise sig mæt om et par uger.

Selvfølgelig må vi leve og nyde lige nu!
Og selvfølgelig må vi tænke positivt, om tiden der kommer.

Dommedagsprofetier af politiske eller religiøse dimensioner gir ikke liv, kun fattigdom og død.

Hvis man vil skabe det gode, det rige, storheden, så må man kunne forestille sig det.
Og det er faktisk ikke så svært, trods vi er opdraget modsat.
Vil mene, det er en træning, der er værd at prøve af.

Livet er her. Nu.
Hvorfor frygte noget, der ikke er?
Når vi i stedet kan frydes over det, som er?

Happy New Year, Happy New Year!

2011-12-31T00:23:00.001-08:00

Nå, så er det man står her på den sidste dag i 2011, og kigger tilbage og lidt frem.
Hm. Ja, okay det kan jo være både en storslået, som en nedslående oplevelse:-)

Jeg vælger så, at tage de store, smukke highligts - dem der sætter spor, og dem som jeg skal lære af. Blive større af, klogere af, bedre af.
Måske bare blive mere mig selv af, egentlig.

Det bliver et hop ind i det nye år på bare tæer, og et hop med krykker, 'rent fysisk sagt', for mit vedkommende. Men det er også lige meget.
Jeg kan huske, da jeg hoppede ind i 2000. Da havde jeg tømt ca. en falske Stolichnaya (noget som jeg drak meget dengang), og med tynde ben på høje stilletter indtog jeg det årtusind, uvidende om, at jeg bar på min søn.
Dét år, ændrede alt! Mit liv vendte sig.

Så nu her 11 år efter, er det igen en ny lære, af de store jeg står med. Og jeg elsker det! Nu hvor børnene bliver store, er det igen tid for mig, til at kigge indad, for at leve det ud ad.

Jeg har fået tilbudt at blive tattoveret her i eftermiddag - min drømme fugl Fønix. Da jeg ringede til ham for to dage siden, lød det som en umulig opgave, at få lagt en tusch ind 31.12. Men så åbnede hans dag sig, og jeg fik plads!

Vi får altid - ALTID - det vi beder om! Uanset om vi beder om noget godt, eller noget skidt. Men det sker. Og jeg oplever det igen & igen. Det gør vi alle. De er bare ikke altid, vi er bevidste om det.

Så mit nytårsforsæt, men også råd til alle (som evt. skulle ønske sig et) det er; ønsk dig det smukkeste år nogensinde! Ønsk dig alt det vildeste, du drømmer om!
Ønsk, at du skal få det bedste, uanset hvor umuligt det må se ud lige nu!
Ønsk det! Det er med garanti din største chance for, at få præcist det bedste år! Og det bedste i dit liv!
Altid at ønske og forestille dig, det ultimative bedste for dig selv.

Og når det vi ønsker kommer, er det ikke altid det først kommer i den form, vi troede det ville. Så vent og se. For det kommer! Det du allermest ønsker, af fuldt hjerte.
Det sker hele tiden. For mig. Og for dig.

Vi ses i 2012! Kære smukke mennesker - tak for i år! Jeg glæder mig til det næste!
Big love.

Meditation

2011-12-29T12:31:00.000-08:00

Laver nogle fantastiske & stærke meditationer i disse dage.

Jeg har meget længe vidst, at jeg var nødt til at meditere dagligt, for at holde fast i mig selv.
Og lige så længe, har jeg undladt at gøre det.
Hvorfor? Almindeligt sjuskeri ift. at udvise omsorg for mig selv.

Men her hvor jeg er i mit liv, her hvor jeg ikke kan rejse mig, og hurtigt gå ud af døren, har min hjerne mere end nogensinde før, brug for at udfordres.
Jeg står et sted i mit liv, hvor jeg aldrig før har stået. Dog har jeg nok ofte drømt om, at turde stå her.

Ved sgu ikke om jeg tør stå her nu, men jeg gør det.
Og meditationerne hjælper mig til at rumme. Mig selv. Min situation. Mine drømme. Og min fremtid.

Det er svært at vente, og slippe kontrollen. Men jeg bliver ikke rask, før jeg giver slip. Helt slip, også på den sidste lille del, som jeg endnu holder på.
Og jeg kommer ikke derhen hvor jeg vil, førend jeg har helt tomme hænder.

Så når i morgen kommer, laver jeg endnu en meditation. Og i overmorgen. Og dagen efter.

Efter juleaften

2011-12-26T02:05:00.001-08:00

Det var en fin aften, juleaften dér.

Med store følelser, der skulle rummes i os alle, for sådan er livet i en familie, som vores, hvor temperamenterne er farverige, og følsomheden er stor.
Alt fandt deres leje, julefreden sænkede sig, og manden og jeg måtte sande, at vi igen i år, havde givet vores børn i overflod. De jublede i overraskelse, og dagen i går er gået med, at de undersøger, leger, prøver og tilpasser alt det nye.

Jeg kunne være med hele juleaften. Med bare tæer, da jeg (endnu) ikke kan have sko på;) Og det var en gave! For jeg havde ikke troet jeg var stærk nok!
I dag er jeg så på to krykker igen, men helt ærligt, det var så meget det værd! :-)

De næste par dage, går med mere julebord, et guldbryllup og Frede Fup koncerten i morgen aften. Ungerne skal til rock´roll med deres faster og onkel, så de kan nyde deres far på job.

Jeg bliver hjemme, for at give min krop fred. Den har tjent mig altid & jeg er kun taksam over, at jeg stadig har en krop, der bærer mig rundt. Så den skal have noget hvile, så den kan styrkes.
Der skal være mange julestunder, der skal fejres endnu! Og til næste år bliver det ikke på bare tæer igen - men på stilletter igen!

Jeg håber også I alle har haft en dejlig juleaften. Nydt den og gjort den til jeres. Vidst at julen er favnrig, og ikke kun skal op- & udleves på een måde.
Lige som vores liv er favnrige, og kan op- & udleves på alle mulige tænkelige måder.

Glædelig jul!

Juledag

2011-12-23T22:20:00.001-08:00

Så mærkeligt, hvad der er hændt i nat, mens jeg sov. Forstår det ikke, men jeg er vågnet op med (og til!) et varmt, bankende julehjerte inden i mig!

Så blev det jul. Endelig!

Endelig blev børnenes mor juleglad, og så er alt andet ophævet. Juleaften er magisk, og sætter tiden i stå i børnenes sind.
I dag og i aften, der bader vi os i lysene og duftene, og fokuserer på glæden.

Der er masser at være ked af, have ondt af. Men det er også o.k., at sætte det hele på pause, og nyde en aften, lande i fred, og med de mennesker, man er sammen med. Sætte alt i stå.
Lade tab være tab, savn være savn, fortid og hårde ord får lov at slippes fra bevidstheden. Og være her nu.

Jeg ønsker mig til jul, at leve i nuet. Så smerten fra fortiden slipper mig, og bekymringen for fremtiden ikke eksisterer. Hvilket menneske ville jeg ikke være så?! Hvilken åbenhed og livsglæde. Tænk en verden sådan - wow!
Dét er dét, livet og mennesket handler om.

Glædelig jul, alle! Jeg glæder mig til at høre fra jer. Pas på jer og hinanden i aften ♥

Julen

2011-12-23T04:58:00.001-08:00

OMG! Det er JULEAFTEN (!) imorgen..jo. Puha, det er det bare slet ikke i min tidszone!!

Jo, jo, gaverne er da købt (via internettet). Og vi er dejligt inviterede til blot at sætte os ved et overdådigt veldækket julebord, hvorfra vi kan stråle os i lyset fra et stort, smukt juletræ.

Alligevel har jeg det som om, jeg slet ikke er dér. Endnu.
At jeg ikke har været med i december! Ikke fået julehygget, eller spist risengrød. Måske er det fordi jeg ikke har kunnet deltage i juletam-tam ift med ungernes dagligdag, kunnet bage eller lave konfekt. Sende julekort som jeg plejer. Jeg ved det ikke, jeg er bare ikke med. Måske mangler der bare den vanlige stressen-rundt-for-at-nå- det-hele, for at komme i stemning?

Men no matter what, så skal jeg dælendylme skynde mig, at være juleglad i morgen, for det har ungerne brug for.
Og jeg skal spise, selvom jeg ingen appetit har.
Jeg ved, at meget vil gøre mig glad i morgen; se børnenes spænding, se mine kære nyde den gode mad, ungerne være utålmodige og endelige åbne alle gaverne. Og lade roen sive ind med kaffen, når alle gaverne er åbenbaret.

Måske er det bare en særlig jul i år, ligesom det har været et særligt efterår. Og nogle gange må jeg acceptere, at livet ikke altid gør, som jeg troede det ville. Og hvem ved, måske bliver det faktisk meget bedre?

Jeg håber I alle får en dejlig jul. Husk jul kan aldrig bare udtrykkes i een form. Der er et hav af gode måder, at være i juletiden på. Og i stedet for, at vi lader os tynge af sorg eller smerte, så kan vi hjælpe os selv ved at glædes over det, som rent faktisk er, det som eksisterer lige nu. Lige her.

(Og netop som jeg sidder og skriver denne status, ringer det på døren - en smuk julebuket venter mig der! Sikke rørt jeg blev, sikke en overraskelse! Så blev jeg juleglad!)

Nye vaner

2011-12-20T23:27:00.001-08:00

Jeg har båret på, så meget gennem livet. Når jeg har troet, at nu var mine hænder fulde, så kom blot endnu mere på.

Men pludselig en dag, så bøjede jeg mig ned, og lagde det hele på jorden. Som det mest selvfølgelige!
Så indlysende blev det med eet, at det slet ikke var nødvendigt, at jeg fortsat bar på fortidens forbrydelser!

I alle årene troede jeg, at der var en eller anden slags mening i eller med, at når man oplevede noget slemt, så ville det præge én lang tid efter.
Eller når mennesker lider rundt i verden, kan jeg ikke tillade mig at nyde.
Eller rigdom er forbudt, for tænk på dem som intet har. Eller at dyrke mine talenter, er for egoistisk (for en mor). Eller dårlig samvittighed var et udtryk for ansvarlighed.

Pludselig indså jeg; hvorfor tale om det, som får mennesket til at få det dårligt? Hvorfor ikke finde glæden og lade den heale et menneske op?
Og hvorfor ikke nyde livets overflod, uanset hvordan andre lever?
Og jeg kan vælge at tænke penge er energi, og i stedet lade dem cirkulere frit.
Den dårlige samvittighed tynger og hjælper ingen. Ditto med Janteloven.

Vi er opvokset med en tradition for, at blive i mørket, frem for at stille os i lyset. Og det tager tid at bryde sine vaner og beliefs. Nogle siger det tager 6 uger at bryde en vane. Jeg ved det ikke - men jeg prøver hver dag, at gøre op med hvad vores kultur har opdraget os til.
For det gir ingen mening, at bruge sit liv på at være skræmt over finanskrise, om børnene spiser sukker, om der nu også er nok chefstillinger tilbage eller popscener at fyre den af på. Om røven er blevet for stor eller lille, om vi får hvid jul. Hvad skal det blive til med de unge og deres drikkeri? Og hvad nu med den regering?

Nogle gange (og de nogle gange skal blive til mange nogle gange, flere end mange nogle gange) skal man bare stå stille trække sit vejr og vide; 'ah, jeg er i live!'

Lys

2011-12-19T02:50:00.001-08:00

Uanset om du selv kan se dit eget lys eller tør tro på dets eksistens,
så ses det altid ude fra.
Det er det måske mest berigende ved lyset. Det skinner, uanset hvad du tror eller ved. Om verden, dig selv og andre.

Det er et valg du gør; at erkende lyset eller ej.
Uanset om du tror på, at vi har et eneste liv eller det uendelige liv, så har du eneretten til, at styre dine egne tanker.

Du kan træne dig mere og mere bevidst om dine tankers lys eller mørke,
og vælge dem du ønsker.
Begynde at tro på dit eget indre lys.
Give det lov til at være.
Give dig selv lov til at være - i lyset.

Drømme er virkelighed.

2011-12-13T01:40:00.001-08:00

Jeg vil drømme i dag.
Dagdrømme som jeg altid har gjort siden barnsben.

Dengang jeg var barn, kunne jeg drømme mig langt væk fra det helvede, jeg var i dengang.
Jeg var mange fantastiske steder. Og jeg vidste godt, at det var en fejl, at jeg skulle vokse op blandt de mennesker, som kaldte sig for min familie. At en dag ville min rigtige mor & far komme og hente mig.

Det gjorde de ikke, men det afholdt mig ikke fra at vide, at jeg var passet på af en engel. Og hun er her stadig

Bøgerne blev også mit get-away. Jeg åd bøger, og vidste, at når jeg blev voksen, skulle jeg selv skrive bøger.
Mine drømme har altid ført mig derhen, hvor jeg skal være i mit liv.

Det vil de gøre til min tid er slut.
Jeg har meget at nå endnu. Så jeg bruger dagen i dag - måske også imorgen og mange flere - til at drømme om det hele.

Forskellen på dengang og nu, er mange. Væsentligst er nok, at jeg i dag er så taksam for alt det jeg har opnået, og er blevet givet.

Husk at drømme! Og tro på dine drømme. Altid! Ligegyldigt hvad andre mener!
Drømmene er dine. Dem du sandt tror på, de bliver virkelige.
Jo stærkere du kan mærke dem, jo hurtigere går det med, at de virkeliggøres.

Det er forståeligt med bekymring. Men vær sød ikke at have medlidenhed, tak ;-)

2011-12-10T01:18:00.001-08:00

Kære alle.

I må ikke have ondt af mig. Altså, det kan jeg jo ikke bestemme, men jeg ønsker ikke, at I skal tænke det er synd for mig :)

Jeg synes ikke det er synd! Jeg ved, at alt hænger sammen, alt har en mening. Og jeg ved, at jeg selvfølgelig kommer ud på den anden side af det her.

Og den anden side, er mig i en meget stærkere, sundere, levende, og fuldt- ud-værende-det-menneske-jeg-er.
Jeg bryder fysisk sammen, for at bryde ud, og ind til mig selv.

Selvfølgelig kan der ikke undgås kompromisser, men jeg vil leve som den spirituelle Odile jeg er, hvor spiritualiteten altid vil strømme tydeligt frem, i ALT, hvad jeg gør.

Som en understregning af meningen med alt, blev jeg opsagt fra mit praksis lejemål forleden. Jeg har ikke længere en fysisk praksis, at udøve terapi i. Og det hænger fint sammen med, at jeg ændrer min måde, at arbejde på fremover.

Hvad jeg skal lave, hvordan helt konkret, er endnu ikke fastlagt, ud over de aftaler, jeg allerede har indgået.

Men det bliver spændende, og jeg glæder mig!

Så i denne tid gør jeg mig klar.
Min genoptræning- uh, jeg elsker at mærke min krop. Og gu´ bliver jeg fortvivlet, når jeg ikke kan løfte mit ben. Men det betyder jo ikke, at jeg måske kan gøre det imorgen, vel?

Jeg er glad for, at dele min proces med jer herinde, som læser med.
Og jeg håber, I vil fortsætte med at følge mig, kommenterer og tænke højt.
Og at vi også ses på den anden side:-)

Bare til jeg kan gå igen.....

2011-12-08T00:22:00.001-08:00

Efter flere uger med genoptræning one2one med fysioterapeut, er jeg nu startet på et ryghold. Det er rigtigt fedt!

Selvom der er øvelser, hvor jeg slet ikke kan løfte mit ben.
Nerven nægter at snakke med - jeg taler til en dør. En lukket en.

Jeg elsker at træne, også selvom jeg ikke kan bygge muskler op i mit understel.

Til gengæld er jeg så stærk i mit korset, at de andre ikke kan følge med på mit niveau. Så jeg træner hårdt med de dele af min krop, som stadig fungerer. Det gi´r iltning og endorfiner - og helbreder min krop, som helhed.
Fysioterapeuterne må igen sige, at de ikke er vant til sådan nogle som mig.

For lige så stærk jeg er, lige så lidt kan jeg, ift. andre på et ryghold.
De kan sidde på en stol og modtage undervisning i 45 min.
De kan cykle. Køre bil. Tage en bus. Gå.
Jeg er den eneste, som transporteres med handicapbus.

De smertestiller sig med Panodil eller Ipren. Jeg har fast depotmorfin, epilepsimedicin og løs morfin efter behov. Udover Panodiler og Iprener.

Så når man er, sådan en som mig, så atypisk, så kan folk have svært ved at tro, at jeg nu også har så ondt. Eller er så skadet på nerven.

Jeg har en enorm høj smertetærskel pga. de ting jeg har måtte overleve og ligge bag mig. Og min ryg blev ødelagt, da jeg var en lille pige.
Men det kan systemet ikke forstå.

Så en stor del af min helbredelse er, at kæmpe for at blive set.

Min mand synes det er uretfærdigt jeg skal have så stor smerte og være så handicappet (pt!), i forhold til de andre på holdet. Kan godt forstå det må være svært at se på - være magtesløs over for.
Men jeg sir, 'det er o.k. - for jeg har jo bedt om det. Ellers var jeg ikke her. Så lad os fokusere på, hvad jeg skal lære af det? Og hvordan jeg bliver rask!'

For selv om jeg er stærk, har jeg også brug for hjælp. Måske er den hjælp jeg har brug for anderledes, end de flestes. Derfor må jeg tydeliggøre, hvad mit behov er.
Så systemet bliver bedre til at rumme 'sådan nogen som mig':-)

For jeg har brug for professionelle til at stå omkring mig, til jeg selv kan gå igen.

Lotus

2011-12-07T10:57:00.001-08:00

'En blomstrende lotus opfordrer dig til at åbne dit hjerte og sind og huske at hver øjeblik rummer en ny begyndelse. Den symboliserer dit uendelige potentiale og minder os om, at alle mennesker rummer en hellig kerne. Hvert blad er skabt i hånden og hver enkel blomst er derved unik.'

Sådan står der, om den smukkeste ring, jeg netop har bestilt. Den ring symboliserer så meget af den lære, jeg pt gennemgår. Og jeg vil elske, at se på den. Røre den. Nyde den. Lade mig hjernevaske af dens positive mantra:-)

Jeg gider ikke længere tænkte negativt, tungt og afvisende. Men vil åbne mig, mere og mere. For al den overflod universet består af.

Hvorfor spilde sit liv med at tro det værste og forvente det værste?
Hvorfor ikke tro det bedste og forvente det bedste?
Vide man gør sit bedste, og er den bedste?
Elske sig selv, for at være præcist dén, man er.
Jeg vil gerne lære det.

Og det er ikke læren om at være narcissist, jeg taler om.
Det er læren om at elske alt hvad der er skabt.

Lotus ringen

2011-12-07T10:55:00.001-08:00

Har købt det smukkeste smykke. Til min pegefinger. Til at minde mig om det, jeg så gerne vil lære. Og som jeg øver mig i.
Falder i. Rejser mig igen.

Min bankdame vil ikke synes det er en god ide.
Men så minder jeg hende bare om, at de alle sir: -Danskerne skal sætte forbruget op! NU!

Eller også sir jeg; - Ja, men du må nok kunne forstå, at du og jeg, vi lever i hver vores tids sfære. Ja, dimension! Det skal nok gå:-)

Og jeg vandt en 698 kroners-parfume i en advents-lodtrækning.

Da jeg jeg satte mit lod i spil, tænkte jeg:- Kære Univers! Så er det nu, det skal bevises, at alt hvad vi beder om, det får vi.
Jeg vil have den parfume, jeg vil vinde 1. præmien.
Fordi det skal være tegnet til mig om, at jeg er præcis på rette spor!

Så hvordan kan jeg andet end være taksam! ♥

Kropsudsmykning.

2011-12-04T23:40:00.000-08:00

Siden jeg var i midt tyverne, har jeg fået lavet en tattoo, for hver vigtig/stor beslutning eller ny lære i mit liv.

Min første blev det kinesiske tegn for sol. At den altid står op igen, selv den går ned. Det var efter at have klaret den første alvorlige sygdom i mit liv.

Senere kom det kinesiske tegn for kærlighed, efter at have været voldtaget for mange gange. Til reminder af, at der altid findes kærlighed.

Så kom mit kinesiske tegn for blod på håndledet; at i blodet flyder livet. Og at jeg ikke måtte tage det.

I forsøg på at holde mig på rette vej, fik jeg under min venstre fod, tegnet for Tao (som betyder vej).

Mens jeg var indlagt på lukket psyk., 'kom jeg til' at skære i mig, fordi jeg havde glemt mig selv. Derfor måtte jeg have en stor skorpion på andet håndled. Til at skjule arrene og til at minde mig om, hvem jeg er.

Efter en hjerneoperation, kom min datter til.
Og nogle år efter kom der, længere op ad underarmen, et yin/yang tegn med børnenes forbogstaver i.

For et par år siden, begyndte jeg at generhverve min spirituelle forbindelse. Og den Røde Engel er klistrer på min underarm, over skorpionen. Den engel, jeg som barn, brugte som min beskyttelse. Hvordan kunne jeg glemme hun stadig passede på mig?
Englen fik jeg i julegave for et par år siden af børnene.

Og nu er tiden inde igen. Mit fysiske sammenbrud, og gennembrud til en anden måde at leve på fremover, skal fejres med en ny tusch.
Denne gang er det Fugl Fønix, i dominerende rødt & orange ild. Den skal pryde min underarm, den modsatte side af englen.

Og jeg glæder mig, hysterisk!

Fugl Fønix bliver også en juletattoo. Tattovøren som skal lave den er 'tilfældigvis' hjemme i DK nu, hvor jeg har brug for ham.

Life er sødt, og jeg elsker at læse det via min kropsudsmykning.

Adventsmorgen

2011-12-03T23:26:00.001-08:00

Vågner op til unger, der jubler over advents -& kalendergave.

En mail i indbakke, om at leve med spiritualitet.
En anden mail om at leve med en krop, der smerter, og lade ens hjerte styre uden om, hvad lægerne siger. Tak I kære kvinder, som lagde kloge ord i min indbakke! ♥

Her er også en legesyg (60 kg) hund & julemusik for fuld drøn.
Morfinen gør sit, jeg gør mig, så der findes en vej uden om smerterne. Om lidt.

Kaffen er mørk og varm, manden laver sin kop nu.

I morgen er der træning igen. Men i dag, bare lige i dag, holder vi fri.
Fra det hele. Jeg gider ikke være bekymret. Bekymringer gør alligevel ikke at jeg undviger dét, jeg bekymres over. Tværtom.

Her kommer gæster hele dagen, det er rart. Og jeg kan ligge/tusse rundt i med mit usminkede ansigt og i min One Piece, og stadig være pakket ind i kærlighed.

Med kræfter

2011-12-02T23:32:00.000-08:00

I går havde jeg, den der tyngde liggende over min krop fra morgenstunden af, og vidste jo, at kroppen ikke ville slippe den.

Så jeg tog stille af sted til genoptræningen, og gik forsigtigt fra den ene maskine til den anden.

Det var ikke en træningsdag i går, og fysioterapeuten sagde; 'Det skal du ikke lade dig slå ud af!'

Ude i omklædningen mødte jeg en kvinde på min egen alder, tror jeg.
Hun var opereret samme sted i ryggen som jeg, bare kun for 14 dage siden. Hun gik rundt uden krykker! Kunne samle sko op fra gulvet!
Og jeg sidder her, 1 1/2 mdr efter operationen, og kan endnu ikke komme uden for huset. Mit hovedmåltid består af morfin og epilepsimedicin og de bedste dage er dem, hvor jeg går næsten en hel dag, og kun har brugt den ene krykke.

Well, jeg tog hjem med handicap-transporten, tvang mig selv til at være stolt og tilfreds. I bussen foreslog chaufføren og en af de ældre damer - nej, de insisterede faktisk på - at jeg skulle få mig en rollator, for at komme uden for hjemmet.
Hvor er det syret! At opleve det! Jeg er 44!

Hjemme igen er jeg Odilemor, og ungerne roser mig, hvis jeg går med oprejst ryg.
- Hey, mor, nu går du med ret ryg! Det har du ikke gjort længe!
Og jeg føler mig næsten normal igen.

Så kom beskeden om Niels, der tog sit liv. Og jeg tog en tur ned i sorgen.

Så selvoptaget det er, at blive så ked. Prøv at tænk, hvor frygteligt han havde det, siden han ikke ville leve længere. Jeg var et lys for ham, men ikke stærkt nok til, at han kunne holde sig varm.

Min ryg blev ødelagt som barn. Ligesom så mange andre skader fra dengang. Og jeg har måtte fikse dem, one by one, i mit voksne liv. Nogle gange kan man bare komme dertil, hvor man ikke har kræfter til at fikse mere. Som Niels.

I dag er jeg atter stået op.
Og i dag vil jeg bede min mand køre mig til Arken. Derude er Andy Warhol. Jeg har aldrig mødt ham. Men det vil jeg i dag.
Om det så kun bliver en halv time, kroppen kan klare. Inden det er for sent. Det skal gøres, mens vi kan.
Når kræfterne endnu er unge.

Selvom det er et gensyn, ta´r det lige tid at forstå.

2011-12-02T08:48:00.001-08:00

Igen i dag, har jeg fået besked om et menneske, som valgte at tage sit eget liv.
Det er altid så svært at rumme. Og nok alligevel ikke så svært at forstå.

Jeg har kendt mange mennesker med liv, heller ikke andre kunne rumme, at kende til.
Og mange gange, har de sagt til mig, hvor godt det er, at jeg fortæller om mig selv, mit liv. Og bringer håb.

En dag som i dag, så føler jeg ikke jeg har bragt håb. I hvert fald ikke nok. Der findes liv, som ingen af os vil leve i. Nogle af os gør det alligevel.
Jeg ved ikke hvad forskellen er.

Eller jo, det tror jeg at jeg gør. Jeg er heldig at kunne se, høre og mærke min engel. Altid kunnet. Siden jeg var barn. Stadig som voksen.

Det tror jeg ikke, han kunne.
Eller de andre kære jeg mødte hen ad vejen. Derfor døde de.

Så nu, hvor det er tid til at tænde lys, så tænder jeg i aften for dig, Niels. Jeg håber at mit lys denne gang, kan følge dig længe nok på vej, til at du føler dig i sikkerhed.

RIP. Og kom godt igen. Vi ses på den anden side. ♥

Kroppens nej.

2011-12-02T02:51:00.000-08:00

Jeg har hele mit liv, indtil 29. september i år, trynet, knægtet og forventet at min krop, skulle følge alle mine luner. Den har strukket og bøjet sig, været brændt & isnet, blevet trænet med vægte flere kilo højere end dens egen vægt. Været udhungret til skelettet trådte frem med al tydelighed.

Den har været overdoseret flere gange, og vækket sig selv fra de døde. Hjernen har været blottet af kirurgens kniv. Den modtager morfin og slipper morfinen igen, uden at kny.

Børn er kommet ud af dens arne. Andre børn måtte dø, inden de voksede sig stærke nok, til at klare en fødsel.

Så mange hænder har berørt den. Med kærlighed. Med ondskab.

I dag skulle jeg til genoptræning. Det ville den ikke. Den ville bare ikke! Engang var der ikke noget der hed: Det vil jeg ikke! Så lagde jeg bare mere vægt på.

Men denne gang si´r den nej! Så (selv) jeg kan godt forstå.
Den viser mig nu, at det ikke er nok med en intellektuel forståelse af, 'at passe på sin krop'. Som når min fod ikke kan træde skridt, sådan som skridt skal trædes. Eller nerven smerter hele vejen gennem, så jeg må ligge musestille, for at holde det ud. Eller jeg ikke kan sidde op.

Jeg er lidt langsom, som du nok kan regne ud. 44 år før jeg begynder at lære, at jeg skal tjene min krop. Som den har tjent mig alle årene.
Tjene den med kærlighed.

Det er en del af min ny begyndelse. Det føles meget langsomt.
Og samtidig, når jeg glemmer hvad jeg er ved at lære, og farer tilbage i tidligere tænkning, bliver jeg forskrækket! Heldigvis!
For jeg vil ikke tilbage til at være, som inden jeg blev banket brat ned.

Jeg vil forandres og forandre. Jeg vil forsat en ny begyndelse. ♥

At komme ind til mig selv.

2011-11-30T23:06:00.001-08:00

Der er bare de dage, hvor det er et ramasjang at vågne og stå op. Hvor det hele gør ondt, og tankerne er fæle, dybe og klistrende. Så kan jeg ikke se mig selv i øjnene, for alt hvad jeg ser, er alt det, jeg ikke vil se.

Jeg ved ikke hvad andre gør ved de morgener?
Måske er der kvinder, som sminker det væk, og ta´r af sted med krig i hjertet. Måske mændene gør det samme, bare uden makeup?
Men jeg ved, vi alle kender de morgener.

Jeg har lært mig (omend det tog længe), at sige: 'Det gider jeg fand´me ikke! Fokusér! NU!' Og så begynder jeg at se alt det smukke, midt i ramasjangets øje.

Her til morgen startede det smukke, da jeg pludselig så den gul/hvide honning, smøres ud i brede baner over knækbrødet. Mærke varmen og kaffens mørke, ristede smag. En par tunge støvler, der løb gennem stuen, og så stod tøsen dér, med armene om mig. Brændeovnen med sine knagende lyde og orange flammer. Elefantgræsset der ruskes hårdt fra side til side, uden for mit vindue. Og jo, jeg kan se naboen henter sig en kop kaffe i køkkenet.

Gu har jeg ondt, allerhelvedes ondt fra ryg og helt ned til tåen.
Og jeg er lukket inde i mit hjem længe endnu.
Men når jeg igen og igen minder mig selv om, at se det smukke dér hvor jeg er, så føler jeg mig ekstremt heldig over, at være mig, lige her.
For ellers ville jeg have halset af sted, med mig sig i en snor hængende bagefter mig. Som jeg har gjort det, de sidste mange år. Opfylde billedet på en succesfuld kvinde; tjene mange penge, tage sig godt ud, høje sko, fede cafebesøg og dukke op i mediebilledet fra tid til anden.

Det er der nu ikke noget galt med, al den succes. Men jeg skal lære at have mig selv, inden i mig selv, og ikke stryge ud i en hængende snor af stres, mens jeg har succes.

Så en ny tid er begyndt. Og jeg nyder det. Og jeg ved, at jeg vil kunne nyde det hele vejen fremover.

En af de sidste dage november, 2011

2011-11-30T05:08:00.001-08:00

Jeg er så heldig at jeg 2-3 gange ugentligt hentes af søde chauffører og eskorteres ud til den ventende 'handicap-minibus'. Her samles jeg så op, ligesom de 3-4 andre medborgere, for at blive kørt til genoptræning.
Jeg er den unge i det selskab & at blive tiltalt som *Den unge Dame* af de ældre herrer og mukket af, af de ældre damer, det er en oplevelse!

Nu tror I nok jeg gør grin med handicapkørsel, kommunal genoptræning og ældre borgere. Men rent faktisk er det en oplevelse, jeg nyder.
Jeg har et kig ind i en del af vores samfund, som jeg ellers aldrig har med at gøre. Og det er værdifuldt!

Og ja, gu er det øv, at skulle vente timer på minibussen, mens man sidder og glor på amatørkunst i receptionen eller i kantinen (hvor man kan også spise Berlinere & drikke automatkaffe & læse Billedbladet - Danmarks mest royale ugeblad!). Og der er langt til cafe liv, stilletter, klummer og Louisianna.

Men på den anden side - jeg kan ikke selv flytte eller transportere mig selv noget som helst sted hen. Hvorfor ikke bare åbne sindet for, at der er mange måder liv leves på? At der er en alderdom, der (trods hvad cremer, magaziner & plastikkirurger lover os) kommer til os alle.
Og hvorfor ikke bare nyde at have så meget tid?
Var det ikke det jeg savnede så inderligt, før jeg blev syg? Jo, som jeg skrev i går, så gir universet os altid dét, vi beder om. ♥

2011-11-22T23:04:00.000-08:00

Jeg har ikke blogget længe. Faktisk over et år siden jeg har været herinde.
Det ligger ikke helt naturligt for mig, at holde flere virtuelle sites i live. FB er i sig selv meget opslugende.
Alligevel gir jeg det endnu et shot.

Fordi jeg nu har meget mere tid, end jeg har haft de sidste 15-16 år. Måske mere.

Jeg er gået fysisk ned med dårlig ryg. Ingen nyhed.
Ryggen har jo gjort fandens ondt siden jeg var 11. Blevet behandlet af professionelle de sidste 25 år.
Og alligevel har den tjent mig gennem årene.
Til den gik ned. Ved kke hvor længe jeg har gået med den diskus prolaps.
Men nerven begyndte at jamre i september. Sum summarum; jeg har gået for længe med pres på nerven, inden jeg blev opereret. Og derfor befinder jeg mig nu et sted, hvor jeg skal genoptrænes. Længe.

Så med tid og morfin i høje doser, går jeg ind i vinteren.
Det kan måske give plads til at blogge.

Og der er jo rigeligt at blogge om.........

Ses:-)

Nyt udsigt - eller indsigt?

2011-11-22T23:03:00.001-08:00

For anden gang i mit voksneliv, står jeg her uden en krone på lommen. Bogstaveligt talt. Og uden at vide hvordan jeg skal tjene til min levevej.
Sidste gang havde jeg været meget syg og indlagt længe. Det kom der bl.a.bogen 'Sirenesang' ud af.

Og selvom det er vildt skræmmende, ikke at vide. Så er udsigten også fuldstændig formidabel!
Aldrig har det set så smukt ud her fra, hvor jeg står! Klart, farverigt, lysende, okkuperet, stor blå himmel og uendeligt hav.

At have sluppet så meget, og give slip på det allersidste. Hvor vil det føre mig hen? Hvilke gaver vil det bringe? ♥

'Jamen, du er jo en luder!'

2010-07-26T07:08:00.000-07:00

Jeg har netop sat mig ved det lille runde cafebord, med min iskaffe. Den er forbavsende god, konstaterer jeg og beslutter mig for ikke at være så fordomsfuld over provinsen. Hey, det er her jeg har min oprindelse! Eller helt præcist, 19 km herfra.

Jeg har sat mig ind på cafeen, for at få adgang til internettet, så jeg kan publicere en artikel fra lokalavisen i Viborg, der omhandler mit forestående møde med byens lokalpolitikere. Jeg står ved artiklen på trods af dens sensationslystne overskrift: ’Tidligere luder skal hjælpe politikerne i Viborg!’. Godt nok første gang jeg kaldes for luder i en overskrift i medierne! Ikke engang da jeg for nogle år siden, fik et millionbeløb af Statens Kunstfond, blev jeg kaldt for luder, selvom pengene blev givet til et teaterstykke om prostitution. Eller når jeg har samarbejdet med folketingspolitikere gennem årene, om prostitution.

Så overhører jeg samtalen mellem tre mænd ved nærmeste cafebord – de taler om ludere. Det er de selv samme tre mænd, som åbenlyst overbegloede mig, da jeg for få minutter siden passerede dem på min vej ind på cafeen.

Skæbnens ironi? Slash tilfældighedernes spil? Slash freudiansk fortolkning, hvis jeg ligger noget i, at de taler om ludere? Jeg vælger ikke at konkludere noget overhovedet, og spidser i stedet ører. For beslutningen om ikke at være så ’fordumsfuld’ er jo stadig frisk....

- DE er tvungne! si´r han med stærk overbevisning, og tryk på ’de’.

- De får lovet et arbejde der hjemme i Afrika eller Polen eller hvor de nu

kommer fra. Men når de så er her, bliver de tvungne til at arbejde som

sexslaver. Men de andre ludere, nej du!...

Så kan jeg desværre ikke høre mere (eller vælger jeg ikke længere at høre?)

Jeg prøver at koncentrere mig om at logge på Facebook, finde linket frem og share artiklen, med en lille halvtvær comment tilknyttet om overskriften.

Men så falder høreværnet fra, og jeg kan høre hvordan manden nu ret højlydt og grinende, beretter om hvordan han spurgte hende luderen, som han og en eller anden kammerat åbenbart havde opsøgt:

- ’Hvad koster det?’ Jamen det kostede så 500 kroner sagde hun! Han

udtaler det med en vis vantro - det er åbenbart mange penge.

- Ved du hvad jeg så svarede?

Jeg nægter at se over på ham, for jeg kan høre hans stemme klinger af begejstring over det, han nu er ved at imponere sine kammerater med.

- Jeg skal sgu da ha´ 500 for at kneppe dig! Ha, ha, ha, ha, ha! skralder

han tværs luften og gennem min beslutning om ikke at være for dum og fordomsfuld.

Hold da kæft, hvor det pisser mig af at høre! Kan bare se kvinden stå der, gjort til latter og skamme! Som vi kender scenen fra Nattevagten, hvor Bornedal primitivt skildrer, en mand fornedre en luder.

Og jeg kender desværre typen alt for godt, fra min egen virkelighed. Og fra andre kvinders. Han ku ha været min exmand, eller en af de mange kunder fra min tid i prostitution. Det summer i maven og rumsterer i tankerne, når jeg tænker på den kvinde, han nu sidder og bruger som hverdagsunderholdning. Fordi hun er en luder.

Mange synes ikke man skal tage det så alvorligt ’Det er jo bare et ord!’ Og helt ærligt, tænker de fleste ikke at det jo er sandt? Hun kunne da lade være med at sælge sig selv for penge? Hvem kan dog i det hele taget kræve respekt om deres person, når de prostituerer sig selv?

Selv i ordbogen findes det; at ludre.

Idioten på cafeen (ja, her har jeg droppet min noble hensigt om fordomme) fortsætter med at forsikre sine venner om, at han aldrig ville købe sig en luder, for han ’kan kun, hvis pigen også får noget ud af det!’

Christ! sukker jeg næsten højlydt. Hermed bekræfter han præcist forsiden på min bog Hustler. At han mener (desværre igen, som så mange andre) at ludere er sådan nogle maskiner, som man smider penge i og så sætter de i gang med at kneppe. Uden følelser, drømme, tanker eller holdninger.

Som på forsiden, hvor hun har installeret et møntindkastet i ryggen.

Jeg valgte i sin tid, dvs. for 4 år siden, forsiden pga. det geniale amerikanske dobbeltspil der ligger i ordet ’sloth’; nemlig både betydningen ’luder’ og ’møntindkast’.

At gøre os til ’en luder’ ; til en maskine og ikke en kvinde/et menneske, åbner muligheden for at behandle os umenneskeligt. Og jo, det er der bestemt mange der gør.

Hvis du anede, hvor ofte jeg har hørt – og fortsat hører – kvinder fortælle om psykisk fornedrelse & fysisk smerte forvoldt dem, under undskyldninger som; ’du ´jo bare en luder! Du kan jo li´det! Du ville det selv! Du er en luder, for du gik selv med!’

Hvis du anede hvor meget jeg har oplevet af voldtægt, trusler og chikane – fordi jeg anses som luder og ikke som kvinde?

Men det aner du ikke – det er derfor jeg fortæller dig det.

Og vil blive ved med at fortælle til Danmark forstår, at når vi smyger kvinder i betegnelsen ’luder’, så ophører et alment menneskeligt ansvar, for at behandle os anstændigt og ligeværdigt.

Jeg bryder mig bestemt ikke om, at vide at der er mennesker, som fx. gerne vil nakke mig, på samme måde som de før har ordnet en luder, ved at brække hendes arm og gruppevoldtage hende i skoven, ikke så langt herfra, hvor jeg har mit sommerhus. De er da ligeglade med af afsone en fængselsstraf på et par år. Det gør de glædeligt igen, for at genindføre den balance, jeg har skubbet til; nemlig at jeg har hædet mig over at være den luder de vil jeg skal være og insisterer på at være en kvinde. Og at jeg oven i købet gør det på vegne af, så mange af mine søstre.

Nej, luder er ikke bare et skældsord - det er et våben og det bruges til at slå ihjel med. Langsomt, men effektivt. Og der er ikke mange der synes at bekymre sig om det.

TAG ANSVAR DK! DROP FORÆLDELSESFRISTEN VED SEKSUELT MISBRUG AF BØRN.

2010-05-01T00:12:00.000-07:00

Endelig fatter DK at når et barn seksuelt misbruges tages dets liv.

Vi kæmper for at overleve, mange bukker under, andre klarer den, få af os får et godt liv. Det koster bogstaveligt blod, sved og tårer for ikke at tale om penge til at samle sig selv og ens opskårne håndled, eller sindssygen i hjernen.

Mange af os, ville hellere være døde, end leve med misbruget på vores kroppe og i vores sind. At døden ofte er den eneste måde, hvorpå vi får fred for et evigt påtrængende mareridt, både dag & nat.

Det kræver ubeskriveligt meget MOD & VILJE, at rejse sig fra den dynge af slam, som forbryderen har efterladt på os.
Og det kræver at nogen omkring os, forstår hvilke behov vi har for hjælp!

Bla. behovet, rent juridisk - ja for SELVFØLGELIG skal der ikke være en begrænset forældelsesfrist for seksuelt misbrug af børn! Ligesom der ikke er en forældelse på anmeldelse af mord!

I dag kan vi anmelde til vi er 28 år. Dvs. man har lagt 10 år ovenpå den tidligere forældelsesfrist, som udløb når man blev 18 år.
Det er bare langt de færreste, der er kommet til en erkendelse af, at være uden skyld eller ansvar (!), for de seksuelle overgreb man er tvungent til, ofte under dødstrusler, når vi rammer alderen 28 år.

Jeg ved godt at det er utroligt uigennemskueligt, at bevise man er blevet seksuelt misbrugt 20 år tidligere. Men skal den tankegang forhindre, at vi forsøger at bringe håb til alle de, som lige nu kæmper en daglig kamp, for at finde sig en plads i deres egen krop og eget liv, fordi forbrydere dengang brugte dem til, at forlyste sig på?

Og en meget vigtig pointe; nok kan min egen personlige sag ikke finde vej til juridisk opbakning - men den kan med stort held, bringe lys over de sandsynlige ofre, som har fulgt - OG FØLGER - i mit kølvand. Eller skal jeg sige, i seksualforbrydernes kølvand??

Så dejligt at læse at der er flertal i Folketinget for en ændring af lovgivningen.

Men så læser jeg lige Tom Benkes udtalelse/holdning til os incestoverlevere - og så får jeg sgu sådan en kvalme igen:
'hvis man ikke har modet til at anmelde som 28 årig, har man det heller ikke som 58 årig!'

Med hvor lidt overskud, kompetence, empati, intelligens og mod, tillader vi vores land regeret? Er det ikke på tide, at der tages ansvar? Hvis ikke for mig eller for dig, så for vores børn?!

BØRNE.......

2010-04-22T07:50:00.000-07:00

'BØRNEPORNO' = BØRNETV, BØRNECYKEL, BØRNETØJ, BØRNESKO, BØRNEBØGER, BØRNELEG, BØRNEMAD....
Get the picture??

Holder bare ikke at kalde voldtægt af børn for andet end hvad det er.

*Børneporno* - det lyder sgu nærmest som om det er noget de selv ka li' & vil bruge. Come on, hvornår begynder vi at fatte, børn ødelægges for livstid, hvis vi ikke tager dem alvorligt!!??

Når sex og magt bliver vigtigere end mennesker.

2010-04-08T00:02:00.000-07:00

(artikel til Nya Upplagan, april 2010)

Da jeg var i prostitution, var det dengang kriminelt at være prostitueret i Danmark. Jeg stoppede samme år, som I (læs: Sverige) fik jeres forbud mod køb af kvinder.
Og mine erfaringer med politi og prostitutionsmiljøet er bl.a., at ja, man møder politi i miljøet. Bare ikke i uniform og ikke i tjeneste.

Politichef Göran Lindberg er desværre ingen undtagelse. Også han er en skamplet for sit køn, sin profession og sit land. Så glæd jer over, at han er afsløret! Og glæd jer over, at I kære svenskere, faktisk viser jeres seksualforbrydere frem med ansigt og navn i medierne! Noget vi slet ikke gør i Danmark, men derimod beskytter seksualforbrydere.

Seksualforbrydere kommer i alle afskygninger; deres psykopatiske træk ses ikke i deres køn, religion, nationalitet, alder, samfundslag, profession, civilstand eller politiske tilhørsforhold. Det ses derimod i deres adfærd (ikke kun seksuelle) og i de spor af skader, de efterlader sig.

Nu er det ikke fordi vi i Danmark, ikke har myndighedspersoner, der misbruger mennesker seksuelt. Selvklart vi har det. Som fx. den netop dømte politichef, som skal udrette samfundstjeneste for groft seksuelt verbalt sprog samt opfordring til sex med to mindreårige piger. Han er anonym i medierne.
Jeg ved ikke lige hvordan samfundstjeneste skal modvirke hans hang til sex med mindreårige....

Jeg tror det er vigtigt at fatte, at når man taler om seksualforbrydere, så ikke er en perversion som forsvinder. Og jeg tror ikke på, at særligt mange med psykopatiske træk, evner at arbejde sig hen mod en mere normaliseret adfærd.
Og det er vigtigt at huske på, at seksualforbrydere altid vil være at finde i de miljøer, hvor der er sandsynlighed for at møde ofre.

Jeg er udover at være forfatter også psykoterapeut. Og qua min personlige erfaring med tortur, incest og prostitution, søger mishandlede kvinder hjælp hos mig. Det er er utrolig stærke kvinder, som har overlevet det mest umenneskelige og onde. Og de kæmper for deres liv. Og frihed til ikke længere at blive udnyttet.
For friheden er præcist den, som tages når man bliver en genstand for en seksualforbryder.

Her i Danmark findes en anden kvindelig psykoterapeut, der har praksis for kvinder i prostitution. Hun er desuden også bordelmama! Man kender hende i prostitutionsmiljøet og rygtet går på, at det er jeg!. Politiet ville nemt kunne finde frem til hende – det gør kvinderne jo. Men det gør politiet bare ikke. Hvorfor ikke?

Det er selvklart vi chokeres, når en myndighedsperson som Göran Lindberg, med et udadtil engageret feministisk virke, får afsløret sit indre monster. Og vi tænker på hans stakkels ofre.
Og så bliver det så vigtigt at minde om, at vi aldrig må lade os forblænde af lyset fra politiuniformens gyldne knapper, de fine titler eller rigtige ord. Men altid forholde os kritisk (ikke paranoidt) til vores omverden!

Det skal vi fordi at vi ALLE uanset vores køn, religion, nationalitet, alder, profession, samfundslag, civilstand eller politiske tilhørsforhold, har ret til et liv i frihed – et liv fri for seksuel udnyttelse. For det er jo ofrene, som bærer den sande straf. Uskyldigt.

Jeg elsker. Derfor er jeg.

2010-03-13T05:15:00.001-08:00

Jeg elsker Lyve Lovett.

Jeg elsker min mand.

Jeg elsker mine børn. Jeg elsker min hund.

Jeg elsker mit hjem.

Jeg elsker mit liv.

Jeg elsker mine kære, alle som een.

Jeg elsker min næste.

Jeg elsker alle.

Jeg elsker også dig.

Jeg elsker også dem som ikke kan gøre for det. Eller ved det.

Eller vil det.

’I love everybody - synger Lovett ’Especially you. So if you feel lonesome Remember this truth I love everybody Especially you!’

Jeg elsker Lyve Lovett, men jeg elsker især hans musik! Den der sælsomme finurlighed, twistet med enten stor lykke eller dyb tristesse, der kommer ud af hans næsten nedadvendte mundvige. Sangene nærmest flyder over, så snart han åbner munden, som var det ikke meningen.

Jeg elskede hans musik, før jeg elskede nogen. Som hans navn er dobbelttydigt, Lovett = Love it, er hans tekster og musik. Han pranger aldrig, men bare flyder over. Han kan ikke gøre for det. Eller lade være.

Min eksmand var ham, der åbnede døren ind til Lovetts univers. Jeg ved ikke om jeg elskede min ex – troede det dengang. Elskede han mig? Ved ikke. Som man elsker sit mest dyrebare privateje? Ved det ikke. I dag betyder det ikke længere så meget, ikke som dengang hvor det betød alt.

Måske fordi jeg i så mange år gav så meget, igen og igen, og slet ikke havde lært mig, at tage imod. Det er svært at se, når man ikke tager imod.

Da jeg ikke turde kigge ind bag det tæppe af ødsel omsorgssvigt jeg var svøbt i allerede fra spæd, kastede jeg mig ind mod hans bryst, uvidende om hvilke klipper, der gemte sig bag det. Men jeg fik også gevinst for min hengivenhed; store lunser af musik! Åh - jeg lod mig drive på dets strømme og fortættede længsler. Væk fra ham og hen mod, hvad der skulle udvikle sig til at blive mig.

Da de første skridt var taget og flyttekasserne læsset af i den nye fjerdesalslejlighed, der kun stod i mit navn!! - flød Lovett ud af de små højttalere der var købt for egen SU!! Han hang som en hvisken i de sprøde timer ud på morgenen, hvor jeg stod og malede om alt det sindssyge. Og jeg trak ham dybt ned i mine lunger samstemmende med røgen fra de mange daglige cigs. Ku´ ikke vriste mig ud af min dårlige samvittighed over, at være holdt op med, at lægge krop og sjæl til. At have brudt mit ord, sagt højt foran Gud og hvermand. Jeg prøvede at få andre til at se, at jeg da måtte gå fra ham, hvis jeg skulle overleve. Og messede med på Lovetts´: ’She wasn´t good, but she had good intentions’, da jeg skrev skilsmisse-papirerne under.

Siden blev jeg, for en tid, hver mands eje. Hvor jeg før havde jeg hørt til hos een mand, røg jeg nu i flæng. Selv var jeg sikker på, at der ikke længere var nogen der ejede mig. Endelig. Det faktum, at de betalte for mig, var ikke et køb af mig. Blot en erkendtlighed for at nyde min arbejdsindsats for en time eller mere. Eller mente jeg de havde mig til låns?

Lyle var der stadig. Han var de små åndehuller, jeg kneb mig op til overfladen for at snappe ind. Til tider sad jeg på bunden uden evne til at komme op. Jeg blev god til at holde vejret. Rigtigt længe. Men også til at udnytte hvert et lille løft op i friheden. På en eller anden måde må jeg have trukket vejret ind på det rigtige tidspunkt.

Ind i mellem gav jeg op. Det nyttede ikke. En skam af forspildt liv. Prøvede at få kroppen til at makke ret, falde død om. Det ville den ikke – i stedet kom den bare igen. Og igen. Jeg var så bange for det satans liv, som blev ved med at forfølge mig og insistere på jeg skulle tage det ind.

Lovett prøvede at hjælpe til. ’It´s just the morning, nothing here to be afraid of’- Hvad snakker du om? Som han kendte til dagslysets kramper af modvilje. Så jeg smed ham ud. Eller væk. Eller helt faktuelt, lod jeg ham bare stå på en hylde, presset ind mellem de andre cd ´er, mens jeg søgte tilflugt på den lukkede afdeling. Her kunne jeg være, som en patient koplet på en respirator. Mine lunger var sprængt.

Der var ingen kærlighed. Uanset hvor jeg spottede hen, fandt jeg kun skygger af misbrug, mistillid, aggression og had, i de lukkede grønmalede vægge blandt de andre sindssyge. Tvang, opkast, skrig, selvmord, blod. Ingen kærlighed.

Kun den indbildte i sindet på en skizofren: ’Der du jo Buddha, hvor har jeg savnet dig!’ sagde hun betaget og opløftet, med blikket sat på long-distance out of this world. ’Du Solens datter!’ sagde hun og lagde sin kolde hånd med sorte neglerander, på min kind. For at kærtegne. Jeg troede hun lagde den for at slå.

Mit indre lys var slukket og jeg turde ikke fortælle om det, for måske havde det været en hallucination, at det fandtes. Jeg lukkede alt mit udsyn og så ikke længere ind, mens jeg forbandede ham Satan og alt hans yngel, når de rendte cirkulært om mig. Bed mig i knæhaserne, som uvorne hvalpe.

Det lykkedes mig til sidst at sparke dem af, med mine tunge militærstøvler, og facede endelig Satan selv i Guds hus. Han vandt den runde og jeg trak mig fra at sluge nadveren. I stedet slugte jeg endnu en overdosis. Måske var det Gud der trak giften retur op gennem min hals, og lagde mig i en hospitalsseng med udsigt over København.

Der var gået nogle år fra jeg forlod min eksmand, og jeg havde kun lært at jeg ikke kunne leve videre. Det smøg sig forræderisk om min bevidsthed, at jeg havde levet kærlighedsløst på en løgn med ham i årevis. Og nu kunne jeg ikke engang leve! På trods af jeg havde mødt den mand som jeg vidste, var manden for mig....

I samme øjeblik jeg så ham første gang, slap jeg al had og vrede længe nok til, at hans blik og karisma, landede dybt ind et sted i mig, hvor ingen nogen sinde før havde fundet ind. Han gjorde intet, han var bare og jeg lod mig forføre vel vidende, at han aldrig ville finde vej ud fra mit inderste igen.

Han var min første. Min aller, allerførste. Og han var den første mand, hvor jeg vidste han ikke krybe over min krop, uden at jeg var med. Derfor tog jeg ham med hjem, den aller aller første nat, og lagde mig til ro, ved siden af ham. For aller, aller første gang vidste jeg, at dét var kærlighed. Jeg vidste ikke hvordan en sådan skulle forvaltes og føres ud i praksis. Vidste kun, at det ikke kunne være anderledes.

At kaste mig ud i at elske ham, var som alt kød faldt fra mine knogler og blotlagde mine nerver. Samtidig med at jeg svimlede i en nirvanisk tilstand i hans nærhed. Jeg lod mig flå igen og igen, for at lære at forstå, hvad kærligheden var for noget. Jeg vred mig som en orm på krogen, når han sendte blikke mod andre kvinder, for jeg fattede ikke hvorfor han kunne udstå lugten fra mit rådnende kød. Jeg tror ikke jeg dengang vidste, at også han fandt tilstande af Nirvana, med mig, sammen.

’Kender du Lyle Lovett?’ ’Nej.. har vis hørt navnet, men...’ ’Det er nok ind under country, men fedt, virkelig fedt! Prøv at hør´!’ Vi udvekslede musik og erfaringer, tonsede og faldt mod hinanden.

Nu sad han her, ved siden af hospitalssengen, med rynkede bryn og en vilje sat på: ’Jeg kan ikke være med mere!’

Vi havde forsøgt at være kærester, to gange. Sluppet ud af den magnetiske irrationalitet, som hang om os som parfumestøv. Forladt hinandens drømme om, at ku være kærester. Blev venner. For en tid, så hang vi ved hinandens læber igen. Men nu var det slut – ’Jeg kan ikke være ven med dig. Du er en joker. Du har hele tiden døden som en udgang!’. Udsigten over København, gjorde sig til for ingen nytte.

’Nobody knows me like my baby’ græder Lovett ud i min tomhed. Min aller, allerførste og aller, aller-eneste kærlighed, er gået ud af rummet, jeg ligger tilbage i en seng på hospitalet med et tomrum så eksistentielt som efter en abort.

I tomrummet råder ingen kærlighed, men jeg opdager herefterdags, et rum bagved. Blødt, varmt, rødt som havde det ligget der altid. Forsigtigt lader jeg min hånd hvile på den skylette velour, rummet er tapetseret med, og jeg finder, at her er jeg. Mig selv, mit sande, mit jeg. Og jeg ved, at det er herfra kærligheden skal oprinde.

Så beslutter jeg mig for at leve. I stedet for at søge de åbne vinduer på fjerde sal og sandsynlighedsberegne på konsekvenserne af et spring, falder jeg tilbage til mit bløde, røde velour. Og jeg lander – hver gang.

Han vedbliver at være manden i mit liv, det vil aldrig være anderledes, og jeg begræder hans exit. Med nøgent maveskind mod mit kølige plankegulv, sender jeg skrig og jammer i fri cirkulation, sendt ud af mine lunger og mund. Jeg havde troede jeg ikke kunne leve uden ham, for mit eget værd var ikke levedygtigt. Men jeg lærte, at mit liv skulle banes selvom han ikke var med.

Der gik et lille år, så bulnede mit maveskind af liv – inde fra. Pludselig var der er lille væsen som trængte sig på, som ville mig og ville gives liv. Da kvalmen havde tvunget mig i knæ, fattede jeg ansvar og besluttede, at tiden var inde til at blive mor. Det barn jeg aldrig troede ville være muligt, i min så ødelagte krop, blev min virkelighed.

Jeg var blevet toogtredive, havde godt fat om mig selv, om hjem og penge. Jeg havde ikke længere nogen grund til at afvise et barn. Og jeg var lykkelig!

Og behøvede ingen mand for at jeg kunne forestille mig selv i et godt liv.

Barnets fader ville jeg gerne skylle ud med badevandet. Han viste tidligt klare tegn på karakterafvigelse. Men han havde åbnet mine øjne for min frugtbarhed. Og rent etisk og juridisk havde han ret til barnet. Og barnet ret til at kende sin fader. Trods hans insisteren på, at jeg skulle elske ham, fordi min mave tilhørte ham, gav jeg ham i stedet ryggen og holdt fast i mig selv, i mit røde velour rum.

Her kom min store kærlighed tilbage, for at se mig. Og pludselig landede han og jeg atter ved hinandens læber. Denne gang for good. Intet var mere selvfølgeligt. Og han fik både mit og mit barns hjertelyd i sine hænder. Endelig forstod jeg Lovett, når han sang sin: ’If you were to wake up, would you still love me?’.

Vi overgav os til kærligheden. Nu var parfumestøvet endnu mere fortættet end nogensinde, og det voksede i takt med min mave. Han tog imod min smukke søn, gjorde ham til sin.

Han holdt ham i de mange timer på hospitalet, da hans babysize-nyrer tunge og betændte, sendte ham ud på smertedrevne feberhav. Da læger og sygeplejersker pressede babysønnen ned at ligge, for at stikke hul i de små årer som gang på gang klappede sammen. Han gjorde alt det som en far gør, når han elsker.

Den biologiske far holdt sig væk fra i de syge perioder, af had til mig.

I dag er vores søn fri af en betændt far. Han klarer sig fint trods nyrefejl og hjertesmerte affødt af sin blods-far.

Næste krise blev udløst da jeg fik at vide jeg havde en hjernetumor. Hjernekirurgen mente han kunne operere, men mente ikke der var nogen garantier for livet. Eller for døden.

På operationsdagen sendte vi sønnen i børnehave. Jeg sagde farvellet som ingen vidste, om skulle holde for nogle timer eller for en evighed.

Min mand holdt sit åndedrag, og da jeg lå i respirator efter operationen, pustede han det endelig ud og videregav mig det, til jeg igen trak vejret selv. Han holdt min hånd i al den tid, som en mand der elsker sin hustru. Det første jeg så da jeg vågnede, var de to; ham med vores søn på armen - smurt ind i sæsonens første sodavandsis, et undrende blik over alle plastik-slangerne i mit ansigt – og et stort smil!

Alt var på sin plads, både inde i mit hoved og uden for. Igen valgte jeg livet.

Præcis fjorten dage efter operationen, blev jeg gravid med vores datter. Endnu engang gav min ødelagte krop efter for en større velvilje, og selvom bækkenet gled af led og datteren måtte skæres ud, så blev endnu et liv sat klar.

Der var nogle år, hvor Lyle stod og samlede støv, hvor viskestykker blev brugt til at tørre grød og babygylp op med, og hvor børnenes lyde og skrig, fyldte rummene alt rigeligt op. Indtil for et kort øjeblik siden, da vi flyttede ind i forstads parcelvillaen af samme årgang som os selv. Lyle Lovett lever igen! Lige så intenst og nærværende som for sytten år siden – her i mit hjerte og min hjerne. Han har været med, selvom jeg glemte ham undervejs eller ind i mellem.

’Here I am, take my hand and you see. Yes it´s me!’

Og enklere kan det ikke siges;. uden kærlighed udviskes jeg, men opfyldt af den, finder jeg mig selv. Og tør vise mig for dig. Fordi jeg elsker, er jeg. Og fordi du elsker, er du. Fordi vi elsker, ophører frygt og angst.

Med lys og love,
Odile

Forandre verden!!

2010-02-27T23:34:00.001-08:00

Vi ved aldrig på forhånd, hvornår vi gør en forskel. Det kan være det var de ti minutter vi havde dén dag, til at møde et andet menneske med åbent ♥ . Det kan være en livslang dedikation til at ændre en kultur eller en politik. Men tro aldrig på, at du ikke kan forandre noget! I det øjeblik du ændrer din tankegang, gør du en forandring, og dén kan få eksistentiel betydning for dig & dine omgivelser.

Lys og love
Odile

Prostitution ... og så mig.

2010-02-19T23:12:00.001-08:00

Jeg har i en længere periode ikke rigtigt orket debattere prostitution, af flere årsager.

Det blev på et tidspunkt snævert, at være kendt som hende den tidligere prostituerede kun. At jeg også er forfatter blev nok anerkendt, men stadig var jeg 'hende der, du ved...luderen'!
At jeg så også er psykoterapeut med specialet, at kunne hjælpe mennesker med seksuelle overgreb, vold og tortur med i livserfaringerne, er også sekundært.
Det gør egentlig ikke så meget. Eller... jeg er ikke ked af, at jeg har prostitutionserfaring - sådan er det jo. Og jeg er heller ikke ked af, at jeg har været meget fremme i offentligheden med mine meninger og erfaringer, for det mener jeg er utroligt vigtigt for vores samfund (at få bragt viden ud til de mange). Det er jeg faktisk rigtigt stolt af. Og da også stolt af at mange politikere idag, har taget mine ord med sig, og bruger dem i deres kamp, for at hjælpe udsatte kvinder og børn.

Så hvad er det, jeg synes er snævert? Måske blev det for meget med trusler og chikane, når jeg var i et interview eller deltog i en debat - lavede et foredrag? Ja, på en måde. Men det kan jeg egentlig godt leve med, hvis ellers omverdenen anerkender den trussel der er, og ikke ignorer det.
Var det så mit eget forsmåede ego, der ville anerkendes af samfundet, som andet end noget af det lavest rangerende i vores samfund - luderen? Ja! Det vil jeg gerne - jeg vil gerne vise Danmark, at bag 'luder' betegnelsen, er en kvinde med drømme og håb, ambitioner, følelser, tanker, mod og vilje. Familie og liv, der suser i årene. Og det blev jeg også, set som et menneske, når jeg var ude og møde folk face to face, når de så mit hjerte - og jeg deres.
For jeg tror på, at ved at vise, at jeg er et menneske bag stemplet 'den prostituerede' /'luderen', vil mange flere også se sådan på resten af den gruppe af prostituerede jeg kæmper for. Og måske, det er mit ønske, vil man ikke fortsat kunne tillade at nogle kvinder eller nogles børn, skal misbruges i det som kaldes for dansk seksuel friheds navn.

Frihed for hvem egentlig? Er det frihed for en kvinde, at spinne penge på de betingelser maskulin seksualitet dikterer? Frihed at sælge super-sex, altså sex uden kondomer fordi det giver flere penge end med kondom? Frihed at yde analsex, når man har lært at bide smerten i sig? Frihed at få coke oven i betalingen, hvis man så vil være med på noget af det vilde sex?

Men hvorfor stoppe med at tale højt i offentligheden om det? På et tidspunkt syntes jeg, at jeg havde sagt hvad jeg mente. At jeg ikke havde flere ord til at nuancere, hvad jeg ser som åbenlyst og indlysende logisk; kvinder og børn skal ikke sælges som dukker til at tilfredsstille seksuel lyst på eller med. Jeg blev træt af at høre mig selv sige det samme igen og igen, så jeg lod være med at besvare journalisters opkald.
Jeg syntes det var tungt at være oppe mod de samme myter, ved hver en journalist eller ved hver en ny forsamling af mennesker. Ja, det blev nok bare lidt tungt.

Det blev også trangt, at de jobs jeg søgte indenfor 'kvindekrise-behandling' og hvor jeg til fulde havde alle kvalifikationer ( bla. qua adskillige videre uddannelser og ledelseserfaring), ikke blev taget i betragtning; enten blev jeg ignoreret. Eller også blev jeg mødt med, Vi er meget beærede over at du søger, men du er way over our league.... Min svenske kollega kan heller ikke, trods hun er både uddannet journalist og antropolog, få job. Fordi også hun har talt og skrevet om sin erfaring med prostitution. Men det siger ingen jo højt - kun hun og jeg.

Forleden så jeg så Debatten på DR2, hvor prostitution skulle debatteres. Der kan siges meget om lige dét program - grundlæggende viste det, hvordan debatten foregår; agressiv, nedladende, uempatiske debattører (på den ene fløj) og verbal krigsstemning. Alt det jeg netop ikke længere gad deltage i, men havde tænkt: 'Nej, nu har denne cirkushest taget sine runder i manegen - nu må andre tage over!' Men så begyndte benene alligevel at gå af sig selv, da jeg så programmet. Jeg kan sgu da ikke lade være med at blande mig i det, som er det allermest kummerlige ved vores samfund; manglen på rettigheder for kvinder og børn!! Hvordan det kan lade sig gøre i 2010 stadig at have mindre ret og værd, som kvinde og barn end mænd, fatter jeg ganske enkelt ikke!! Det kan jeg ikke vende ryggen... selvom jeg føler mig tung som en slidt cirkushest!

Så kom og være med til at lette skridtene, lad ikke kampen for lige ret og ret til værdighed stå forladt eller isoleret! Come join in, lad os gøre det der ligger i vores magt; nemlig gøre samfundet til et vi kan være stolte af!

Lys og love
Odile

Med godt bliver ondt fordrevet.

2009-11-10T00:16:00.000-08:00

Fantastisk, hvordan der er kommet hjælp til den nødstedte kvinde på flugt fra voldtægt, dødstrusler og tvungen prostitution!!

I løbet af 10 dage har folk samlet 11.55o kr ind!!! Målet var 12.000 til et indskud, når en lejlighed dukkede op.

Kvinden kan ikke vende tilbage til sit hjem, nemlig. Og hvorfor betaler kommunen ikke det indskud? Fordi kvinden ikke tør involvere myndighederne. Da hun anmeldte den første voldtægt til politiet i marts måned, blev hendes liv til et levende helvede på jord, sådan som forbryderne lovede hende. Efter at have anmeldt voldtægten, voldtog de hende igen og igen og igen og igen - hun har ikke tal på hvor mange gange. Og begyndte at sælge hende til deres kunder. Så kvinden måtte af indlysende årsager trække sin anmeldelse tilbage - og hun er selvsagt rædselsslagen for at være i kontakt med nogen, som kender hendes identitet og især det offentlige.

Men netop dagen efter, at der var gået de fantastiske mange penge og gode tanker ind, fik hun tilbudt det mest sikre sted at bo, man overhovedet kunne forestille sig!! Himlen åbnede sig, ren engleenergi viste hende vej til gode mennesker, som gav hende et nyt hjem!! Wow!!

Forleden gik Safe and Alive så også ind i sagen, da jeg bad dem hjælpe med at skaffe midler til en bil. Hun har brug for en bil for at kunne transportere sig sikkert til og fra sit studie, til og fra terapi, indkøb og hvad hun ellers har brug for. Forbryderne har opsøgt hende, når hun har færdes offentligt og taget hende når hun var alene. Derfor vil en bil hjælpe hende til større sikkerhed.

Og bare natten over, er der gået 1800 kr ind til køb af en bil! Hvor er mennesker dog gode, og hvor er det et privilegium at være vidne til!! Så måske er der snart en bil på vej.

Og snart kan kvinden få den fornødne ro til at påbegynde den terapeutiske proces, med at få helet sine skader.

Tak for jer, tak for godheden, for alt det som kan lykkedes, når det ser mest umuligt ud.

For som Annemarie Helger siger; 'med godt skal ondt fordrives!'

Læs også her vedr kvinden som behøver din hjælp!

2009-10-31T00:05:00.000-07:00

Dette er starten på den livstruende situation kvinden pt befinder sig i....

- Din lille luder! Hans savl løber ned i hendes mundvig, men hun kan ikke flytte hovedet. Nogen holder det fast.

To timer forinden havde hun stået hjemme i sin stue, lige kommet hjem fra job. Skulle aflevere en cd til en bekendt og hun gad ikke være besværlig, så det kunne lige så godt være nu som en anden dag. Selvom hun helst ville være helt alene.

’Kan vi ikke mødes på halvvejen?’ sms´en der tikkede ind var ikke anderledes end andre sms´er hun modtog. Intet faretruende, varslende, i den.

’O.k. går om 5’

Hun trak i sin vinterjakke, den hun fik til jul af sin hjerteveninde. Stak cd´en i lommen, så den var klar til at lange hurtigt over til ham, når hun mødte ham om lidt. Så hun ikke behøvede at stå og snakke – det brød hun sig ikke om.

Kulden slog hårdere mod hende end hun havde forventet. Mørket faldt snublende over skoven. Hun burde da have rendt på ham nu? Hun skynder sig at skubbe mistroen væk, det jo ikke alle mænd, der er nogle svin. Selvom kunderne sgu tit havde både tævet og bundet hende. - Nej, måtte alligevel prøve at tænke positivt. Et nyt liv var begyndt! Tro på det! Com´n!’

Hey, der var han da vist. Nå, der er flere...hans venner? De er nok på vej et sted hen. Kender nogle af de fjæs dér...

De står en håndfuld sammen, bliver tavse da hun kommer nærmere skovbrynet

- Hej... vil helst gå.. NU!VÆK!VÆK!VÆK!

- Hej!

Hun rækker bare cd´en frem.

- Det koster jo noget at låne mig den cd! Stemmen er ikke

kold, ikke liderlig. Ikke neutral....bare bestemmende.

Så ved hun hvad der vil ske.

Stemmen flækker som en økse, gennem hendes ny bevidsthed og håb for et nyt liv, og tilbage er kun det dødvande, hun netop har forsøgt at forlade. Hun er frosset fast, paralyseret som en hare i lyskeglen på landevejen.

De tavse mænd kommer med lyde, grin. Hånen lægger sig om hendes arme, og trækker hende af sted, dybt ind i skoven.

Hendes hjem ligger bare fem minutter herfra.

’Jeg glemte vist at slukke lyset’ hendes stemme er kun

inden i, da hun ser mod sit stuevindue. Det er tomt.

Som hendes udsyn forsvinder for hende, forsvinder hun væk fra sig selv, da de fem opstemte mænd, smider hende ned på den frosne jord.

- Det her skal du have, fordi du er en luder!

De holder hendes arme, ben, hoved. Holder hende nede, knækker hendes bækken og hofte, hun går ad led som en Barbiedukke, der ikke er skabt til at bøjes. De indtrænger hende igen og igen, på skift. Stikker deres hån og vrede dybt op i hende. Blodet løber om kap med deres sperm ned ad hendes lår. De forsikrer hende om at det er fordi hun er en luder. Med den medbragte flaske knepper de hendes sidste kræfter ud af hende. Knepper hende til livløshed.

De kan lide det.

- Ahrr, se hvor liderlig den lille so er! Flasken sprænger hendes skedevægge og hun springer tilbage på sin plads;

- En gang luder, altid luder, summer det i hendes hoved.

Sådan det er – det var bare dumt af mig at tro jeg kunne være andet.

- Husk nu, du er en skideluder! Haha! Du får hvad du fortjener.

- Hvor mine bukser? Hun ligger helt stille. Måske har frosten fået så meget fat i hende, at hun ikke behøver rejse sig, men bare kan blive liggende her og aldrig vågne igen? Der er stille. De er gået - forsvandt, hånende, grinende. Gav slip på hende, men hun kan stadig ikke rejse sig.

Da hun er kommet hjem, er bukserne gennemblødte. Det gør ondt. På en forkert måde, dernede....

- Kan-ikke-sige-det, kan-ikke-sige-det, kan-ikke-sige-det,

kan-ikke-sige-det, kan-ikke-sige-det.

Terapeuten retter sig rundt i stolen.

- Vil du ikke være her i dag?

Mmmm – hun ryster på hovedet. Hvad nu hvis hun har

blødt gennem ud på terapeutens stol? Det var i aftes, de gjorde det. Og ville ønske hun kunne sige det, lige her, i det her trygge rum. Ville ønske.

Av, av, av.... tårerne køber synkront med blodet fra hendes skød. Det føles stadig forkert, her tre dage efter....de gjorde det dér...

Bliver nødt til at spørge.

- Hvor meget må man bløde have efter at være blevet voldtaget? sms´er hun til terapeuten.

Truslerne var faktisk stoppet, næsten en hel måned efter voldtægten. Den sidste var den der sten, gennem ruden.

Så kom der en til.

Hun kunne se skyggerne ude på terassen. Mænd. Stemmer.

- Du holder bare kæft!

- Ja, du holder bare kæft, lyder det begejstret fra den anden.

- Ja. Det skal jeg nok. Bare de nu vil lade katten gå igen. Den piver, lad den nu gå!

- Du holder bare kæft! Han gør igen et eller andet ved katten slipper den så... den skynder sig at løbe ind gennem den åbne sprække.

Indsamling til dansk kvinde på flugt fra dødstrusler, voldtægt,vold og tvungen prostitution.

2009-10-31T00:03:00.000-07:00

Hun var i prostitution, men fik kræfter til at komme ud af det. For en tid, men det var adskillige gode måneder med udvikling og håb. Til der kom 5 unge danske mænd, og voldtog hende.

De sparkede hende ned at ligge på jorden, kaldte hende for en luder, tog hende om kap, bankede en flaske op i hende. Spyttede på hende og sagde hun skulle holde sin kæft. Da de var færdige, forlod de hende liggende i kulden. Hun fik kæmpet sig hjem. Hun fik fortalt mig om det, kom på hospital, hvor hendes skader talte for sig selv. Det stoppede ikke her.
Hun meldte dem til politiet og de lovede hende helvede på jord, og de gav hvad de lovede.

Den første voldtægt var for ca et halvt år siden. For en uge siden turde hun bryde tavsheden og fortælle mig, at de har forsat med at voldtage hende. At de forfølger hende og siger hun skal trække sin anmeldelse tilbage. Være tavs, ingen måde vide noget. De siger hun er en luder og derfor ikke noget værd. De begyndte at sælge hende til deres kunder, tog pengene selv.

Kvinden aner ikke hvordan det skal stoppe. Jeg frygter for at det først stopper, når de har taget hende liv.

Nu er hun under jorden, her og der. Politiet kan ikke beskytte hende, kun med en overfaldsalarm - men de kan jo ikke nå at komme frem, inden mændene har gjort hvad de vil. Krisecentrene siger hus forbi; hun er prostitueret, ikke deres målgruppe. Eller det er for farligt.
Hvor skal hun gå hen? Hvem skal hjælpe en kvinde som hun?

Lige nu samler jeg penge ind til en indskud til en lejlighed. Hun skal have et sted at bo. Hun skal have så meget hjælp, på så mange måder - dette er ikke en situation een kvinde kan klare alene.
Men FØRST; et sted at bo! Lige nu er hun jagtet vildt, og har ingen steder at lukke sin dør.

Hun tør ikke kontakte de sociale myndigheder af frygt for sit liv. Lige nu er det alt, alt for farligt, for myndighederne kan ikke beskytte hende. Da hun anmeldte voldtægten, blev alt meget, meget værre. Hun har trukket sin anmeldelse tilbage, forsøgt at gøre som mændene vil have. De har fortsat med at voldtage hende.

Jeg håber du vil hjælpe denne kvinde, det er så frygteligt at det her foregår i vores velfærdssamfund som ikke hjælper.

Jeg vil bare sige undskyld, det var virkelig ikke med vanilje.....!

2009-09-24T01:23:00.000-07:00

Jep, det ER mig der gjorde det! Undskyld!

Well, denne morgen gik det galt. Jeg havde ikke tænkt mig om og jeg nåede ikke at redde situationerne før de løb løbsk!
Og jeg må skrive det her, for jeg tror jeg får det tilbage som en boomerang - så hvorfor ikke skynde mig at galpe op om det, for bare at ta´lidt af pinligheden af?

Jeg har jo denne her ret store hund. Og jeg har for vane at gå med den gennem KBH i den tidlige morgenstund. Jeg har også for vane, altid at være medforsynet hundeposer - som jeg i øvrigt har mange sjovt designede af. Blot for signalværdien; jeg rydder sgu da op efter min hund, altså!

Men eh.. denne morgen tænkte jeg i en mere minimalistisk model af oppakning, så dametasken blev i bilen, og jeg tog to hundeposer i hundesnoren - da jeg jo VED af erfaring, at Gandhi ikke har... eh.. behov for mere.
Men man skal jo blive klogere.......

Gandhi skider, meget velvalgt vil nogen måske sige, til to posers forbrug, lige uden for Station City. (Og NEJ! - det er han ikke trænet til...!) Så jeg kan med renpudset samvittighed samle pænt op efter mig, og vi går glade videre ned ad gaden.
Dér møder vi så en fra ungernes skole og dennes far, som jeg kun kender på det der plan, hvor man pænt og høfligt har sagt 'hej, hej'.
I netop samme øjeblik, sætter Gandhi sig ned og skider en af sine grande lorte!
- Godmorgen! (og jeg står tomhændet - ingen pose til at samle op med, for han har jo for helvede lige skidt sin vanlige ration!!!) prøver jeg med strudsestrategien; stort smil, ingen ser noget, hvis jeg spiller dum blondine... (og det er jo her jeg skulle have sagt noget om, at jeg havde opbrugt hundeposerne og bortforklaret i et væk!!) Tror ikke strudseteknikken helt virker, får synes nok det var et noget stramt godmorgen jeg fik tilbage. Måske pga lugten??

Går så cirka ti meter længere hen ad gaden, bliver passet op af en sølvfarvet stationcar, hvor en kvinde med samme farve hår som hendes bi,l stiger ud og bjæffer højt ad mig;
-Glemte du ikke at rydde op efter din hund?!! Og ligner noget der er mere bidsk end Gandhi nogensinde har været.
- Nej, jeg GLEMTE ikke at rydde op, men kan ikke, da min hund har skidt mere i dag, end han må!! var så ikke det svar jeg kom ud med, men havde en facade af, vend den anden kind til og hold munden tæt snerpet sammen! der kom ikke een lyd ud af mig!

Jeg hiver det stakkels femogtres kilos dyr til mig, og marcherer videre ind i byen, kommer ind til kanalerne, hvor bæstet fandedyleme skider for 4.gang inden for femten minutter! Det er bare ikke aftalen, vel?!
Denne gang lige foran en parkeret håndværker bil, med fører og passager! Og nej, jeg har ikke fremtryllet en hundelortepose i mellemtiden!!! Så jeg får øje på en halvvåd cigaretpakke i rendestenen, som jeg så må skubbe/skrabe min hunds efterladenskaber ud over fortovskanten og ned i pisserenden, med!
ØV, for helvede! Det er bare pinligt!!

Jeg HADER at blive råbt ad på gaden af fremmede mennesker!
Og jeg HADER at være den pinlige mor, som lader sin hund overskride byen!

Så hvis I der har mødt mig og Gandhi (eller hans efterladenskaber...!) læser dette, så rundstyk! Jeg er vældig, vældig flov inde bag mine solbriller. Og det skal aldrig ske igen, at jeg går afsted uden en rulle af hundelorte-poser.....
Og fra nu af opdrager jeg ham til KUN at skide foran Station City!

Tryghed

2009-08-20T00:23:00.001-07:00

Jeg er bange for meget. Men ikke for at noget går min næse forbi, at nogen får mere end mig, at verden er for lille til os alle, at DK mister sig selv ved at dele, at jeg bliver et halvt så privilegeret menneske, hvis jeg giver ud af mig selv og mine goder. Jeg er bange for meget, men jeg er ikke bange for at være et menneske, med plads til et menneske, som dig.

Natten i og ved Brorsons kirke

2009-08-15T13:50:00.000-07:00

Så kom og sid ned.
Sid som Gandhi - som alle der fulgte efter.
Alle som tror på ytringsfrihed; kom og sid ned, fredeligt. For deri ligger den sande styrke og magt.
Hold din hånd i ro, brug den kun til at holde min, eller dem ved siden af.
Vis din rummelighed, medmenneskelighed og dit mod, når du siddende ytrer dit ønske om fred, selvom det trodser både knipler og politisk magt.

Kom, sæt dig her, for det er nu det gælder. Det er NU! Inden du og jeg har mistet det, vi engang troede var en selvfølgelig ret i vores land.
Kom og sæt dig, fordi du ved, at det som sker omkring os i denne tid, ikke er det du ønsker. Uanset hvor mange andre, der siger noget andet.
Så kom og sid ned, og vis at det betyder noget at være menneske. Og at det betyder noget at blive behandlet som et menneske. Og at det betyder noget, at være et menneske, der behandler andre, som mennesker.

Så kom og sid ned og vis, at det er betydningsfuldt at ytre sig, når mennesker ikke længere behandles som mennesker.

Kørekort - min sværeste læringsproces

2009-07-17T21:18:00.000-07:00

Jeg gik i gang med at tage kørekort i vinter, og har min køreprøve på mandag.

Aldrig - ALDRIG - har jeg oplevet en læringsproces der har været så svær! Da jeg skulle starte med køretimer, var jeg så angst, at det gik op for mig jeg i den grad havde en fobi ift at køre bil.
Hvorfor vidste jeg ikke det før? I de ca. 24 år der er gået, hvor jeg kunne have taget kørekort, har jeg bare ligesom holdt mig fra det. Havde et forsøg som et-par-og-tyve årig, men det blev kun til 2 lektioner, fordi kørelæren behandlede mig på en måde, jeg ikke kunne være med til.
Siden jeg var 18-19 år, har jeg boet i Kbh., og har ikke følt behov for et kørekort.
Men i virkeligheden har jeg nok mere skjult for mig selv, at jeg var SÅ angst for at køre.

Jeg har jo godt vidst at jeg var bange. Det med at køre en bil, mange hestekræfter som skal tøjles, der dør en i trafikken i DK hver dag og hvordan kan jeg dog køre med børnene i noget så farligt?
Men jeg vidste ikke jeg var angst. Jeg ikke brudt mig om at køre med andre, og har i mange, mange år haft en overbevisning om, at jeg ville miste en kær til trafikken.
Jeg har mistet et nært familiemedlem til trafikken for mange, mange år siden. Det har åbenbart sat en skræk.

Well, men jeg kastede mig ud i at få et kort, alligevel. Vores familieliv er på en måde der gør det ret nødvendigt, at jeg kan køre bil. Og faktisk har min mand købt min drømmebil, da jeg gik i gang med kørekortet - så den står bare derude og venter:-)

Lige i dag vil jeg ikke skrive så meget mere om processen med at lære at køre bil. Ikke andet end at det har været grænseoverskridende i en grad jeg aldrig har troet, en konkret læring kunne være!
Men jeg har faktisk lært det og kan køre bil i dag!
Jeg har gennemgået en personlig udvikling det sidste halve år, som ikke handler om det klassiske med at kvinder skal tage ansvar for eget liv og dermed køre bilen. Jeg har og tager masser af ansvar i mit liv - faktisk så meget at jeg ikke orkede tanken om, også at skulle tage ansvar for at køre bilen.

Men en personlig proces, der har ledt mig hen til at være meget mindre stresset og meget mere nærværende!
Som min kørelærer sagde i sidste uge; - Når du sidder i bilen, kan du bruge det til at koble væk fra alt det du skal nå! Og så grinede vi, for endelig var jeg nået til at være rolig og afslappet, ingen angst eller høj stress, når jeg kører. Ja, det var godt nok et helt nyt billede af mig selv!

Nå, men jeg vil skrive mere om denne her vigtige proces, når jeg er færdig og har kortet i hånden på mandag. Skrive mere detaljeret om hvad jeg har gennemgået og hvad det har lært mig. Hvordan jeg har kunnet fjerne angsten og derved åbne mig for læringen.

Og jeg hører meget gerne fra jer om jeres oplevelser med at tage kørekort!!

Lys og love
Odile

Det var fordi hun var en luder, sagde de.....

2009-04-10T08:54:00.000-07:00

Dette er ikke en fiktiv historien. Det skete for en kvinde i provinsen i marts i år. Hun var kort forinden stoppet med

at prostituere sig. Var det en afstraffelse? Og så si´r man i Danmark, at prostitution mindsker voldtægter...

- Din lille luder! Hans savl løber ned i hendes mundvig, men hun kan ikke flytte hovedet. Nogen holder det fast.

’Kan vi ikke mødes på halvvejen?’ sms´en der tikkede ind var ikke anderledes end andre sms´er hun modtog. Intet faretruende, varslende, i den.

’O.k. går om 5’

Hey, der var han da vist. Nå, der er flere...hans venner? De er nok på vej et sted hen. Kender nogle af de fjæs dér...

De står en håndfuld sammen, bliver tavse da hun kommer nærmere skovbrynet

- Hej... vil helst gå.. NU!VÆK!VÆK!VÆK!

- Hej!

Hun rækker bare cd´en frem.

- Det koster jo noget at låne mig den cd! Stemmen er ikke

kold, ikke liderlig. Ikke neutral....bare bestemmende.

Så ved hun hvad der vil ske.

De tavse mænd kommer med lyde, grin. Hånen lægger sig om hendes arme, og trækker hende af sted, dybt ind i skoven.

Hendes hjem ligger bare fem minutter herfra.

’Jeg glemte vist at slukke lyset’ hendes stemme er kun

inden i, da hun ser mod sit stuevindue. Det er tomt.

Som hendes udsyn forsvinder for hende, forsvinder hun væk fra sig selv, da de fem opstemte mænd, smider hende ned på den frosne jord.

- Det her skal du have, fordi du er en luder!

De kan lide det.

- Ahrr, se hvor liderlig den lille so er! Flasken sprænger hendes skedevægge og hun springer tilbage på sin plads;

- En gang luder, altid luder, summer det i hendes hoved.

Sådan det er – det var bare dumt af mig at tro jeg kunne være andet.

- Husk nu, du er en skideluder! Haha! Du får hvad du fortjener.

Da hun er kommet hjem, er bukserne gennemblødte. Det gør ondt. På en forkert måde, dernede....

- Kan-ikke-sige-det, kan-ikke-sige-det, kan-ikke-sige-det,

kan-ikke-sige-det, kan-ikke-sige-det.

Terapeuten retter sig rundt i stolen.

- Vil du ikke være her i dag?

Mmmm – hun ryster på hovedet. Hvad nu hvis hun har

blødt gennem ud på terapeutens stol? Det var i aftes, de gjorde det. Og ville ønske hun kunne sige det, lige her, i det her trygge rum. Ville ønske.

Av, av, av.... tårerne køber synkront med blodet fra hendes skød. Det føles stadig forkert, her tre dage efter....de gjorde det dér...

Bliver nødt til at spørge.

- Hvor meget må man bløde have efter at være blevet voldtaget? sms´er hun til terapeuten.

Truslerne var faktisk stoppet, næsten en hel måned efter voldtægten. Den sidste var den der sten, gennem ruden.

Så kom der en til.

Hun kunne se skyggerne ude på terassen. Mænd. Stemmer.

- Du holder bare kæft!

- Ja, du holder bare kæft, lyder det begejstret fra den anden.

- Ja. Det skal jeg nok. Bare de nu vil lade katten gå igen. Den piver, lad den nu gå!

- Du holder bare kæft! Han gør igen et eller andet ved katten slipper den så... den skynder sig at løbe ind gennem den åbne sprække.

Voldtaget af 5 mænd

2009-04-06T09:01:00.000-07:00

En dansk kvinde blev voldtaget af 5 danske mænd.
I en skov.
De havde planlagt det på forhånd og medbragt remedie til at voldtage med.De flænsede hendes underliv.Og sagde til hende de gjorde det fordi hun var l****.

Og så si´r man prostitution forebygger voldtægter.Hvor mange vidner tror du der skal til, for at hun får juridisk oprejsning?
Ved det ikke - men jeg ved at hun har brug for AL den støtte og hjuælp hun kan få!
Det er er varsom proces, alt omkring en voldtægt, og dette er første skridt mod en offentliggørelse af, hvad der er hændt.

Men jeg opfordrer til at det ikke får lov at blive glemt eller gjort tavst! At det ikke stiltiende accepteres, fordi vi ikke kan rumme, at sådan en voldtægt foregår i DK.

De fleste danskere synes prostitution er i orden. Det her er en del af prostitutionens pris.....

Regeringers top to-do liste!

2009-04-05T01:16:00.000-07:00

Jeg undrer mig over, at det kan være kvinders og børns egen sag at løse, at vi bliver voldet, voldtaget, handlet og slået ihjel! Hvordan kan det ikke være politisk nok, til at være på alle regeringers top to-do-liste??!!

Uden beskyttelse i Danmark

2009-03-30T23:50:00.000-07:00

Uden beskyttelse i Danmark.

Odile Poulsen, Stern und Spielplatz, 2008.

- Det er fordi han slog mig! Han er seks år, kun lige. Står overfor sin mor. Hun ser på ham, der fra sofaen hvor hun sidder. Han har svært at læse hendes ansigt.

- Hva´?

- Han slog mig!

- Hvad er det du siger!

- Min far slog mig!

- Hvad si´r du? Hvad er det med hende? Hvorfor kan hun ikke høre ham?

- Han slog mig! Hun rykker ligesom sammen, retter sig igen.

- Kom! Kom lille skat! Hendes arme er lige så varme og stærke som altid. Nu havde han sagt det. Uh, ku’ han bare gemme sig hos hende, som dengang han var lille. Før det begyndte.

Over de næste fjorten dage, strømmer det ud af den seks-årige dreng. Ord om slag, ydmygelser, hån, spark, trusler, fangenskab og drabsforsøg. Ord om tortur, som moderen har svært ved at fatte, kommer ud af drengen.

- Han har sagt at politiet er hans venner og de kommer og hjælper ham med at skyde dig, hvis jeg siger noget, mor! Frygten er velbegrundet – er blevet banket ind.

Samtaler hos psykologen opstartes straks. De koster 850 kr. pr. session af 45 minutter. Familien betaler selv. Der er brug for mange samtaler.

Få måneder efter kontaktes drengens mor af faderens nye kone. Hun er flygtet på krisecenter med deres fælles datter. Faderen havde forsøgt at slå kvinden ihjel. Han har også voldet drengens søster.

Der kommer til at køre to adskilte sager for drengens søster og hendes mor; en om volden og en om forældremyndigheden.

Politi og advokat siger, de to sager ikke hænger sammen.

Politiet mangler vidner i sagen om vold.

Og i sager om forældremyndighed, bruger man ikke vidner.

Det er to sager - ingen sammenhæng.

Børn der udsættes for vold, har samme krav på at blive afhørt af specialuddannet kriminalassistenter, som børn der udsættes for seksuelle overgreb. Det ved politiet bare ikke.

Voldssagen er nu afsluttet. Faderen kom ikke engang for en dommer og straffes således ikke for vold. Eller drabsforsøg.

Der skal være overvåget samvær med søsteren for en tid.

- Næste gang han begår vold, har vi en sag, siger politiet.

- Så er det jo bare at vente – måske på at det overvågede samvær bliver til uovervåget, hvisker de to mødre.

Drengen er nu flyttet til en ny by. Familien har beskyttet adresse. Det kan de kun have eet år ad gangen. Det er kun kommunalbestyrelsen, der kan vurdere om der er særlige grunde til livsvarig adressebeskyttelse. Men her er jo kun påstande, ingen dom.

Du kan ikke gemme dig i Danmark. Du kan skifte dit navn, din adresse, dit udseende. Men aldrig dit cpr-nr. Det er nemt at få adgang til et cpr-nr. For det er jo ikke kun i fængslerne at forbryderne sidder.

Sikke et paradoks! At det i Danmark er sådan, at det er meget svært at stille forbrydere til ansvar for deres ugerninger.

Og umuligt for deres overlevere at gemme sig for dem.

Hvordan skal et barn kunne bygge et sundt liv op, på en bund af frygt og flugt?

Håbets Diva

2009-03-30T23:29:00.000-07:00

Håbets diva

Odile Poulsen, til Stern und Spielplatz. 2009

Min datter har de smukkeste, smukkeste brune øjne. Mandelformede som sin fars. Brune som sin fars. Og så de her meget lange, helt sorte øjenvipper. Dem ved jeg ikke hvor hun har fra. Men gosh, hun er smuk!

- Du er så smuk, lille Karla Solvej!

- Ligesom dig, mor! Og så slænger hun sin arm, blød

og lille, med sådan nogle talk-knopper på ligesom der er på mine, rundt om min hals. Putter sit lille fjæs tæt ind mod mit og glor helt ind i mig, til bunden af min nakke. Og jeg bliver så rørt, så jeg skvulper. Fordi jeg er hendes mor, elsker hun mig SÅ meget og hun vil være en kvinde magen til mig, når hun bliver voksen.

- Jeg elsker dit hår mor! Det er lige som en fe´s! sukker hun og ser slet ikke min spaltede spidser og mørke rander under blonderingen.

Morfar står lige bag mig. Jeg kan se ham i spejlet, her hvor vi står sammen, foran det lille entré-møbel. Han holder mit lange glatte, lyse hår, i begge sine håndflader. Lader mit hår glide som sand ind og ud mellem fingrene. Igen og igen.

- Du har hår som en fe, min pige! Jeg kan mærke stoltheden

og glæden emme ud af ham, omsluttede mig. Og det er rart.

I denne flig af virkeligheden, er jeg smuk, ren og elsket.

Jeg ved godt det kun kan være lige dér, i den udkant af mit liv, og håber at øjeblikket skal vare for altid. Men det kan det jo ikke. Det ved jeg godt, selvom jeg ikke er så gammel.

~~Jeg~~ skabte mig en anden virkelighed, i flager. Hvor jeg kunne være en anden end mig.

Som når jeg fløj gennem stuen, hængende i suset fra det smukkeste balletskørt, jeg havde fundet i min mormors kommodeskuffe med undertøj. Underkjolen hvirvlede om mine ben og jeg var løftet over til at være den smukkeste, smukke diva, som dansede sig væk fra al blod, død og had.

Jeg husker ikke musikken, det ku´ vist være hvilken som helst slags. Men jeg husker friheden! Den var inden i mig!

Og jeg tog den med mig, når jeg lå bundet, uanset hvor hårdt.

Når jeg så i dag ser min datter svæve af sted, i tyl med hjerter og stjerner og blomster, så rammes jeg i et lykkeligt fortidsfoto.

Divaen dér foran mig, fræser af liv og blod, af glæde og stort temperament. Hun får lov at udtrykke det hele, rumme det, holde fast i det og smage på det hele. Hun ligner mig, men hun har sin fysiske frihed. Hun kan lege ballerina af lyst, ikke af nød.

Og jeg er stolt over, at jeg er i stand til at give hende livet, for at hun skal bruge det. Og ikke for, at jeg skal tage det fra hende igen.

An exclusive Facebook group

2009-03-26T09:37:00.000-07:00

A closed group for people with experience of prostitution, who want to connect with like minded people within a cyber-network.

The goal is to create a space, in which you can feel safe to think or speak loudly, about one's preoccupation - without fearing someone's disrespect or lack of understanding. To receive recognition, break out of isolation or silence and to not feel so alone. Or wrong.

The group is here to help and support. There will also be room for people who are sympathetic; people who don't have direct experience of prostitution, but who have capacity to meet people with prostitution experience, without prejudices, taboos or the need for sensationalisation.

Some people will choose to join under a pseudonym, in order to be in the group - and I kindly ask everybody to empathise and have an open heart towards each other.

The group is secret, which means that you have to be invited to join. That means it will take a long time for the group to grow, but right now I think it is best with calmness around its members.

From now on, I will be the administrator of the group and I would like others to join.

Are you interested in ay way then contact me at Facebook or at kontakt@odilepoulsen.dk.

I look forward to connecting with you!

♥

Odile

Tavs...

2009-03-16T02:28:00.000-07:00

Jeg tænker så ofte på, hvor tavse vi bærer på skammen. Som om den var vores? Som havde vi noget at skamme os over?

Og så tænker jeg på at når vi endelig tør bryde med tavsheden, fordi vi forstår skammen ikke tilhører os, så møder verden os med tavshed. Eller skam. På vores vegne - ikke på overgriberens vegne.

Så jeg tænker tit på, hvor tufft det er, at stå frem, at være talende, stolt og lykkelig for at leve.

Så derfor ved jeg vi har brug for hver andre. Alle er vigtige, uanset om vi viser vores ansigt frem eller ej. For vi har alle ret til et liv

Gruppe for mennesker med prostitutionserfaring

2009-03-15T08:19:00.000-07:00

Jeg vil lave en gruppe for mennesker med pro erfaring, som ikke ved hvor de skal finde rummelighed. Som er bange for at blive mødt med udstødelse, disrespekt, foragt eller ynk. Og som alligevel har behov for at connecte med ligestillede.

Finde kræfter, lettelse, genkendelse, glæde, sorg, håb, løsninger..... ?

Gruppen skal være lukket, man skal søge optagelse. Man kan være anonym, dvs have en 'pseudonym-facebook-profil', man kan være i underskud eller overskud, man kan være dansk, eller alt muligt andet end dansk.

Kravet er blot at man skal være åbenhjertelig og uden fordømmelse ift de andre medlemmer.

Kh O

Politik er personligt......

2009-03-14T11:34:00.000-07:00

Man si´r politik ikke må være personligt.
Men fanden hellere!
Det ER personligt, når kvinder og børn voldes fysisk, psykisk og seksuelt. Igen og igen og igen..

Man kan ikke skabe politik uden at have følelser.
Man kan ikke skabe rettigheder ved at gå på kompris. For hvem skal så have mindre ret?
Tja....

8.marts 2009

2009-03-03T02:56:00.001-08:00

'Vi glæder os til 8. marts, for så bliver stemmen tændt! Og vi skal høre fine taler, ih hvor er vi spændt!' HUSK 8. marts - der er både arrangementer her og der og alle vegne. Jeg deltager i KBH, ved demonstration for at hjælpe kvinder i prostitution, og siden går turen i LIlle Vega. Håber vi ses tjek www.8marts.dk for program!

KH O

Et barn koster 5000, en hund 15000 ......

2009-02-25T23:14:00.000-08:00

Jeg har virkelig intet mod dyr. Har jo selv et rovdyr tumlende rundt og vælte sofaer og borde, som jeg tilbringer stort set 24 timer i døgnet med. Nej dyrehader, det kan man ikke kalde mig.

Jeg hader heller ikke mennesker, der elsker dyr, slet heller ikke. Synes det er er et helt sympatisk og forsonende træk ved mennesket, at vi udviser empati med andre end os selv (tror nok det hedder ynk, når vi retter empatien ind ad i stedet for mod andre....)

Og jo jeg vil da godt vedkende, at jeg har formuleret jokes som: 'Jeg er sikker på han/hun er sød og god ved dyr, men intelligent er han nu ikke....hahahaha!' Men det er jo ikke ment så hårdt, vel? Jeg ved da godt at man ikke er uintelligent, fordi man godt kan lide dyr. Det ville jo være at sætte ild til min egen popo - og så dum er jeg altså ikke!

Men det tirrer mig at mennesker - mange af dem ovenikøbet - kan organisere sig, skabe netværk, skride til handling, lave mediestorm, himle op, ruske i ytringsfrihedens tremmer OVER en hundehvalp, der er blevet stjålet!!!! HVAD SKER DER FOR DIG DANMARK!!!!!!

Hvor fanden er du henne, når Svetlana bliver gennempulet og tævet dagligt i en lejlighed i DK, frataget sit pas, sit liv, sit barn, sin kvindelighed - kun for at nogen skal tjene penge på hende???!!!! Og nogen skal forløse sig i eller på hende!??!!! HVA? HVOR ER DU SÅ????

Eller hun kan hedde Frk Thailand, Frk Afrika, Frk Sydamerika eller Frk Danmark...

(Ja, hun kan faktisk også hedde Frk Danmark, for jeg er jo ikke det eneste barn i DK der er vokset op som prostitueret for at fortsætte som voksenprostitueret).

Min hvalp koster 15.000 kr, derfor er der klart penge at tjene på at stjæle den. Den koster faktisk 3 gange så meget som f.ex. den afrikanske dreng der blev solgt til 'Christian' sidste år. Han købte drengen for at forene ham med sin mor, som er handlet til DK. Manden der solgte drengen til Christian havde sagt,at han kunne gøre ved ham hvad han ville, dvs. inklusiv slå ham ihjel, når han var færdig med at bruge ham til sex.

Et barn koster altså ikke mere end små 5.000 kr. Min hund koster 15.000 kr. Er det mon derfor, Danmark går i selvsving når en hund bliver stjålet - for den er jo tydeligt mere værd?

Eller hvornår tør vi begynde at se på den menneskelige fattigdom, vi alle er med til at fastholde?

HVA??!!!!

Valentines Day...

2009-02-14T12:05:00.000-08:00

....men ikke her!

Nu er min mand en meget jordnær typer som hellere handler sin nyeste skjorte i Bilka end at betale for meget for noget dyrt mærke, som alligevel er lavet på samme børnefabrik langt væk fra DK.

Så det er jo ingen overraskelse at han stort set ikke aner det er Valentines Day. Det ved han jo godt det er, men han tænker mere... sådan praktisk. Lidt á la; jeg har jo sagt til dig dengang vi blev gift, at jeg elsker dig, så hvorfor sige det igen ?!

Og V.D. er jo, og det ved jeg jo også godt, bare et business påfund, trukket herover fra Amerika uden nogle historiske rødder i DK - og blomsterhandlerne tjener fedt på det, ballonbutikkerne og chokolademagerne...og....ja.....

Så jeg fik ingen chokolade, balloner, undertøj, bif eller middag....eller den der gamle brugte cykel fra Blå Avis, som erstatning for nr 2 stjålen cykel på een måned...nej den blev det heller ikke.

Og jeg er ikke særlig romantisk og en stille brandert med manden ku nu have gjort det, hø....

Men nej, her i hjemmet er vi ikke så flyvende. Jeg glemmer altid vores bryllupsdag og han ignorere stædigt V.D. :-)

Anyway.. til næste år kommer den igen... så kan det jo være der blæser andre vinde. Jeg ku jo begynde at blæse balloner op og fylde ham med chokolade!

Hva´for en ytringsfrihed?

2009-02-13T03:15:00.003-08:00

Eller hvis? Sku' jeg måske spørge i stedet.

I de år jeg har stået offentligt frem, for at tale om prostitution. vold og seksuelt misbrug af børn, har jeg oplevet hvordan jeg bliver chikaneret og truet.

Nogle siger: - Jamen sådan er det når man stikker snuden frem!

Det er det måske. Og jeg ku jo bare holde mund og gemme mig. Så ville der blive fred.

I hvert fald uden om mig. Men inden i?

Hvordan skal jeg kunne tillade en sådan uretfærdighed som at negligere kvinder og børns ret til en eksistens?

Jeg mener, er det en eksistens at leve med beskyttet adresse, altid kigge sig over skulderen, altid være på vagt? At gå under jorden, flytte til udlandet? At skulle udlevere sit barn til det menneske som gang på gang volder og misbruger det? At blive sendt fra den ene liderlige mand til den anden, fordi det nu engang er mandens ret, at få sex? Eller ikke at kunne skabe sig en ny fredelig eksistens, fordi ens cpr nr ALTID vil afsløre hvor du er i landet? Fordi man i DK ikke kan få nyt cpr nr?

Jeg kan blive ved - hive eksempel på eksempel frem - hvor kvinder og børns rettigheder ikke regnes som mænds. F.eks. manden der går helt fri for tiltale om vold mod 2 børn og drabsforsøg på moderen. OG fortsat har adgang til det ene barn.

Nej, jeg kan ikke lade som om jeg ikke ved det og koncentrere mig om mode og sund kost kun.

Men når jeg så har valgt ikke at holde inde med min viden, og derfor må leve med chikane og dødstrusler, beskyttet adresse, hvor er så MIN ytringsfrihed i alt det?Min ret til at tale højt.

Jeg risikerer iøvrigt fængsel i op til et halvt år. Fordi jeg taler og ikke tier.

Der er ingen lovgivning eller PET der yder mig og min familie beskyttelse. Det hører vist mest til i politiker-kredse og tv-dramaserier.

Smukke tanker til en svær dag

2009-02-10T06:56:00.000-08:00

Svært med trøstende ord,

når du lever med smerten.

Men du ta´r fejl, når du tror,

du skal flygte fra verden.

Du er det lys som blev tændt,

du skal varme og lyse.

Slukkes det lys som blev tændt,

er der fler´der må fryse.

Tro at livet fornyes,

uden tro går det næppe.

Ingen bør sætte sit lys

under mismodets skæppe.

Du er det lys der blev bragt

trods de tungeste dage.

Husk hvad der engang blev sagt,

sæt dit lys i en stage!

Vantro er mismodets gys,

pas på vægen og luen.

Og lad det skinne dit lys,

for dem alle i stuen.

Johannes Møllehave

Jeg har munden fuld af tænder.

2009-01-28T08:38:00.000-08:00

Jeg har munden fuld af tænder.

Af Halfdan Rasmussen

Jeg har munden fuld af tænder.

Jeg har hodet fuldt af hår.

Jeg har fine lange bukser

som kan daske når jeg går.

Jeg har lommer. Jeg har bælte.

Ingen er så flot som jeg.

Alle gadens blanke spejle

står og kigger efter mig.

(Synes det er så dejligt for det minder mig om, at huske på at være glad for sig selv - med al sin almindelighed:-))

Engle-sætninger (frit stjålet fra FB, DevineAngels

2009-01-26T00:58:00.000-08:00

♥~ Angel Affirmations ~♥~

Say these affirmations daily to increase your self-confidence and self-love. You can record them in your own voice, which will give you a powerful affirmations tape, or print out this page and post them in a prominent place. You can email me and I will send it to you. Also add your own personal affirmations related to your goals and desires…

♥ I am now surrounded by angels

♥ The angels shine the love of The Divine upon me and through me

♥ I accept this love from The Divine and the angels

♥ I deserve love

♥ I deserve happiness

♥ I deserve health

♥ I deserve help from heaven and I accept it now

♥ I call upon The Divine and the angels to help and guide me

♥ I listen to my inner voice and feelings

♥ My inner voice and feelings is guidance from The Divine and the angels

♥ This guidance is everything I need

♥ I follow my guidance in full faith

♥ I know that The Divine and the angels love me and are guiding me right now

♥ I accept the angels’ love

♥ I accept love

♥ I am love

♥ I am loving

♥ I am very loved

♥ Everyone loves me

♥ I love everyone

♥ I forgive everyone

♥ I forgive myself

♥ I send The Divine’s love to everyone I meet

♥ I guard my thoughts carefully and only allow positive and loving thoughts to come through

♥ There is an abundance of love in the world

♥ There is enough for everyone

♥ There is plenty to go around

♥ I have an abundance of everything

♥ I attract wonderful, loving people into my life

♥ My angels and I enjoy new opportunities to give service to the world

♥ I am rewarded constantly

♥ My life is harmonious and peaceful

♥ I am peaceful

♥ I am radiant

♥ I am joyful

Klip en hæl, kap en tå.....

2009-01-24T12:34:00.000-08:00

Jeg vil gerne forklares forskellen på vestelige kvinders kosmetiske vulva-operationer og afrikanske kvinders omskæringer... Hvis frihed? Livskvalitet? Hvis drøm... og om hvad? Det gør hjertens ondt at se DR2 Tema om plasticoperationer... og hvordan kvinder skærer sig i stykker, som Askepots stedsøstre for at passe ind.

Passe ind i hvad?

Hvor er det sørgeligt at vi skal have store bryster og operere vores køn væk... som robot-agtige Stepford Wives.........

Perle.....

2009-01-23T12:31:00.001-08:00

Erle, Perle, Pif, Paf, Puf, væk med den beskidte Betjent!

Hypnose.... ????

2009-01-14T05:48:00.000-08:00

Jeg bliver nødt til at få 'a little help from my friends', hvis jeg skal overkomme min angst for at køre i bil. Faktisk er jeg ikke kun angst når jeg selv skal køre, men med stort set de fleste jeg kører i bil med. Men det er selvsagt, at nu hvor jeg skal lære at køre selv, er det som at stå i en svingdør; det suser om ørerne på mig med billeder på alt det, som kan gå galt.

Derfor har jeg sat mig for at prøve hypnose.

Aldrig prøvet det før, aldrig tænkt jeg ville kunne bruge det og været overbevist om, at det ikke ville virke på mig. Oplever tit folk som fortæller om en eller anden form for behandling de har haft succes med, og som så viser sig at være som vand på en gås på mig. Det kan være med alt muligt - det er sjældent jeg finder noget som virker. F.ex. virker akupunktur ikke på mig. Eller Gerimax. Eller....

Men nu prøver jeg hypnose. Jeg har haft tre seancer. Har ikke haft køretimer i de dage. Men gosh - jeg har ALDRIG oplevet så stor afslappelse! Det er helt utroligt! Meget, meget behageligt. En form for meget dyb meditation.

Så nu håber jeg, at det fæstner sig inden i - at jeg kan bevare den ro og behagelige varme. Med tiden.

Og så spørger jeg lige; har du prøvet hypnose? Og hvis - hvad er din erfaring med det?

KH O

Vikar for konen?

2009-01-09T23:03:00.000-08:00

Min 4 -årige datter så i går en poster fra kampagnen Hope Now, hvor der sidder en kvinde i en indkøbsvogn.

-Man kan da ikke købe kvinder, siger hun så.

- Jo. Nogle mænd køber kvinder.

- Hvad bruger de dem til?

- Hm, til at kysse på, bl.a. svarer jeg, mens jeg forsøger at forenkle billedet!

- Skal hun så være hans vikar?

- For hans kone?

- Ja!

- Øh! ja, det kan man faktisk godt sige.....

Elsker min datter - elsker børns helt ind til knoglen-logik. Som vi åbenbart kommer væk fra, når vi vokser op.

♥

Odile

Død og kritte, for nogle køretimer!

2009-01-08T04:57:00.000-08:00

Jeg hader, hader, hader, hader! Hader! Når jeg ikke kan finde ud af dét, som jeg har besluttet mig for at lære.

Ja, det burde være selvsagt, at man ikke evner det til fulde, man har sat sig for at lære.

Men alligevel - jeg hader ikke at kunne det, sådan cirka fra forsøg et eller to. Måske tre...

Jeg ved det godt! Sig det ikke! Ved det godt med mit intellekt, det er bare....uh, hvor det er... ih, altså!

Nu med at tage køretimer. Det er ikke sjovt!

Alle siger; - Bare vent og se! Du vil synes det er så sjovt!

- Nej! Jeg synes ikke det er sjovt! Ikke spor - heller ikke efter at have 'ventet og set'! Nej!

At køre bil er for mig synonymt med frygt.

Jeg har haft mareridt natten inden en køretime om at vi kørte galt, og at jeg måtte redde min kørelærer, men kom for sent til at få fat i 112, da de lukkede kl. 15!! Mere absurd kunne jeg åbenbart ikke drømme det (!!).

Og hvad sker der så in real life, efter nattens drøm, da vi så er ude at køre? Vi må stoppe en forankørende bilist, der kørte over i modsatte kørebane og op på fortovet, frem og tilbage flere gange, ind og ud af modsatte kørebane - og dyyyyyyt!!!! (og det må man jo kun gøre hvis der er fare i trafikken!). Der blev ringet efter babu-babu, men de kunne ikke finde ud af at sende nogen! Først efter MANGE opkald, kom der endelig en ambulance og så gik det kvikt.

Der skete ikke nogen noget! Ingen døde, ingen halvt døde. Ingen tilnærmelsesvist døde, ikke engang nogen skrammer. Heller ingen ridsede biler.

Det er alligevel bare ikke sjovt! NEJ!!

Jeg har kvalme inden køretimerne og hovedpine bagefter og jeg fatter meget lidt af, hvorfor det lige er, jeg er hoppet med på den ide om, at det er en frihed at kunne køre bil! What! For ikke at sige, tage sine børn med i bilen mens man gør det! Hvad snakker I om?!!!

Det føles virkelig ikke som frihed. Snarere som om nogen snart bliver kørt ned!

Og samtidig med at jeg har det sådan, kan jeg jo iagttage, de rigtigt mange mennesker, der drøner rundt i deres biler, som det mest naturlige i verden! Så derfor ved jeg jo, at det at køre bil ikke er = ens IQ. Det ku´ jo med rette give mig lidt ro på den idé om, at jeg er dum fordi jeg ikke kan køre bil inden jeg har lært det.

Så når jeg nu er så bange (angst er et mere præcist, omend også mere konfronterende ord for mine issues her) for at køre nogen ned, og har så svært ved at jeg IKKE mestrer det jeg har sat mig for at lære, hvorfor har andre det så ikke på samme måde?

Det bliver næsten ubegribeligt for mig, hvordan det er muligt for andre at køre rundt, som om det ikke er farligt?

Jeg mener, man taler om, at folk der bange for at flyve slet ikke behøver frygte det så meget, for der er jo meget større sandsynlighed for at blive dræbt i trafikken!

Hvad dævlen siger man så til den køre-fobiske køre-elev? Når man ikke må lyve? Ja, ikk? Blank!

Der dør en i trafikken hver dag i DK. Jeg kender en af dem. Det gør du sikkert også.

Alligevel.. jeg har besluttet at tage det damn kørekort. Og selvom jeg har det sådan, at jeg hader når jeg føler mig rigtig dum (og bange), så har jeg det også sådan, at jeg har svært ved at give slip på noget, jeg har besluttet mig for at fuldføre.

Såeh... ja... jeg må leve med at føle mig dum & bange en rum tid endnu.

Ja, det vil altså sige, hvis jeg overlever, hahahaha.....

Hverdagen

2009-01-06T04:49:00.001-08:00

Så kom hverdagen. Tirsdag. Faktisk sværere at komme op til end i går, mandag.

Havde forventet at både ungerne og jeg selv, ville være trættere i går og mere touchy om morgenmaden - men det kom så først i dag.

Lukas havde ondt i maven, og vidste ikke rigtigt om det var pga. sygdom eller bare det at komme op. Karla Solvej havde på ingen måder lyst til at komme ud af sengen, og overvejede kraftigt om hun ikke bare skulle blive hjemme.

Jeg havde et af mine nattestunts med ikke at sove, og alligevel føltes det som var jeg endelig faldet rigtigt i søvn, da uret ringede kl 6.00.

Og er det så ved at være tid at smutte af sted ind til byen, for at hente ungerne igen, som faktisk kom afsted. Og har været i både skole og børnehave, uden at der er blevet ringet efter mig, pga. sygdom eller udtalt træthed.

Jeg har så brugt dagen herhjemme, med hunden (som nu heller ikke er syg mere), haft året første arbejdsdag hjemme.

Det er godt at komme igang, omend det manuskift jeg skriver på, er svært. Råt materiale som kræver nænsom behandling.

Jeg når at fundere mange tanker på sådan en dag, hvor det bare er mig og hunden, og ingen til at bryde ind i mine tankerækker. Og jeg har et stort behov for at få flere af de dage - dem hvor jeg sidder her ved mit arbejdsbord, med udsigt til en blotlagt himmel. Få skrevet, få tænkt, få læst.

Komme på plads.

Det må jeg sikre mig, at jeg får. For hvem skulle ellers gøre det? Man må tage vare om sig, må man.

Den hundefobiske dyrlæge

2009-01-02T23:26:00.001-08:00

Så blev det igår, at jeg for første gang måtte ringe til dyrlægen for akut besøg. Gandhi havde blod i afføringen, og jeg havde panik i blodet!

Så jeg ringer febrilsk til min egen dyrlæge, som på trods af telefonsvarens ordlyd om at være tilbage 29.dec., IKKE var at få fat på.

Nogen må gøre noget! peb mine tanker, og jeg ringer straks til min mand, som sidder hjemme med børnene, mens jeg er ude at lufte Gandhi.

- Der er meget blod i hans lort nu! Ikke som i går, hvor det bare var lidt slim og blod! NU skal han til lægen. Kan du ikke ringe til en eller anden her i byen - så kommer jeg hjem med ham,

Så ventetid. Nogle timer, inden vi når til kl 15.10, og jeg noget nervøs og med en tyngende skyld over, at jeg nok har mishandlet min hvalp, ved at have overset et eller andet. Og at det 'et eller andet' nu sidder i hans mave og ikke kan klemmes ud. Eller måske endda er på vej ud et forkert sted fra tarmen!

En meget smilende, og skal det vise sig, meget hurtigt talende OG hurtigt-konsulterende, dyrlæge, åbner døren ind til konsultationen.

- Det er godt du kom med ham nu. Han kunne jo være død!

- Øh....

Rutine kig i ørerne, klip lidt negle og tryk på maven.

- Er han sådan en løvehund?

- Øh, ja hjemme i Afrika kæmper de mod løver, og...

- Hvor har du ham fra?

- Hos en dansk avler, der..

- Hvor i Danmark?

Hun havde mere munddiarré end Gandhi havde, ja, altså .. af den anden vej... Til gengæld havde hun ikke så meget lytteevne.

- Han skal have det her i munden, og så gik hun i gang med at sprøjte noget sort pasta ind i gabet på ham, nærmest med strakt arm. Måske fordi hun tænkte på det med at kæmpe mod løver?

- De elsker smagen, konstaterede hun, mens Gandhi spyttede det ud og gik baglæns væk fra hende.

Mens Gandhi lå som en stor 45 kilo smørklat for hende fødder, stak hun noget penicillin ind i nakkeskindet. Det rører ham ikke, han er meget hårdfør.

- Nu må han godt snuse lidt rundt her, det eneste han ikke må, er at tisse op ad væggene.

- Nej, han er kun 7 mdr, så han kan ikke engang stå på tre ben og tisse endnu.

Vidste hun ikke at hanner der ikke er kønsmodne tisser som en tøs? Og altså ikke kan stråle op ad væggene...

- Ja, han skal have det her 2 gange om dagen, jappede hun på vej ud ad døren, mens hun holdt den store tube med sort pasta i ene hånd.

- Den der bruges til heste (synes hun selv var skægt, tror jeg).

- Og penicillin kur.....Nu stod hun ude i receptionen, mens jeg prøvede at få Gandhi med, som nu havde lagt sig til rette på gulvet.

- O.k. så mere penicillin.. men hvad fejler han?

- Ja, der er jo tre muligheder; foder-intolerans, betændelse eller en parasit.

Men det kigger vi på, når du kommer med ham på tirsdag!

Endelig våndede jeg og standsede op!

- O.k. er du sød lige at give mig en kopi af hans journal, for så kan jeg tage til min egen dyrlæge med ham i stedet for.

- Nå, ja, jo da.. lige et øjeblik. Hvem er din dyrlæge?

- Det er inde på Blågårds Plads...

- Nå, Erik, ja ham kender jeg godt! forsøgte hun at konspirere.

- Ja, prellede det af på mig.

På det her tidspunkt har hun vældig god tid til at skrive regningen, og udspecificere den for mig. Ca. 1600 kr. Dertil kommer penicillinen på 300 kr.

Og ikke noget af det som den hundedyre forsikring dækker.

- Hvad er det lige for noget foder du vil, at han skal spise?

- Skånekost!

- Jamen, er det ikke fuld af kemi, det mærke der? Han plejer at få næsten 100 % økologisk blandingsfoder fra avleren.

-Altså, det er kommerciel foder....

- Så hvad er det for noget foder?

- Det er skånekost! Ja, ellers skal du jo stå og koge ris og lave kylling til ham!

Nå, men jeg var åbenbart katalogiseret som værende mindre intelligent, eftersom jeg ikke kun er blond, men også har en vagthund, der kan nedlægge løver.

Men hun var såmænd smart nok, for 1600 kr for 10 min konsultation, hvor hun ikke giver ham indsprøjtning mod parasit (som så mange andre dyrlæger ville gøre, selvom parasitten ikke er fundet), ingen ultralyd eller andet. I øvrigt tjekkede hun heller ikke, om den dyre og sjældne hund tilhørte mig, ved at scanne hans chip.

Nå, men Gandhi æder med stor fornøjelse sin skånekost (hvorpå man ikke kan læse ingredienser! Men det må jo indeholde noget medicin af en art, så det kan stabilisere den uro han har i maven). Han guffer sine penicillin-piller som var de godbidder (!!), men bakker baglæns ved lugten af den pasta, som hun siger hundene godt kan lide.

Og så er det vist tid til et opkald til Dyrlæge-Erik, bare for lige at få bekræftet, at ikke alle dyrlæge taler så nedladende og fordomsfuldt til kvinder med vagthunde. Eller til vagthunde som jo er fredelige, så længe der ikke er noget at være på vagt overfor.

Nytårsmorgen

2009-01-01T00:16:00.000-08:00

Solen er vældig, som den ligger der og lader sine stråler glide hen over naboens tagryg. Rimfrosten holder hækkene og græsset hvidt og knasende, som sukkerkanten på cocktailglasset.

Hunden sidder, noget modvilligt, tungt ved mine fødder - ville helst sidde oppe hos mig. Intet anende om sine 7 mdrs. 5o kilos tunge krop.

De andre sover endnu. Hunden vil have mig med ud i frosten, over og løbe med de andre hunde på marken.

Jeg vil bare sidde her lade mig synke ind i den første dag i det nye år. Det første af slagsens, 2009 slagsens.

Jeg laver ikke nytårsforsætter, for jeg synes det bliver lidt for kunstigt, bare fordi kalenderen siger, at det er nu livet skal tages op til revurdering. Jeg tænker altid over mit liv! Ellers var jeg død for mange år siden.

Jeg er altid opmærksom på hvad jeg gør, og jeg krymper mig ved mig selv, når jeg ikke opfører mig som et godt menneske.

Da jeg var et stort barn, så jeg en gang en film på DR, hvor hovedrollen ville finde ud af, hvordan det gode menneske var. Og ville blive det gode menneske. Siden da, har jeg vidst jeg skulle gøre samme stræben.

Indtil jeg læste 'Album' af Ben Q. Holm., hvor spørgsmålet henkastes:

'Hvorfor ikke bare være et menneske?' Det har jeg tænkt en del over i 2008.

Hvad betyder det, bare at være et menneske? Kan man så tilgive sig selv for alt det man gjorde forkert? Eller bare ikke gjorde godt?

Kan det blive en undskyldning for alt hvad man kommer til at gøre - sådan på forhånd? Eller er det bare at acceptere, at være menneske i sig selv er en bedrift - at leve med sine begrænsninger og evner?

Jeg ville ønske jeg var det gode menneske, men som kunne tilgive mig selv for at være et menneske.

Og lige nu? Vil jeg stadig helst være ligeglad med hundens behov. Eller børnenes. Gæsternes. Mandens. Og kun tage mig af mig selv.

So where does that leave me? Som det gode menneske? Eller som et menneske?

Med ønsket om mest lys for 2009

Tirsdag morgen....

2008-12-29T23:37:00.000-08:00

Sidste tirsdag i år.

Tirsdag er den dag hvor renovationsarbejderne kommer og henter vores affald. Så skrumler de med den store containervogn, så det lyder som er den på vej gennem de pludselig skrøbelige murstensvægge, ind til os.

Den dag der var jordskælv, troede jeg det var renovationsvognen.

Jeg ved ikke om der er sure på os eller hvad...Men det er godt nok tit de nøjedes med at lave en kæmpelarm, tramper på de bulnende og skæve havefliser rundt om vores hus med tunge træsko, for så at gå forbi den fyldte skraldesæk.

Uden at lægge en besked.

- Niels, sætter man stadig et par øl ud til dem , hvis man vil vise godt fjæs? råber jeg til min mand gennem de endnu ikke færdigindflyttede rum.

- Eller vil det være politisk ukorrekt, som i; 'du er skraldemand og derfor går jeg ud fra du drikker! Og sandheden er sgu at han tjener mere end mig med min kunstnerrøv! Det er jo helt upassende at en skriver kan bo i hus!

- Kan du ikke bare sende en mail til kommunen..? Resten hørte han vist ikke.

Mon de ikke kan lide os? Jeg mener, haven ser ret skod ud. Måske er det fordi fliserne er lige ujævne nok. Eller utilpassede grene der spærrer for hurtig gennemgang. Ja nu er der jo også hundelorte, som jeg ellers løber ud og fjerner næsten inden den arme hund har tømt sig.

Måske skal man ikke bare komme sådan ud fra byen af, og så bare passe ind.

Aner det ikke, vi flyttede ud for at få fred. Vi larmer helt vildt i vores familie, så det blev for meget at skulle forholde sig til byens larm også.

Vi flyttede også væk fra den jævnlige chikane og den er vist også ophørt. Der er vist ingen her som aner hvem vi er.

Der har kun været et tilfælde.. nej to, men..... Der blev stjålet en lerkrukke uden foran vores hoveddør. Og så var vores havelåge smadret en morgen. Ved ikke hvorfor. Der lå ingen besked.

Men vi har det jo godt, her en tirsdag morgen. Og i dag har renovationsarbejderen taget den fyldte skraldepose med sig OG sat en tom tilbage i stativet.

Så det var nok en god ide, det med at skrive til kommunen. Faktisk svarer kommunen også herude i forstaden, når man henvender sig.

Så ja, jeg kan jo ikke brokke mig, har det godt her en tirsdag morgen i forstadsparcel-livet. Og en dag lærer jeg måske også at holde en fin hæk.

Med mindre jeg sætter en rockerhegn op, så folk ikke kan komme ind til min rockerhund!

Et sort et!

Her i forstaden. Ha, ha, ha.

Den sociale gæld.

2008-12-29T06:32:00.000-08:00

Den sociale gæld

Kronik ifm. Politikens 100 års kronikjubilæum, 2005.

Min far… var den mægtigste mand i hele byen – ja i hele verden.

Han var to meter høj, havde de største hænder – bløde inden i og med hårde forhærdede fingerspidser af hans manuelle arbejde. I hans store hånd kunne min så nemt gemme sig og ligge trygt, varmt og godt.

Min far.

Min far havde den sjoveste latter i hele kvarteret. Når han lo, så måtte jeg le med og hans tårer de trillede ned ad kinderne. De klare blå øjne så på mig med sådan en mildhed. Når Far lo, så lo alle med – her var ro, glæde og fest.

Min far – en fantastisk mand. Han kunne skrue på en masse dimser og dutter og få store maskiner til at køre med voldsom kraft. Han kunne sidde ved et bord, sammen med en masse andre mænd og kvinder, og bare få dem til at le. Og han ville tale rigtigt højt, med sin mørke, dybe stemme. Så ville jeg lege ved siden af og få masser af sodavand og penge til spillemaskinerne.

Min far.

Jeg elskede min far, for han var den smukkeste og stærkeste mand i hele verden. Og jeg ville gøre alt – for min far.

Min far.

Min far… den farligste mand i hele verden. Han var så farlig at jeg nogle gange slet ikke kunne se det virkelig var ham, men i stedet så jeg en kæmpe trold der ville slå mig ihjel.

Min far… hans klare blå øjne blev så mærkelige fjerne og alligevel så alt for intense, når han kiggede på mig – og ingen andre så.

Min far…. hans dybe varme latter blev til en sindssyges brøl, når han svang sin kæmpe hånd gennem luften og landede den lige i min mors ansigt. Hun ville ligge der på gulvet helt stille, uden rejse sig op igen, og han forlod os for at gå ud i natten.

Min far… hans had føltes så stort, når han tvang os til at overgive sig til hans vold.

Når han kom hjem – og vi var alene – krævede han min krop. Og min kærlighed.

”Du elsker din far, ikke kleinchen. Du ved godt Far har det svært – du må være god ved din far”.

Han krøb ind min krop, trængte sig ind med blidhed og med sadisme. Han sneg sig ind i mit sind og lagde et jernåg af magt, tvang og sex i mine tanker, min frihed, mit væsen og mit liv.

”Du er så smuk, min lille kleinchen …Far kan slet ikke lade være. Det er fordi du er så smuk”.

Mange år senere sagde en fast sexkunde til mig: ”Du er så smuk, Nikki, og derfor er du blevet så ensom og fuld af had”.

Jeg lærte i én meget tidlig alder, at servicere mænds seksuelle lyster, på bekostning af mig selv – mit væsen – min integritet. Det var tidligt min måde at overleve på, konstant at iagttage mine forældres signaler, og søge at gøre mig både usynlig såvel som klar til at servicere.

Hvordan gør et lille barn sig klar til at servicere en voksen mands seksuelle perversiteter? Ved at være fysisk tilstede og altid mentalt at forsvinde ind i en anden verden. Ved altid at være tavs og beskyttende overfor de voksne.

Min far havde ingen grænser for hvad han ville gøre. Han bød mig alt det som han bød voksne kvinder. Og det bærer jeg i min krop og i mit sind. Det vil jeg altid gøre. Men hvilken plads det får i mit liv, er mit ansvar.

Overgrebene – misbruget – er hans ansvar, og hans alene. Men i mange år troede jeg det også var mit, og engang troede jeg det var mit alene.

Det gjorde jeg fordi jeg elskede min far og jeg ville at han skulle være lykkelig. At han skulle holde op med at slå på min mor og bror og bruge sin tid hos os i stedet for hos andre og på værtshuse. Jeg troede min far havde ret og ikke jeg. At min opgave som menneske var at være seksuel og tilgængelig.

Da jeg opgav at tro på at jeg var elskelig og værdifuld, begyndte jeg at bruge hans gaver som kompensation for det jeg mærkede jeg manglede. Og en dag vidste jeg også at jeg kunne kræve at få ting. For jeg vidste at han ville give mig dem.

”Far – jeg har set sådan en fin kjole… henne i butikken lige her henne”.

Da jeg stod inde i omklædningsrummet bag forhænget, og prøvede en trøje, kom ekspeditricen hen og sagde med et smil:

”Herren siger den lille Frøken skal prøve denne kjole” – hun rakte den fine kjole frem mod mig og da jeg tog den på følte jeg mig så stolt.

”Tænk at han viste damen i forretningen hvor højt han elsker mig” – tænkte jeg glad og rødmende. Men i min mave kneb det og syrede til. Da jeg skulle vise mig for ham i min fine kjole, måtte jeg lukke øjnene for hans forventningsfulde blik.

Børn der misbruges seksuelt, mister ikke kun en barndom – de mister et liv. Det er børn der vokser op grænseløse uden fornemmelse for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det er mennesker uden selvværd og uden evne for at passe på dem selv. Disse mén, eller konsekvenser af den seksuelle forbrydelse, forsvinder ikke af sig selv med tiden. Det kan afhjælpes og blive mere kontrollerbart ved hjælp af et voldsomt gennemgribende terapeutisk arbejde.

Det har, for mig, betydet en ekstrem trang til at destruere mig selv – selvmordsforsøg og prostitution.

Jeg lærte at yde seksuelt inden jeg kunne tale. Selv efter jeg fik talens brug, holdt jeg mig tavs. Det er en del af forbrydelsens væsen; at offeret bevarer hemmeligheden. Jeg måtte stadig beskytte min Far mod hans ugerninger, og tage ansvaret alene. Gælden var kolossalt stor og betød bl.a. at jeg ikke fortjente at blive elsket af en mand. Få Den Eneste Ene, Prinsen og hele den eventyrlige drøm. Jeg vidste ganske tidligt at jeg aldrig skulle have børn, for at være barn betød ensomhed, misbrug og angst. Jeg havde svært ved at forestille mig at nogen børn kunne have det godt.

Jeg havde i mange år, intet andet at beskytte end min Far, for jeg selv var så ubetydelig ….. Når ikke engang ens forældre kan elske én – hvem kan så?

Min krop skulle ikke beskyttes – mit underliv skulle ikke rumme liv en dag. Så alt var ligegyldigt. Tilbage var kun at stå gennem livet, og få det mest mulige ud af det.

Og det blev penge og materielle goder.

Det blev Fars gaver nu bare i form af sexkundernes penge.

Nu var jeg pludselig noget. Jeg kunne noget. Og jeg blev velbetalt.

Jeg kom ind i prostitution da jeg var 29 år. Det er forholdsvis sent.

Siden jeg var ganske ung havde jeg vidst jeg en dag ville ende i miljøet. Som en sti der var lagt forud for mig, og som jeg ikke kunne undlade at betræde.

Alle mine barndoms år, og mine unge år, gik med at beskytte mig mod drengene – og senere de unge mænd. Jeg afskyede dem, var afhængig af deres seksuelle interesse og frygtede den.

Som 18- årig mødte jeg en ung mand, som jeg blev fuldstændig betaget af. Jeg overgav mig 100% til ham og lod mig styre ikke kun økonomisk men også psykisk og fysisk. Efter fem år med jævnlige voldtægter, var jeg så forpint at kun tanken om hans eller min egen død, fik mig til at søge min frihed.

Det var hårde år og jeg kæmpede mod hans ugerninger og mod et system som ikke mente jeg havde ret. For jeg var jo blevet hos ham – og var jeg nu sikker på at jeg var blevet voldtaget?

Til sidst opgav jeg, og kom hurtigt og gnidningsløst ind i prostitution.

Her var jeg i to år. Jeg så kvinder i forfald – smukke kvinder som ikke var afhængig af hverken stoffer eller alkohol. De få jeg mødte som ikke kunne klare prostitutionen uden at være påvirket, røg lynhurtigt ud af bordellet. I denne del af miljøet var de ikke velkomne. At de ikke kunne ”holde standarden” hos Guld og Gucci pigerne, var deres eget problem. Jeg så hvordan kvinderne – som jo altid er ”pigerne” uanset vores alder - blev forrået, ensomme og isolerede. Jeg mærkede jo på mig selv hvordan jeg forandrede mig fra at være interesseret i at hjælpe og støtte, til at holde mig for mig selv, og ikke kunne overskue at snakke om de dårlige sexkunder.

Men jeg så også hvordan vi lignede hinanden. På overfladen var vi nok forskellige – mig med min pædagog uddannelse og job. Dem uden uddannelse og nogle alene med deres børn som de havde fået i en ung alder. Men når vi sad i køkkenet – i pauserne mellem sexkunderne - og snakken blev privat. Eller så privat som vi kunne snakke. Så hørte jeg dem fortælle om de seksuelle overgreb de havde lidt inden de kom ind i miljøet. Det var meget få som ikke havde den historie. Vi snakkede aldrig om sammenhængen til det at være i miljøet. Eller om ikke at føle os elske-lige. Elske-værdige. Det ville have været for sårbart og farligt. Der er ikke plads til at vise følelser eller åbne op for dem i det miljø. Der skal lukkes i, for der skal tjenes penge.

Pengene var vores eneste omdrejningspunkt. Med pengene prøvede vi at forsvare overfor os selv, at det vi gjorde var o.k. At det da var sexkunderne som blev snydt. For de købte jo aldrig os – bare en facade, en illusion. Og illusionen var så utrolig let at skabe. Jeg havde lavet den næsten hele mit liv, den var skudsikker og velafprøvet. Og sexkunderne var heller ikke villige til at gennemskue den. Jeg blev aldrig spurgt om jeg virkelig også hed Nikki..? Eller om jeg var 23? De protesterede aldrig over al den glidecreme jeg smurte mig med, for at kondomer ikke skulle sprænge men syntes at nyde min rytmiske tillærte stønnen. Jeg troede selv på illusionen om Nikki, i hvert fald i starten. For det var ikke anderledes end noget andet jeg kendte til fra mine relationer med mænd. Og det var nemt at forsvinde væk, så længe kunderne var i mig og hos mig. Fuldstændig som jeg forsvandt på mit barneværelse, når Far kom og krævede sin ret.

En kvinde på bordellet gjorde stort indtryk på mig. Hun var jævnaldrende med mig, og havde været i miljøet i 10 år. Hun rangerede højest i hierarkiet, og var bordelmutters højre hånd. Vi sad og snakkede i køkkenet, og hun sagde:

”Jeg bliver sgu nødt til at stoppe”

”Ja det gør du”

”Ti år er sgu længe, ikk`”

”Ja, det er ikke godt for os – det ødelægger noget”

”Tjaehh, men hvad fa´en skal jeg så lave?! Og så skal jeg sælge Merceren.”

Der var ikke mere at snakke om – hun kunne ikke sælge sig Mercedes. Jeg ved godt det lyder grotesk - absurd. Men hendes Mercedes var alt hvad hun havde. Det var hendes ultimative erstatning for hendes manglende selvværd. Bilen var symbolet på at hun VAR værdifuld. Hun kunne lave penge, hun var en eftertragtet kvinde i miljøet. Derudover ville hun miste sin sociale status som hun havde på bordellet ved at forlade det. Her var hun både frygtet og respekteret – herude i den virkelige verden var hun ingenting. Og hvem ville egentlig tage mod hende?

Som pædagog vidste jeg kun alt for godt, at prostitution ødelægger mennesker. Jeg vidste alt om den sociale arv.

”Den sociale arv” – det er i grunden et mærkeligt begreb – her hvor jeg står i mit liv i dag, får jeg lyst til i stedet at kalde det for ”den sociale gæld”.

Men jeg vidste altså det hele med mit hoved, men ikke med mit hjerte. Jeg kunne ikke stoppe, heller ikke da jeg forstod at selvom jeg ikke var til stede med mit sind, så gemte min krop på erindringer fra alle de indtrængninger jeg tog penge for. Jeg fortsatte, for jeg vidste stadig ikke hvordan et liv kunne være anderledes.

Jeg havde selv hørt, set og mærket, at kvinder og børn, ikke havde nogen ret til at sige nej eller sige fra. Min fars lære som barn, fik jeg repeteret på smertefuld vis af min eksmand. Og samfundet – systemet og kulturen – stadfæstede at han havde ret. Jeg havde IKKE lov til at sige nej – jeg var kun sat til verden for at yde seksuelt.

Men det har jeg også gjort fordi jeg mener, at selvom vi godt ved at det er sådan det hænger sammen, så handler eller reagerer vi ikke ud fra denne viden. Vi er langt fra gode nok til at tage børn alvorligt, når vi ser, hører eller fornemmer, at her er noget helt galt. Og jeg taler nu både som pædagog og som privatperson. Vi skal blive bedre, vi skal redde børnene, for vi skal gøre alt hvad vi kan for at fjerne seksuelt misbrug af mennesker uanset deres alder eller køn.

Og vi skal tage kvinder i prostitution meget alvorligt, uanset om det er kvinder på gaden som er afhængige af stoffer, traffickede kvinder eller kvinder som jeg – ”Guld og Gucci”. Prisen for at ligge på lagnet er vanvittig høj, konsekvenserne er voldsomme. Jeg er blot heldig at jeg kan stå her i dag og gøre det jeg gør.

Da jeg endelig tog fat om al den smerte og alt det had jeg bar rundt på, flød jeg over som en betændt byld. Jeg havde opsøgt en midaldrende mandlig psykiater som fuldt ud levede op til mine forventninger om at blive min hårdt prøvede skydeskive. Her fra gik vejen mod et nyt liv, mod et liv på trods.

I dag lever jeg med min store kærlighed og sammen har vi to smukke og fantastiske børn. Jeg er forfatter og læser til samtaleterapeut. En dag håber jeg at kunne hjælpe kvinder fra prostitutionsmiljøet med terapi og rådgivning.

Vejen her til har været hård og lang. Og det har kun været pga. min stædige insisteren på et godt liv, at det er lykkedes. Jeg har brugt rigtigt mange penge på terapi, for at kunne genskabe mig selv som et menneske. Et kontradict til det væsen jeg oplevede mig selv som før – et dyr der blot søgte at overleve.

Når jeg vil kalde ”den sociale arv” for ”den sociale gæld” er det selvfølgelig for at betone, at det er en tung byrde at bære seksuelt misbrug med sig resten af livet.

Og at det kun er med vilje og bevidsthed – og vilje til bevidsthed – at gælden kan afvises.

I dag er det meget almindeligt at vi bevidst vælger til og fra. Vi gør det en masse på vores jobs, i forhold til vores personlige og private relationer m.v.

”Jeg har valgt ikke at komme i morgen, fordi der er noget andet jeg finder vigtigere at jeg deltager i”. Så mener vi, at vi tager ansvar for vores valg, i det vi er klar over hvad vi fravælger og derved går glip af. Men i fravalget af den mindre prioriterede part, signalerer vi også en mangel på engagement.

Jeg tror det er meget typisk for vores tid; at vi mener vi altid kan vælge anderledes – eller burde gøre det.

For eksempel myten om den danske, frigjorte kvinde som helt bevidst og afklaret ligger sig på lagnet. ”Hun har jo selv valgt det”. Og ”Du kunne da bare lade være!”

Men jeg kunne ikke bare lade være – så havde jeg ikke gjort det. Ligesom anorektikeren ikke bare kan lade være med at sulte sig selv. Alkoholikeren ikke bare kan lade være med at drikke. Eller den depressive ikke bare kan tage sig sammen og gå ud og møde livet.

Det er min vilje til at leve og ikke kun overleve der gør, at jeg nu er et andet sted end i et seksuelt misbrug.

Og den part må jeg til fulde tage ansvar for. Jeg må bære de konsekvenser der er af misbruget og prostitutionen. Jeg er nødt til at forholde mig til at det skete uanset det aldrig burde være sket. Og at jeg på mange måder er anderledes end mennesker der ikke har været udsat for seksuel vold. At mine valg er anderledes. Og at mine valg tidligere bragte mig til destruktion og smerte.

Dengang sagde jeg altid: ”Det som du ikke dør af gør dig bare stærkere”. Det var den eneste måde jeg kunne finde logik i det kaos jeg havde inden i. I dag erkender jeg at det at have Post Traumatisk Stress Syndrom, eller granatchok, jo på ingen måder gør mig stærkere.

Og så er det, at det der med valg bliver så betydningsfuldt. For jo, jeg valgte jo at gå ind i prostitutionsmiljøet, for jeg har aldrig været handlet, kidnappet, truet, været afhængig af stoffer eller alkohol.

Og jeg hørte til blandt den gruppe af kvinder som er meget isoleret fra omverdenen, og som blot ser ud til at være dyre piger. Vi bliver let forvekslet med at være kolde kvinder der blot er interesseret i Guld og Gucci, og kalkulerer med mænds lyst. Og størstedelen af den danske befolkning mener at jeg selv valgte det, uden at vide at mit valg er betinget af aldrig at have lært andet. Aldrig at have lært hvordan jeg skulle passe på mig selv og aldrig at have mærket at mine grænser var værd at respektere. Fordi jeg var et menneske. Og jeg ved godt det lyder dramatisk, men det skulle tage mig mange år at komme til at føle mig som et menneske.

Så når vi ser på ansvar – hvem skal tage ansvar – så er jeg egentlig ikke ude på at fordømme nogen. Men jeg er ude på at gøre opmærksom på, hvad seksualiseret vold gør ved mennesker. Og jeg er ude på at det skal stoppes af hensyntagen til at nogen betaler en ekstrem høj pris for hvad der for andre blot, er få minutter seksuel fornøjelse.